Hvis din virksomhed er nysgerrig på mulighederne som leverandør til forsvaret eller forsvarsindustrien, kan det være nyttigt at kende de finansielle redskaber, der kan understøtte jeres ambitioner. At træde ind i forsvarsindustrien som leverandør eller underleverandør kan nemlig være en krævende rejse – også finansielt.

Michael Lillelund, kommerciel direktør i Danske Bank, ser store potentialer for danske virksomheder, men understreger også behovet for den rette finansielle strategi.

”Forsvarsindustrien stiller generelt høje krav til virksomhedernes kapitalstyrke og dokumentation. Det er derfor vigtigt at have finansielle løsninger, der kan sikre tilstrækkeligt med kapital og likviditet, håndtere risikoen og understøtte de ofte komplekse kontrakter,” siger han.

Her er nogle af de centrale finansieringsmuligheder, der kan understøtte virksomhedens ambitioner


1. Garantistillelse

En vigtig udfordring for mange virksomheder er, at forsvarskontrakter ofte kræver sikkerhed i form af garantier for en leverance, hvis kontrakten fx involverer forudbetaling.

”Garantistillelser kan være afgørende for, at man kan komme videre i produktionen i værdikæden. Hos Danske Bank tilbyder vi typisk leverings- og forudbetalingsgarantier i forbindelse med dette,” fortæller Michael Lillelund.

Han fremhæver samtidig, at banken har et samarbejde med EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond), som kan være en værdifuld partner i denne sammenhæng, typisk når det handler om at stille tabskautioner eller tabsgarantier over for banken.


2. Debitorfinansiering/fakturabelåning/factoring

For virksomheder, der oplever lange betalingstider fra store kunder, kan debitorfinansiering, også kendt som factoring eller fakturabelåning være en løsning. Ja, kært barn har mange navne, men Michael Lillelund forklarer, hvad det kort sagt betyder:

”Hvis din virksomhed har store ordrer med lange betalingsfrister, kan vi tilbyde at købe dine fakturaer. Det kan give hurtigere adgang til likviditet, hvis man har brug for det, og dermed mindre pres på økonomien, når man ikke behøver vente i mange måneder for at få sine penge.”

Læs mere om fakturabelåning


3. Anlægsfinansiering – leasing eller lån?

For virksomheder, der står over for brugen af avanceret teknologi eller tilpasning af faciliteter, er der også mulighed for anlægsfinansiering.

”Ofte kan man få brug for at investere i nyt produktionsudstyr eller specialiseret teknologi. Her kan leasing eller lån være det rette valg, og vi rådgiver løbende om, hvordan man bedst kan strukturere sådanne investeringer ud fra virksomhedens risikovurdering og behovet for reelt ejerskab,” forklarer Lillelund.

Læs mere om leasing


En spændende mulighed: Finansiering af offset-aftaler

Det er også værd at nævne offset-aftaler, som ikke er et finansielt redskab, men derimod en mulighed for danske virksomheder, tilføjer Michal Lillelund.

Offset-aftaler er også kendt som modkøbsaftaler eller industrisamarbejdsaftaler. Det er når virksomheder, der vinder forsvarskontrakter i Danmark, er forpligtet til at købe en del af deres ydelser fra danske leverandører. Det skaber nye muligheder for danske virksomheder, der som følge af investeringskravet fra en udenlandsk leverandør kan få nye ordrer.

”Vi ser ofte, at danske virksomheder kan drage stor fordel af offset-aftaler som leverandører til udenlandske partnere. Her tilbyder vi både garantier, kreditløsninger og likviditetsværktøjer, som sikrer, at virksomheden kan levere på de store ordrer uden økonomisk pres,” forklarer Michael Lillelund.

Læs også: CH Byg A/S erfaringer fra 16 år som forsvarsleverandør


Tid til at gentænke jeres markedsposition?

Endelig fremhæver Michael Lillelund, at for nogle virksomheder kan det være relevant at gentænke sin markedsposition eller forretningsmodel:

“Måske er det tid til at opkøbe en nicheaktør, der allerede er inde i forsvarsmarkedet, måske bør man fusionere med en teknologipartner for at kunne byde på større kontrakter, eller måske skal man styrke sin kapitalbase – fx gennem egenkapital eller partnerskaber – for at kunne investere i avanceret produktionsudstyr,” siger Michael Lillelund.

"Vi har set virksomheder, der har ændret hele deres forretningsmodel – og som nu står langt stærkere. Og her bringer vi ikke kun finansiering, men også vores Corporate Finance-eksperter og netværk i spil med en rådgivning, der tager udgangspunkt i virksomhedens nuværende position og fremadrettede ambitioner. Derfor er der ikke én tilgang, som passer alle - vi rådgiver ud fra en dyb forståelse af industrien, og de behov, virksomheden har for at kunne entrere, udbygge eller styrke sin position i et marked i hastig vækst, “ siger Lillelund.

Få finansiel rådgivning og sparring, der kan hjælpe dig videre

Bedre kapitalstyrke, garantistillelser, likviditetsløsninger som fx debitorfinansiering og rådgivning om offset-relaterede ordrer er blot nogle af de services, Danske Bank kan hjælpe dig med.

Kontakt os for at høre mere