Kort fortalt

  • Selskabernes indtjening er faldet, men ikke så meget som frygtet.
  • Især energisektoren har trukket indtjeningen ned.
  • Trods faldet i indtjeningen har de fleste selskaber overrasket positivt.
  • Vi anbefaler investorer at have en balanceret tilgang til aktier med fokus på kvalitet.

ANBEFALINGERNE her på Investeringsnyt er primært tiltænkt investorer, der selv ønsker at investere med input og sparring fra os. Har du investeret i en investeringsløsning i Danske Bank som fx Danske Porteføljepleje og Flexinvest Fri, tager vores specialister løbende hånd om at pleje og optimere dine investeringer, så du ikke selv behøver at foretage dig noget.



Hvordan er det gået med regnskabssæsonen indtil videre?
”Vi har netop lagt de travleste uger i den amerikanske regnskabssæson bag os. Langt de fleste selskaber har nu aflagt regnskaber for andet kvartal i år, og indtil videre har 79 pct. af selskaberne slået forventningerne. Det er højere end det 10-årige gennemsnit på 73 pct. En del af forklaringen er, at analytikerne havde sat forventningerne ned inden regnskabssæsonen. Så er det i sagens natur nemmere at slå forventningerne. Til gengæld har et stort fald i olieprisen ført til et markant fald i indtjeningen i energisektoren i forhold til samme kvartal i 2022, og tager man den sektor ud af ligningen, ser billedet endnu bedre ud.

Overordnet set kan det betegnes som en ret stærk regnskabssæson – og i hvert fald meget bedre end frygtet. Som følge af højere renter og lavere vækst er selskabernes indtjening faldet i forhold til samme kvartal i fjor, men faldet er mindre end ventet. Ser man bort fra energiselskaberne, har der faktisk været en lille fremgang. Præcis det samme billede tegner sig i Europa, selv om vi ikke er lige så langt fremme med regnskabssæsonen her," fortæller Natalia Setlak, som er seniorstrateg i Danske Bank.
En af de mest positive ting hen over sommeren er, at flere aktier og sektorer har været med til at løfte markedet.  Natalia Setlak, seniorstrateg i Danske Bank
Hvad er jeres forventninger til de kommende kvartaler?
”Analytikerne har banket deres indtjeningsforventninger for 2023 ned, men det er i høj grad sket ved at flytte den forventede indtjening til 2024. Det forventes nu, at indtjeningsvæksten for amerikanske aktier vil ramme 12,2 pct. i 2024.

Nøglen til højere fremtidig vækst i indtjeningen er blandt andet, at vi undgår en recession. Derudover er det afgørende, at virksomhederne er i stand til at fastholde deres salgspriser på et højt niveau, og at de får medvind fra lavere omkostninger i form af lavere lønvækst og inputpriser."

LÆS OGSÅ: Sommerens aktierally kan fortsætte, hvis …

Hvordan skal jeg agere som investor?
”En af de mest positive ting hen over sommeren er, at flere aktier og sektorer har været med til at løfte markedet, hvor stigningerne tidligere i år primært var drevet af vækstaktier – ikke mindst selskaber der fik et boost fra euforien om kunstig intelligens.

Hvis vi undgår en recession, er der stadig en del af kontanter og investorer, der har holdt sig på sidelinjen. De kan øge deres eksponering mod aktier, hvilket kan understøtte den igangværende optur på markedet. Med den lave økonomiske vækst in mente mener vi dog ikke, at tiden er inde til at påtage sig betydeligt mere risiko i porteføljen.

Vi beholder derfor vores balancerede tilgang til aktier vs. obligationer – dvs. at vi anbefaler investorer at have samme andel af aktier i deres portefølje, som de forventer at have på langt sigt. Samtidig anbefaler vi at fokusere på kvalitet, som er vores foretrukne investeringsstil i det nuværende investeringsmiljø.”



Find den rette investering for dig

Vi kan hjælpe alle med at investere deres opsparing – fra små beløb til store formuer.

Tjek dine muligheder



Få vores nyhedsbrev om investering

Jeg vil ikke gå glip af noget
DISCLAIMER: Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historiske afkast ikke er en indikation af fremtidige afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.