Derfor stiller vi, over en lille artikelserie, skarpt på start-ups og taler med markante personer, som deler deres oplevelser og erfaringer med at investere i start-ups. 

Der er nemlig meget mere end én vej at gå, og der er ikke én løsning, der passer til alle. Investering i start-ups er ikke for hvem som helst. Det kræver et helt andet niveau af både tid og penge, end investering i traditionelle værdipapirer gør.


David Fellah er business angel ved siden af sit arbejde som daglig leder af selskabet ’Fantastic S’, der laver mobilspil.


Business angel med sans for design og teknologi

David Fellah er business angel. Det betyder, at han investerer i start-ups som en såkaldt ’angel investor’. Udover at tilføre kapital, hjælper han også virksomhederne med sin omfattende erfaring, så de kan gå fra at være en god ide til en god forretning. Vi har talt med ham om hans erfaringer med at investere i start-ups, og hvordan han, med sin baggrund i design og tech, vurderer hvilke start-ups, der vil kunne overleve på lang sigt, og hvilke der ikke vil. 

David Fellah har sin daglige gang i et kontor i Grønnegade, hvorfra han driver sin egen start-up ’Fantastic S’, der udvikler mobilspil, og han er således ikke business angel på fuld tid. Han har tidligere været ejer af designvirksomheden ’Designit’ som i 2015 blev solgt til den indiske IT-koncern Wipro.

”For mig er en let-forståelig definitionen på et start-up, at det er en selskabsform drevet af ildsjæle udenfor et corporate set-up, som kræver nogle trinvis tungere investeringer for at komme i gang og vise, at ideen er mulig og levedygtig og derefter, at markedet er der og kan erobres. Det hænger sammen med, at det ofte er relativt teknologitungt og dermed kræver en masse udvikling og organisation længe før, der er mulighed for at tjene penge på det, ” fortæller han.

 

Fandt start-ups gennem netværk

Alle business angels står overfor den samme udfordring - nemlig at finde start-ups og særligt de gode af slagsen. Der findes hverken en børs eller et register for start-ups. Hvis man vil investere i dem, må man først finde ud af, hvor de findes, og hvem de er. David Fellah bruger sit personlige netværk til at finde interessante virksomheder. Det er vigtigt at være selektiv, før man investerer. For der er mange start-ups derude, som er på udkig efter kapital. Han fortæller:

”Grundlæggende, skal man kunne sige nej til alt, for der kommer altid flere muligheder. Næste måned eller næste år. I takt med at teknologien giver os endnu bedre muligheder, opstår der altid flere muligheder, men man skal kunne begrænse sig. Der er altid muligheder, der byder sig for en business angel, men man skal kun slå til på de ting, hvor man kan gøre en forskel med sin erfaring og viden. Der kommer altid flere muligheder næste år. ”

Analysen sidder i maven

Fordi start-ups er meget forskellige, og ofte er langt fra at være klar til at gå i markedet med et produkt, når David Fellah møder dem, har han ikke en fast skabelon for, hvordan han vurderer dem. For ham handler det om at bruge sin forretningssans og sin mavefornemmelse. 

”Vi står et sted i historien, hvor det giver meget lidt mening at se tilbage i historien for at vurdere, hvad der kommer til at blive en succes i morgen. For grundlaget for hvad der bliver succesfuldt, er så teknologidrevet, at du ikke får noget ud af at kigge tilbage. Du har ingen idé om, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Ingen ved, hvilke dynamikker brugerne og kunderne vil respondere på om tre eller fem år. Ingen overhovedet. Du har ingen ide om, hvilke muligheder teknologien vil give, eller hvordan den vil blive brugt”, fortæller han, og fortsætter:

”Der var engang, hvor der ikke var nogen, der troede på at man ville overføre penge med sin telefon. Der var en gang, hvor man ikke mente at folk ville handle aktier fra deres telefon… Accelerationen i teknologien er så dramatisk, at ingen kan forudse, hvad der sker. Gut feeling er nødt til at være en stor del af vurderingen af, hvad der er en god idé. ”


Galskab, ambition og kolossal flyvehøjde


David Fellah er kommet ind i alle sine start-up-investeringer gennem samarbejder (syndikater) med andre business angels. Selvom hans faglige styrker kommer bedst til sin ret, når start-up’en har et produkt, der skal i markedet, er det i den tidligste fase, han ser de bedste muligheder som investor. Selvom det også er her, risikoen er størst.

”Jeg er kun interesseret i at komme ind som en af de første investorer i en start-up som en såkaldt ’seed investor’. Men det betyder, at der kan gå rigtig lang tid, før produktet er klar til at komme i markedet, men det er også der, potentialet er størst”, David fortsætter:

”At være seed investor er forbundet med meget høj risiko. Derfor skal potentialet også være stort. For mig skal potentialet være tættere på 100 gange end 10 gange min oprindelige investering. Så idéen skal være tilpas original og have kolossal flyvehøjde. Der skal være galskab og ambition nok i projektet til, at det rækker ud over de konkurrerende produkter derude, og så skal potentialet være i milliard-størrelsen. Ellers så giver det ingen mening, hvis du spørger mig. 95% af tech start-ups overlever ikke længe nok til at returnere værdi tilbage til investorerne, så up-siden skal være substantiel for at kunne måle sig med risikoen. ”

En business angel investerer også en bid af sig selv

David Fellahs erfaringer som designer og leder har givet ham nogle erfaringer, som han tager med sig ind i de start-ups, han investerer i. En business angel skal nemlig investere mere end bare penge:

”Jeg har brugt det mest af mit liv på at udvikle produkter og services, der skal ramme et bestemt marked eller brugergruppe på en bestemt måde, med en bestemt prisstruktur. Det er en situation, som næsten alle start-ups kommer til at stå i. Men de fleste start-ups er drevet af noget helt andet: nemlig et ønske om at se en bestemt teknologi drive et bestemt produkt. Det kan være nogle enormt komplekse produkter med mange dygtige folk inde over, men det er sjældent, at de er specielt fokuserede på den del, der handler om at få produktet på markedet. Dér kan mine kompetencer gøre en forskel. Nemlig når de spørger: ”hvordan skal jeg gå i markedet med det her? Hvordan skal jeg forstå brugerne? Hvordan skal jeg forstå brugssituationerne”

Hvis nogen har fået en idé i Nørrefarimagsgade, har de sikkert også fået den i Kina

Der er meget konkurrence blandt starts-ups, og ifølge David Fellah er der næsten altid flere start-ups, der arbejder med den samme idé. Det tilføjer et ekstra element af uforudsigelighed i en business angels liv. Han uddyber: 

”Det er sjældent, at der sidder nogen i en kælder i Nørrefarimagsgade og arbejder på en ide, som de ikke også har fået et sted i USA og et sted i Rusland og et sted i Kina samtidig. Så gælder det om at komme først med den bedste løsning. Og dem der ikke kommer først med det bedste, overlever ikke.

Man skal være klar over, at man med start-ups går ind i en uforudsigelig verden. Det er ikke som en pølsefabrik, hvor salget kan gå 20% op eller ned. Der sker hele tiden ting, der fundamentalt ændrer din start-ups verden. Derfor skal man som investor også være klar over, at man kan få brug for at lave follow-up investeringer løbende. Det må man være indstillet på. Men man skal være opmærksom på ikke få købt så meget af virksomheden, at man udhuler ejerkredsens motivation. ”

Og hvis man tror, at det bliver nemmere at være business angel i fremtiden, vil man, ifølge David Fellah, nok blive skuffet.

” Vi står over for kæmpe forandringer med AI, machine learning, voice-control, no-device services, Internet of Things (IoT) og 5G netværket, som fundamentalt vil ændre den måde, vi interagerer med teknologi på. Det kommer til at gå lynhurtigt. Og det er allerede i fuld gang”, afslutter han.

Denne artikel er ikke udtryk for rådgivning eller anbefalinger fra Danske Bank. Hvis du ønsker personlig investeringsrådgivning, skal du kontakte din Private Banker. Danske Bank ikke yder rådgivning om eller giver anbefalinger om investering i start-ups.