1. ”Investering burde være mere som at se maling tørre eller græs gro. Vil du have spænding, så tag 800 dollars og rejs til Las Vegas."
Af Paul Samuelson, amerikansk økonom
Lars Skovgaard Andersen: Betragter du investering som en form for gambling, har du en helt forkert tilgang. Investering kræver en velovervejet strategi og masser af tålmodighed. Investor Warren Buffett har i tidens løb leveret flere gyldne citater, der understreger vigtigheden af at være tålmodig og langsigtet.
• ”Nogen sidder i skyggen i dag, fordi andre plantede et træ for længe siden.”
• ”Du kan ikke producere en baby på en måned ved at gøre ni kvinder gravide.”
• ”Aktiemarkedet er en anordning til at overføre penge fra de utålmodige til de tålmodige."

2. “Fra tid til anden gør markedet noget så dumt, at det tager vejret fra dig."
Af Jim Cramer, amerikansk tv-vært og tidligere hedgefond-forvalter
Lars Skovgaard Andersen: Uanset hvor kloge og veluddannede alverdens investorer og analytikere er, lader bobledannelser til at være et evigt tilbagevendende fænomen på de finansielle markeder, en form for indgroet brist i menneskets evne til at agere rationelt. De seneste årtier har vi oplevet det med dot.com-boblen omkring årtusindeskiftet og ved boblen i amerikanske subprime-lån under finanskrisen 2007-2009, og vi kommer med garanti til at opleve det igen. Spørgsmålet er alene hvor og hvornår.
Donald Trump bliver beskyldt for at sige meget uovervejet vrøvl, men her rammer han faktisk spot on.Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank

3. “Aktiemarkedet er fyldt med individer, der kender prisen på alting, men værdien af ingenting."
Af Phillip Fisher, amerikansk investor og forfatter
Lars Skovgaard Andersen: Et klassisk citat om den mangel på viden og indsigt, der præger mange investorers beslutninger. Den amerikanske investor Peter Lynch har også i tidens løb udtrykt det rigtig fint med flere citater: 
• ”Selv om det somme tider er let at glemme, er en aktie ikke en lotteriseddel ... det er delvis ejerskab af en virksomhed.”
• ”Bag enhver aktie er et selskab. Find ud af, hvad det laver."

4. “Du får recessioner, du har fald på aktiemarkedet. Hvis du ikke forstår, at det kommer til at ske, er du ikke klar – så vil du ikke gøre det godt i markedet."
Af Peter Lynch, amerikansk investor
Lars Skovgaard Andersen: Hold fast i din strategi, også i urolige tider. Perioder med kursfald er naturens orden på de finansielle markeder. Ængstelige investor kan næsten altid finde en god grund til at sælge ud, men bliver sjældent belønnet for det på længere sigt. I stedet går de ofte glip af perioder med gode afkast, fordi de holder sig på sidelinjen af frygt for tab eller køber og sælger for ofte.

LÆS OGSÅ: "Den fejl skal du ikke begå ret mange gange i dit investorliv".


5. ”De fire farligste ord inden for investering er: Denne gang er anderledes."
Af John Templeton, amerikansk-født britisk investor
Lars Skovgaard Andersen: Tag ved lære af historien. Lad være med at tro, at de økonomiske grundlove pludselig ophører – som at det fx er stigende indtjening, der på længere sigt retfærdiggør stigende aktiekurser, og ikke selskabers luftige planer og visioner.

6. “Jeg vil fortælle dig, hvordan du bliver rig ... vær frygtsom, når andre er grådige. Vær grådig, når andre er frygtsomme."
Af Warren Buffett, amerikansk investor
Lars Skovgaard Andersen: Det måske mest berømte citat om investering overhovedet. Det kan være rigtig svært at sælge ud af aktierne og reducere sin risiko, når aktierne blot bliver ved med at stige, mens det modsat kan føles grænseoverskridende risikabelt at købe op, når aktierne bliver ved med at falde. Men ofte er det de bedste tidspunkter at justere porteføljen. Hav dog altid et andet af Warren Buffetts citater i baghovedet:
• ”Test aldrig flodens dybde med begge fødder."

7. “Hvor mange millionærer kender du, der er blevet rige af at investere i en opsparingskonto?"
Af Robert G. Allen, amerikansk forretningsmand og politiker
Lars Skovgaard Andersen: Risiko er ikke en negativ ting på de finansielle markeder, men en grundlæggende forudsætning for at kunne få et fornuftigt afkast af sin opsparing, og i det nuværende lavrentemiljø er citatet mere relevant end nogensinde. Har du en større kontant opsparing i banken til ingen rente, udhuler inflationen gradvist værdien af pengene. Investerer du din opsparing, skal du blot sørge for at have det niveau af risiko, der passer til dig. Tal med en investeringsrådgiver om det. Den amerikanske investor Robert Arnott har leveret et citat, der meget fint sammenfatter betydningen af risiko for dit afkast:
• “En investering, der er komfortabel, er sjældent profitabel."

8. ”Nogle gange er de bedste investeringer dem, du ikke foretager dig."

Af Donald Trump, amerikansk forretningsmand og præsident
Lars Skovgaard Andersen: Donald Trump bliver beskyldt for at sige meget uovervejet vrøvl, men her rammer han faktisk spot on, også når det gælder aktier. Du er allerede nået rigtig langt som investor, hvis du formår at undgå de dårligste aktier – det er næsten endnu vigtigere end at være i stand til at vælge de bedste.

9. “Hvis du ønsker, at dine børn skal få det godt i livet, så invester dobbelt så meget tid i dem og halvt så mange penge."
Af Abigail Van Buren, amerikansk brevkasseredaktør
Lars Skovgaard Andersen: Man behøver ikke være investor, økonom eller amerikansk præsident for at levere et klogt citat om investering ...


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere din opsparing

Kontakt din rådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne.

 Book møde