Ruslands invasion af Ukraine her til morgen vil sandsynligvis have geopolitiske implikationer i mange år fremover, da Rusland nu må betragtes som en paria-stat.

De finansielle markeders reaktion på invasionen har været næsten lige så forudsigelig som fordømmelserne fra hele verden. Investorerne flygter fra risiko over mod mere sikre aktiver, så mens aktierne er faldet, er obligationer, dollar og guld steget.

Vi mener dog ikke, at det er nu, du skal sælge dine aktier. Hold fast i strategien og din aktieandel. Aktierne er faldet betydeligt siden årets start, og en fuld invasion samt betydelige sanktioner er nu indregnet i kurserne. Aktierne kan godt falde yderligere i de kommende dage og uger, men på 3-6 måneders sigt forventer vi, at aktiekurserne er højere, end de er i dag. Vi har tidligere set, at lignende begivenheder, fx Golfkrigen, har udløst et kraftigt kursfald, hvorefter markedet har rettet sig, så aktiekurserne seks måneder senere var betydeligt højere end før krigens start.  
Det er vores vurdering, at de seneste dages triste udvikling kan blive en anledning til at øge aktieandelen.  Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.
Det betyder ikke, at du slet ikke skal gøre noget. Du kan fx overveje at rebalancere porteføljen. Aktier er faldet en del i år, så måske er din aktieandel blevet lavere, end hvad din investeringsprofil og strategi egentlig tilsiger. En rebalancering af porteføljen efter en periode med aktiekursfald vil betyde, at du skal købe lidt aktier. Hvis du rebalancerer porteføljen, så anbefaler vi, at du kigger efter kvalitetsaktier, som er kendetegnet ved blandt andet stabil indtjeningsvækst og lav finansiel gearing.

Fastholder neutral vægt i aktier

Vi holder indtil videre fast i at anbefale en neutral vægt i aktier – altså at du har samme vægt i aktier, som din investeringsprofil tilsiger, at du skal have på lang sigt. Det er vores vurdering, at de seneste dages triste udvikling kan blive en anledning til at øge aktieandelen. Som investor skal man nogle gange være lidt modig, når alle andre bliver bange.

Der er dog stadig stor usikkerhed om, hvor kraftige sanktionerne mod Rusland bliver. Der er i de finansielle markeder i nogen grad indpriset en forventning om, at hensyn til egne økonomiske interesser vil veje tungere end ønsket om at straffe Rusland. Tyskland vil helst ikke have sanktioner på banker og energi, Italien vil ikke have sanktioner på luksusgoder, Holland vil ikke have sanktioner på diamanter osv.

Nødvendigheden af sanktioner
Det kan dog være, at investorerne undervurderer den politiske nødvendighed af at straffe Rusland hårdt denne gang. Hvis en fuld invasion af Ukraine kun medfører sanktioner, som Rusland kan leve med, så er der en reel risiko for, at Putin ikke stopper her. Desuden vil det være et kedeligt signal til Kina om, at de godt kan tage Taiwan med militær magt. Der kan derfor godt komme ganske hårde sanktioner denne gang i forhold til, hvad vi har set tidligere. Derfor mener vi også, at det stadig er for tidligt at overvægte aktier.

Der kan også komme signaler fra Rusland om, at de kan ”nøjes” med en mindre del af det østlige Ukraine. Vi anser nu dette scenarie for usandsynligt, men håber naturligvis på en eller anden form for forhandlingsløsning. Hvis der kommer tegn på dette, så kan det også være en anledning til at overvægte aktier.

Betydning for renter og pengepolitik
Gaspriserne er steget kraftigt, efter Rusland påbegyndte invasionen af Ukraine, og olieprisen er steget til over 100 dollar pr. tønde. Det kan smitte af på fragtrater, fødevarepriser mv. og føre til højere inflation på kort sigt. Det taler umiddelbart for, at centralbankerne må gennemføre en hurtigere opstramning af pengepolitikken. Højere energipriser (et negativt udbudsstød) vil imidlertid også reducere husholdningernes købekraft og dæmpe den samlede efterspørgsel. Det kan føre til lavere vækst og mindske prispresset og behovet for renteforhøjelser senere på året. De stigende energipriser kan således godt resultere i, at der bliver behov for mindre pengepolitisk opstramning i år.

I den aktuelle situation med et meget stramt arbejdsmarked er der dog en reel risiko for, at højere energipriser blot forstærker løn-pris-spiralen og altså øger presset for renteforhøjelser. Lige nu presses renterne ned, da investorerne søger tilflugt i mere sikre aktiver, men det kan altså godt være, at renterne snart er på vej opad igen. 

HUSK: Som investeringskunde i Danske Bank kan du løbende få adgang til vores anbefalinger af interessante investeringer inden for forskellige regioner, sektorer og temaer.
TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det. Det gør du her.

Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.

Find den rette investering for dig

Vi kan hjælpe alle med at investere deres opsparing – fra små beløb til store formuer.
Tjek dine muligheder