1. Regn altid gebyrerne med
Når du søger efter flybilletter på sammenligningssider på nettet, indeholder priserne ikke altid alle omkostninger og gebyrer. Det skyldes, at der er stor forskel på, hvad der er regnet med i billetprisen – og hvad du eventuelt skal betale ekstra for.
Prisen for flyrejsen kan ende med at blive højere end den pris, der vises for billetterne, for eksempel hvis du skal betale ekstra for at få din bagage med – eller for at komme til at sidde ved siden af dine rejsefæller.
Hvis du betaler billetterne med et privat kort, må udbyderen ikke opkræve gebyr for betalingen. Det gælder dog ikke firmakort, så der kan komme et gebyr på, hvis du betaler med firmakort.
Husk at tjekke den samlede pris, før du slår til.
2. Betal med internationalt kort
Når du betaler for dine flybilletter, er det ikke ligegyldigt, hvilket betalingskort du bruger.
Betaler du med Dankort-delen af et Visa/Dankort, svarer det til at betale med kontanter – og så kan banken ikke hjælpe dig med at få pengene retur, hvis flyselskabet går konkurs. Det kan den til gengæld, hvis du betaler med et internationalt kort som Visa eller Mastercard.
Du skal være opmærksom på, at selvom du betaler med et Visa/Dankort, så sker betalingen med Visa-delen kun, hvis du selv aktivt kan vælge Visa som betaling, eller du køber billetten på en udenlandsk hjemmeside.
Læs om brug af kort i udlandet
I 2018 er der kommet nye regler og i nogle tilfælde kan Rejsegarantifonden hjælpe dig.
Du kan læse mere om reglerne her
Eller se spørgsmål/svar hos Rejsegarantifonden her
3. Husk at du ikke kan fortryde
Når du handler online, har du i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret på købet. Men den regel gælder ikke for flybilletter – og derfor er det ekstra vigtigt at holde tungen lige i munden, når du køber flybilletter.
Dobbelttjek altid både destinationen, ud- og hjemrejsedatoer og tidspunkter – og husk at tjekke, at dit navn er stavet rigtigt og stemmer overens med dit navn i dit pas.
Laver du en fejl, kan det nemlig være dyrt at ændre, og i værste fald risikerer du at blive afvist ved indtjekning.
4. Tjek afbestilling, før du køber
Læs grundigt, hvad der står om afbestilling i relation til Corona, før du booker fly, rejser, hotel og andre ophold. Bemærk at nogle flyselskaber tilbyder tilkøb af Covid-19 rejsedækning. Undersøg også, om du er dækket af din egen eventuelle rejseforsikring, inden du tilkøber forsikringer.
5. Overvej, hvor du køber din billet
Tænk over, hvor du køber billetten – om det skal være via en agent eller direkte hos flyselskabet. I tilfælde af problemer kan det nogle gange være lettere at gøre krav direkte til flyselskabet, og det er ikke muligt, hvis flybilletterne er købt via en agent.
Rigtig god tur ud i verden.
Har du en god kortløsning, der dækker dig på rejsen?