Nu kan man efterhånden mærke foråret. Naturen er på vippen til at springe ud og dagene bliver både varmere, længere og lysere. Alting gør sig lidt bedre og ser lidt mere indbydende ud i forårsfarver. På dette tidspunkt af året og i det gode vejr er det nemmere at forestille sig selv og sine nærmeste nyde livet i et sommerhus end på en mørk novemberdag. Nej, det er ikke en tilfældighed, at påsken traditionelt markerer startskuddet på højsæsonen for sommerhuskøb.

Realkredit Danmark netop har udgivet en analyse, der tager pulsen på det aktuelle sommerhusmarked. Analysen indeholder data på alle typer af sommerhussalg, inklusiv liebhaversommerhuse, og der er fundet mange interessante tendenser. Vi har taget et kig på konklusionerne:

Sommerhuset er et populært tilflugtssted for mange danskere. 

Nordsjælland er (stadig) populær
De fleste sommerhusejere bruger deres sommerhuse som et fristed. Et sted hvor man kan løsne slipset, smide de høje hæle og slippe væk fra hverdagens stress og jag. Jo tættere ens sommerhus er på ens primære bopæl desto bedre, for det giver større muligheder for at få glæde af sommerhuset i hverdagen og ikke kun i ferieperioder. Den gennemsnitlige afstand til et sommerhus for danskerne er 79 kilometer. Det betyder, at sommerhuset oftest er inden for en times kørsel, nærhed er med andre ord en prioritet for danskerne.

Vender vi blikket mod hovedstadsområdet, er interessen størst for sommerhuse i det nordsjællandske kystområde. Den tendens har man set på liebhaversommerhusmarkedet over en del år, og af den grund er kvadratmerpriserne for sommerhuse i områderne omkring Tisvildeleje og Hornbæk ofte ganske høje. Det er ikke et tilfælde, at området bliver kaldet for Guldkysten.

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark udtaler: ”Overordnet set, vil jeg vurdere, at liebhaversommerhuse nord for København har klaret sig bedst i gennem de seneste år – og at liebhaversommerhuse generelt har klaret sig en tand bedre end resten af sommerhusmarkedet gennem de senere år. Det stemmer i øvrigt overens med de polariseringstendenser, vi har registret på boligmarkedet gennem de forgangne år, hvor boligpriserne er steget mest i de i forvejen dyreste områder. 

I eksempelvis Gribskov Kommune er sommerhuspriserne siden 2015 steget med i omegnen af 20 %. Sommerhuse i de nordsjællandske sommerhusområder er generelt nogle af dem med den laveste liggetid. Men efter det Københavnske boligmarkeds fremdrift stagnerede en smule i 2018, er der generelt færre friværdikroner hos købere. Konsekvensen af det har været et mindre fald på de nordsjællandske sommerhuspriser i 2019.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Afstand til vand og til den primære bopæl har stor indflydelse på sommerhusets værdi. I gennemsnit har danske sommerhusejere 79 kilometer til deres sommerhus. 

Markant prisstigning over de sidste år
2018 var et godt år for sommerhusmarkedet. Faktisk steg priserne på sommerhuse i det mest hastige tempo siden finanskrisen i 2008 i henhold til Boligsidens Markedsindeks. Derudover var prisvæksten på sommerhuse højere end den tilsvarende på parcelhusmarkedet for første gang i mange år. Ser man på antallet af handler og prisudviklingen, kan man altså udlede at danskerne i 2018 både har haft penge mellem hænderne og en tiltro til sommerhusmarkedet.

Men faktisk var det prisstigningerne på sommerhusmarkedet i 2017, der bidrog til at man registrerede en så pæn prisvækst i 2018. Det skyldes, at man ovenpå et meget flot 2017, startede 2018 på et højt prisniveau sammenlignet med det gennemsnitlige prisniveau fra 2017. Prisvæksten løjede rent faktisk af gennem 2018, og i marts 2019 er priserne på sommerhuse ”kun” skudt i vejret med 2 % sammenlignet med året før. Trods den lavere prisstigning holder handelsaktiviteten dog stadig stand på nogle relativt høje niveauer sammenlignet med de senere år.


Bedre lånevilkår og vitaminsprøjtninger til sommerhusmarkedet 
Sommerhusprisernes stigning i 2017 tilskrives primært de mere lempelige låneforhold, der blev gjort tilgængelige i maj, hvor det blev gjort muligt at lånefinansiere 75% af sommerhusets værdi via realkreditlån, hvilket tidligere havde været 60%.

Det betød, at der gennemsnitligt var flere, der bevægede sig ud på sommerhusmarkedet. Og dem, der allerede var på markedet, kunne pludselig finansiere større sommerhuse, hvilket var med til booste priserne. Af samtlige sommerhushandler Realkredit Danmark har været med til at finansiere siden da, er 45% af de låneudbetalinger sket ved den nuværende højere belåningsgrænse.

Men også andre parametre spiller i dag ind og er befordrende for sommerhushandlerne og de tilsvarende priser på sommerhuse.

Udlejning af sommerhus er populære som aldrig før. Den tendens ser ud til at fortsætte i 2019.

Flere lejer sommerhuset ud
Der er mange, der har et ønske om at have et sommerhus, der kan udlejes, hvilket kan være en fin måde at få mere ud af sit sommerhus. Det skyldes, at der ved udlejning er et forhøjet bundfradrag på ens skattebetaling. Tidligere var det årlige bundfradrag 21.900 kr., det er nu 40.000 kr., dog betinget af at udlejningen sker gennem et udlejningsbureau eller en platform på internettet, hvor udlejers indtægter automatisk indberettes til Skattestyrelsen.

Udlejningen af sommerhuse slog i 2018 rekord for femte år i træk, og med den gode 2018 sommer in mente, er der ingen grund til at tro at efterspørgslen på udlejningssommerhuse kommer til at være mindre i 2019.

Endelig kom der også ny lovgivning for brugen af sommerhuse som helårsboliger i 2017. Den giver mulighed for, at sommerhuse kan fungere som helårsboliger for pensionister, når huset har været ejet i mere end et år. Det betyder til dels, at pensionister har kunnet sælge deres bopæl og finansiere et drømmesommerhus, hvilket måske også kan have bidraget til øget interesse for køb af sommerhus.

Realkredit Danmark vurderer, at vi har set de primære positive priseffekter på sommerhusmarkedet af de mange tiltag, der blev sat i søen i 2017, og sommerhusmarkedet ventes ikke at få yderligere medvind fra denne kant.

Siden det i 2017 blev gjort muligt at finansiere sit sommerhuslån til 75% af sommerhusets værdi, har 45% af alle handler med Realkredit Danmark været til den maksimale belåningsgrænse. 

Hvad kan vi så forvente på sommerhusmarkedet?
Med de sidste års udvikling på sommerhusmarkedet, de økonomiske fordelagtige lånevilkår og danskernes generelle positivisme i forhold til at have et fristed, forventer Realkredit Danmark, at sommerhuspriserne vil stige med omkring 1,5% til 3,5% over det kommende års tid. Den prognose svarer til en prisfremgang på omtrent 20.000 til 40.000 for et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter.  

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på sommerhusmarkedet er aktuelt i omegnen af 15.300 kroner. I Gribskov Kommune var kvadratmeterprisen i 2018 noget højere på 22.304 kr. Der er dog store forskelle på tværs af de gennemsnitlige kvadratmeterpriser, og man kan i 2018 sagtens finde kvadratmeterpriser helt op i omegnen af 90.000 kroner.

Hav en god påske! 

Hvis du er interesseret i at købe et sommerhus, anbefaler vi, at du taler om dine finansieringsmuligheder med din Private Banker.