I Danske Bank sætter vi start-ups højt på agendaen og gennem en række forskellige initiativer og programmer, arbejder vi på at hjælpe dygtige iværksættere med at gøre drømmen til virkelighed.

Et af de initiativer er The Hub. The Hub, der blev lanceret i 2015, er en digital platform for start-ups i Norden. På The Hub kan start-ups komme i kontakt med potentielle medarbejdere, investorer og finde best practices inden for en række udfordringer, som start-ups kan stå over for.

Værktøj til et liv med udfordringer

Livet som iværksætter er fyldt med udfordringer og overraskelser. The Hub er skabt i samarbejde med Rainmaking (som drives af entreprenører og bl.a. arbejder med innovation og opstart af nye virksomheder) og formålet er at give start-ups en hjælpende hånd med nogle af de udfordringer, som mange start-ups står overfor.

“Vi ville gerne hjælpe med at løse nogle af de udfordringer, som forhindrer start-ups i at vokse. For at sikre den fornødne indsigt i, hvordan vi bedst gør det, har vi sat os grundigt ind i, hvad start-ups reelle (eller typiske) problemer er – afhængig af hvor de er i deres livscyklus”, fortæller chef for Growth & Impact i Danske Bank, Klavs Hjort.

TheHub.dk forbinder start-ups med nye medarbejdere, investorer og værktøjer til at løse problemer

Find et job i en start-up

Eksempelvis indeholder The Hub et jobmarked, da en af de udfordringer, mange start-ups står over for, når de begynder at vokse, er at finde de rigtige medarbejdere. Det er typisk ildsjæle, som brænder for start-up’ens sag og er på udkig efter noget andet end et normalt 8-16 job. The Hub har formidlet mere end 14.000 jobs siden 2015, og de typer af jobs, der bliver slået op, spænder fra CFO over IT-udvikler til ulønnet marketingpraktikant.

 

“The Hub er det første sted vi kigger til, når vi skal hyre nye folk. Det er nemt at lave et opslag, og du kan være sikker på at komme ud til tech- og start-up-miljøet i København”Ben Posetti, Head of Marketing i Donkey Republic

 

The Hub indeholder også en oversigt over mere end 5.500 aktive start-ups i hele Norden og Nordirland, som kan sorteres på brancher, region og land, hvilket kan være nyttigt for både pressen, interessegrupper og investorer, som vil have et samlet overblik over en del af det meget fragmenterede univers, som start-ups udgør. The Hub dækker Danmark, Sverige, Norge, Finland og Nordirland.

På den anden side af investorbordet tilbyder The Hub også en digital match maker for start-ups, der kan hjælpe start-ups med at sortere mellem de 300 investorer, som er til stede på The Hub. Så ved de, hvem de skal prioritere, og ikke spilder tiden på at pitche til irrelevante investorer.

Det er gratis at bruge alle funktioner på The Hub, og man skal ikke være kunde hos Danske Bank. Læs mere på www.thehub.dk

Besøg The Hub