De fleste investorer drømmer om at gøre Warren Buffett kunsten efter. Siden han i 1965 overtog roret i selskabet Berkshire Hathaway, har han formået at levere et gennemsnitligt afkast på intet mindre end 20 procent om året. Og som om det ikke er nok, så har en anerkendt videnskabelig artikel* fastslået, at Buffetts risikojusterede afkast (målt ved sharpe ratio) er det højeste blandt alle aktier eller fonde, der har eksisteret i den 40-årige periode fra 1976 til 2017. Dobbelt så højt som det brede marked.

På grund af Buffetts næsten umenneskelige performance er det i årevis blevet debatteret, om det skal tilskrives held eller ligefrem magi. Forskningsartiklen slår dog fast, at Buffetts succes ikke skyldes nogle af delene. Derimod er årsagen til hans flotte afkast, at han over en lang årrække disciplineret har fulgt en god strategi, hvor fokus har været på at købe billige kvalitetsaktier. Desuden har han holdt fast igennem hårde perioder, hvor andre investorer muligvis ville være tvunget til at sælge ud.

Hvad kan du lære af ham?
Heldigvis er Warren Buffett ikke blot ekstremt succesfuld som investor, men også glad for at dele ud af sin viden. Det sker blandt andet i hans årlige brev til aktionærerne, der studeres minutiøst af investorer verden over. Derudover er Buffet også kendt for sine lettere filosofiske citater. Her er samlet fire ting, du kan lære af ham:

1. Investér med disciplin
Fundamentet for Warren Buffetts succes er i høj grad disciplin. Det gælder både, når du udvælger aktier, hvilket du bør gøre på baggrund af analyse samt faste regler og kriterier frem for mavefornemmelser. Men det gælder i særdeleshed også, når der undervejs uundgåeligt vil opstå modgang. Hav derfor en klar plan, og følg den. Buffett siger selv, at du ikke behøver at være klogere end resten af markedet, så længere du blot er mere disciplineret.
Investering er ikke som olympisk udspring, hvor du får flere point for et vanskeligt spring end et enkelt.Warren Buffett, investor. 

2. Investér langsigtet
Warren Buffetts strategi er langsigtet, og det er i høj grad en af årsagerne til hans succes. Han anbefaler at lade være med at tjekke dagskurser, fordi det blot forstyrrer billedet og kan gøre det sværere at følge din strategi. Du investerer i en virksomhed, ikke en graf. Når han vurderer, om et selskab er en god investering, ser han gerne et årti ud i fremtiden. For ham handler det nemlig om, at selskabet har en vedvarende konkurrencemæssig fordel, ikke at det gør det godt lige nu. Derfor er hans mantra også: hvis du ikke er interesseret i at eje en aktie i 10 år, så skal du ikke engang overveje at eje den i 10 minutter.

3. Investér uden følelser
Mennesker er emotionelle, og det samme er aktiemarkederne. Derfor er det vigtigste, du kan gøre for at øge dine chancer for succes som investor, at forholde dig rationelt og ikke lade dig rive med af følelser. Hverken dine egne eller markedets. For ifølge Buffett er aktiemarkedet nemlig maniodepressivt. Derfor er det essentielt, at man ikke selv bliver det. Han anbefaler at vælge solide selskaber af høj kvalitet, der kan ride stormen af. Samtidig skal du have mod til at gå imod flokken. Derfor siger han, at du skal være frygtsom, når andre er grådige, og være grådig, når andre er frygtsomme. Selv om det kan være svært.

4. Investér kun i ting du forstår
Invester aldrig i en forretning, som du ikke forstår. Dermed ikke sagt, at du kun skal investere i én sektor, men at du ikke skal købe noget, du ikke er i stand til at vurdere værdien af. Buffett har sagt, at investering ikke er som olympisk udspring, hvor du får flere point for et vanskeligt spring end et enkelt. Lad derfor være med at tage chancer, det øger blot din risiko.


Note: *Andrea Frazzini, David Kabiller & Lasse Heje Pedersen (2018), Buffett’s Alpha, Financial Analysts Journal.


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.
Book online møde