Del

Det bliver i familien

Det er vigtigt at teste sine børn af, inden de får livsværket overleveret, når den nuværende ejereleder trækker sig. Sådan lyder det fra eksperter, der råder nuværende virksomhedsejere til at begynde planlægningen af overdragelsen til eksempelvis sønnen eller datteren hurtigst muligt.

I løbet af det næste årti vil tusindvis af små og mellemstore ejerledede virksomheder stå over et generationsskifte eller salg. For mange virksomhedsledere kan tanken være angstprovokerende, fordi livsværket enten skal på nye hænder eller overdrages til næste generation – hvis man da ikke forventer decideret lukning eller afvikling af virksomheden. Uanset hvad man vælger, bør man søge professionel og uvildig hjælp hos revisor, skatterådgiver, advokat, bestyrelsesmedlem og finansieringsinstitut, idet ejerskifte er en kompleks juridisk, økonomisk, skatte- og afgiftsmæssig størrelse, der kræver nøje planlægning. 

Ifølge rapporten ”Ejerledelse i Danmark”, som er udarbejdet af Center for Ejerledede Virksomheder, ved en ud af tre små og mellemstore virksomhedsledere endnu ikke, hvem de vil foretrække som deres efterfølgere. Undersøgelsen er baseret på 13.491 svar og 25 pct. af dem foretrækker at lade virksomheden forblive på familiens hænder. Men ifølge Roar Brun Jensen, der er management rådgiver hos konsulenthuset Qvartz, er det ikke altid den bedste løsning at lade virksomheden gå i arv, da det ikke er givet, at sønnen eller datteren har samme forretningssans som den nuværende ejerleder. Derfor bør man ifølge Roar Brun Jensen afprøve de potentielle afløsere af god tid i forvejen.

"Hvis man er i tvivl om, hvorvidt virksomheden skal gå i arv eller skal på fremmede hænder, bør man over en tre-fire-årig periode teste sine børn af. Såfremt de gerne vil overtage naturligvis. Test vil sige at give dem løbende opgaver med forskellig kompleksitet og med større ansvar. På den måde kan man se, om evnerne og ikke mindst lysten er til stede," siger Roar Brun Jensen, der også mener, man bør rådføre sig med eksterne parter, inden man overlader virksomheden til børnene.

"Det kan som virksomhedsleder være utroligt svært at teste og eventuelt erkende, at ens børn ikke har evnerne til overtage virksomheden. Derfor er det en god ide at have en ekstern rådgiver, f.eks. fra bestyrelsen - som gerne skulle bestå af andre end familiemedlemmer - med på råd.  Et eksternt bestyrelsesmedlem har ofte bedre mulighed for at vurdere om eventuelle arvtagere har de fornødne kompetencer,” siger Roar Brun Jensen.  

Fem gode råd til planlægning af ejerskifte inden for stamtræet

  1. Lad arvtagerne gennemgå en ledelsestest og bliv klogere på vedkommendes stærke og svage sider. Ansæt eventuel en mellemleder til at styrke arvtagerens svage områder
  2. Brug professionelle rådgivere såsom revisorer, advokater, management eksperter etc.
  3. Skab en klar rollefordeling mellem ejer og den nye leder
  4. Lav forretningsplan og planlæg ejerskiftet tidligt. Find ud af om børnene har lysten og evnerne til at overtage. Hvis ja, anbefal dem at tage en formel uddannelse inden for området
  5. Overvej skattefri overdragelse/udskydelse (succession), da skattebetalingen ved overdragelse ofte udgør en betydelig udgift 

Intet pres

At overtaget ansvaret for et familieklenodie er kommet uden forventningspres, fortæller Mette Frantsen.

”Det har været en kæmpe oplevelse. Der har ikke været noget pres på os fra barnsben om, at vi skulle overtage virksomheden. Der har været en naturlig lyst fra Mortens og min side,” siger Mette Frantsen.

Hun pointerer, at der især er én ting, andre i samme situation bør fokusere på: At forberede sig i god tid.

”Hvis jeg skulle give gode råd til andre, der står foran et generationsskifte, så ville det klart være at planlægge i god tid. Et generationsskifte er ikke noget, man foretager over night, det er en lang proces, der kræver mental forberedelse,” siger Mette Frantsen.

Se videoen med SØBY her og hør mere om, hvordan virksomheden sikrede et succesfuldt generationsskifte fra 2. til 3. generation, og hvilke råd ejerne giver andre virksomheder, som står over for et potentielt ejerskifte. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet Danske Business

Danske Business er Danske Banks nyhedsbrev til erhvervskunder. Det udkommer fire til seks gange om året og er lavet til dig, der søger efter nye muligheder for at udvikle din virksomhed. 

Tilmeld dig her