Visa/Dankort er et debetkort. Det betyder, at beløbet bliver trukket fra din konto kort tid efter, du har brugt kortet – uanset om du bruger det i Danmark eller udlandet. Du kan altså let få overblik over, hvor mange penge du har brugt, når du har betalt med Visa/Dankort. Ved brug i udlandet, udenlandske webshops og danske butikker som kun tager Visa, er der en forbrugsgrænse på 25.000 kr. pr. løbende 30 dage.
Mastercard Direct er også et debetkort. Det fungerer på samme måde som et Visa/Dankort, hvor dit køb bliver trukket med det samme fra din konto. Du kan bruge kortet både i Danmark og i udlandet – og købe for op til 30.000 kr. om dagen.
Mastercard findes i forskellige versioner. Basis, Guld og Platin er kreditkort, og når du betaler med dem, kan du få op til 6 ugers rentefri kredit. Du kan løbende se dine køb på Mastercard-kontoen, og den 19. i hver måned regner vi købene sammen for de seneste 30 dage og sender en faktura. Du skal ikke gøre andet end at tjekke, at beløbene passer. Den 1. i den næste måned overfører vi automatisk pengene fra din lønkonto. Så står din Mastercard-konto igen i 0, og du har ikke betalt en eneste krone i rente.
Har du et Mastercard Basis, Guld eller Platin fra Danske Bank, så har du både et kreditkort og et debetkort. I betalingsterminalen kan du selv vælge hvilken en af betalingsfunktionerne du ønsker at betale med. Og online gør du det ved at vælge mellem de to kortnumre fra bagsiden af kortet. Betaler du kontaktløst, er det altid debetfunktionen du bruger – dvs. at betalingen bliver trukket med det samme.
Læs mere om vores kort