1. Det handler ikke om at vinde flest etaper, men om at være bedst over lang tid
Tour de France består af 21 etaper, men aldrig i løbets historie har en rytter vundet dem alle, og da Egan Bernal vandt Touren i 2019, vandt han faktisk ikke en eneste. Omvendt formåede rytteren Julian Alaphilippe at vinde to etaper samt at iklæde sig førertrøjen i hele 14 dage. Han endte dog alligevel uden for podiet, da feltet ramte Paris. Vil man vinde løbet, handler det med andre ord ikke om de små sejre undervejs, men om at tænke langsigtet, være tålmodig og følge den plan, man har lagt.

Det samme gælder, når du investerer. Selv om det unægteligt er dejligt med en god måned eller et godt år, er det som langsigtet investor ikke det, der tæller. Hav derfor en klar strategi, og følg den i jagten på dit langsigtede mål i stedet for blindt at forfølge kortsigtede gevinster.

2. Det kommer til at gøre ondt undervejs
Ruten på dette års Tour de France strækker sig over hele 3.328 kilometer og krydser intet mindre end fire bjergkæder. Det kan ikke undgås, at det for rytterne bliver modbydeligt undervejs. Har man ambitioner om at vinde, kræver det dog, at man holder ud og ikke står af, selv om det gør ondt. På samme måde vil der fra tid til anden komme perioder med kursudsving og usikkerhed, hvor det ikke er sjovt at være investor.

Langsigtet investering kræver dog udholdenhed og fokus, præcis som cykelløb. Havde du for 15 år siden investeret bredt i globale aktier, var din portefølje i dag steget med hele 184 pct. – men trods det høje afkast havde din portefølje undervejs været nede med 53 pct., da finanskrisen rasede. Var du stået af, da det så allersværest ud, havde du altså stået tilbage med et klækkeligt tab. Som langsigtet investor må du derfor tro på din strategi og acceptere, at det kommer til at gøre ondt undervejs.
Som cykelrytter er det alfa og omega ikke at lide unødige tidstab eller styrte slemt undervejs ... de samme principper gælder for dine investeringer.Jacob Hvidberg Falkencrone, chefanalytiker i Danske Bank. 

3. Vinderen har evner spredt over forskellige discipliner
Alle etaper er forskellige – der findes både flade, kuperede, enkeltstarter og bjergetaper. Ingen rytter har fysikken til at mestre dem alle til perfektion, men vil man vinde, handler det om at være alsidig og ikke falde helt igennem på én af dem.

Det samme gælder som investor, og her er nøgleordet risikospredning. Din portefølje skal ikke kun kunne klare sig godt i et bullmarked, hvor aktierne stiger – den skal kunne lidt af det hele. Det opnår du med en god blanding af forskellige aktivklasser, der klarer sig godt i forskellige investeringsmiljøer, samt en fornuftig spredning af værdipapirer inden for hver aktivklasse på tværs af sektorer, lande og regioner. På den måde rammes dit samlede afkast mindre hårdt af nedture i enkelte selskaber eller områder, så din portefølje ikke falder helt igennem.

4. Risikostyring er vigtigt for at undgå unødige tab
For at opnå succes som cykelrytter er det alfa og omega ikke at lide unødige tidstab eller styrte slemt undervejs. Her er risikostyring naturligvis et vigtigt element. Det handler blandt andet om altid at være ordentligt placeret i feltet, ikke bruge al sin energi for hurtigt og ikke tage for store chancer på nedkørslerne.

Når det kommer til dine investeringer, gælder de samme principper. Når aktiemarkederne buldrer afsted, er det fx vigtigt at tage lidt af farten af porteføljen, så risikoen ikke løber løbsk i forhold til din risikoprofil. Fylder aktierne pludselig for meget i din portefølje efter store aktiestigninger, bør du alt andet lige sælge lidt ud og købe op i obligationer, så din risiko igen passer til dit ønskede niveau. Ellers kan du blive uforholdsmæssigt hårdt ramt, hvis markederne pludselig vender.

5. Det er vigtigt med et stærkt hold omkring sig
Selv om cykling er en individuel sport, er ingen rytter i stand til at vinde Tour de France på egen hånd. Det er altafgørende med et stærkt hold af specialister omkring sig – hjælperyttere, mekanikere, trænere og læger. På samme måde er det altid fornuftigt at have eksperter og rådgivere med på råd, når du investerer, så du sikrer, at din portefølje er robust og hele tiden passer til dit temperament og din økonomiske situation.

6. Det må godt være kedeligt undervejs
Cykelsport kan være sjovt og spændende at følge med i, men der er også tider, hvor det som seer er en ret kedelig affære. Det ved man, hvis man nogensinde har set den fulde tv-transmission af en 200 km lang, flad sprinteretape. Her kan man som regel sagtens gå lidt væk fra skærmen uden at gå glip af det store – og det samme gælder, når du investerer. Her er det faktisk ofte bedst ikke at tjekke sin portefølje hele tiden, for det kan blot forstærke lysten til at handle i tide og utide og gøre det sværere for dig at holde fast i din langsigtede strategi. Den amerikanske økonom og nobelprisvinder Paul Samuelson er kendt for at sige, at ”investering burde være mere som at se maling tørre eller græs gro. Vil du have spænding, så tag 800 dollars og rejs til Las Vegas."


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.
Book online møde