Iværksætterens fem benspænd

1. Benspænd – Den mentale barriere

Hvis man vil være iværksætter, skal man ud af sin comfort-zone og være indstillet på, at der kommer bump på vejen. Det bliver værre, før det bliver bedre, og det har mange svært ved at acceptere. Det er ikke ualmindeligt at se en salgstale fra en, der vil være iværksætter, der har sat sin egen startløn til at være 40.000 kroner om måneden, fordi det er, hvad han har været vant til. Men hør nu, venner, sådan hænger verden ikke sammen. Man er nødt til at ofre noget i starten, og det er en oplagt ting at starte med sin egen løn.

Man må starte med at tage et opgør med sig selv, hvor man seriøst spørger: Hvor meget vil jeg rent faktisk det her? Al opstart er svær, og som iværksætter kan der nemt gå flere år, før der begynder at komme penge ind. Det glemmer alt for mange. Det er, hvad jeg kalder iværksætterens mentale barriere. Men man bliver heller ikke verdensmester i fodbold den første dag, man møder op på træningsbanen.

Det er godt at komme tidligt i gang, mens man er vant til at leve på SU. Det er straks sværere, hvis man har et hus med et lån, der skal tilbagebetales, og en familie at forsørge.

2. Benspænd – Den forkerte investor

Som iværksætter handler det i højere grad om at finde den rigtige investor end blot at finde en investor. Hvis der er dårlig kemi, er projektet dømt til at fejle, så hellere fravælge en investor og prøve sig frem en periode uden penge. Da vi i sin tid startede mobilselskabet M1, fik vi ingen investor, så vi måtte gå i gang med det, vi havde. Efter noget tid havde vi skabt noget merværdi og en lille smule økonomisk bæredygtighed, og det gjorde det nemmere rent faktisk at få overbevist en investor.

Fordi Danmark er et land med ret stor lighed, er meget af formuen også spredt ud på ret mange hænder. Det betyder, at det er svært at få adgang til finansiering og ikke mindst risikovillig finansiering. Hvis man har 50 millioner, er man rig i Danmark, men det kræver alligevel meget is i maven at gå ud at investere 10 millioner af dem i en iværksættervirksomhed, for det er immervæk en stor del af ens samlede formue.

Fra investorernes side ville jeg ønske, at der var mere risikovillighed, så man turde investere i startups.

3. Benspænd – Unødige restriktioner

Loven har det med at spænde ben for nye initiativer. Dengang vi ville i gang med at lave kasinoer og spilsider, var det forbudt, fordi det var meget vigtigt for lovgivernes side at fastholde Dansk Tipstjenestes salgsmonopol. Det var fuldstændig forfejlet. Sverige havde ikke de samme restriktioner, og der er det sprøjtet op med virksomheder inden for den branche. Det har skabt en ny industri, hvor der er børsnoterede virksomheder med flere tusinde ansatte, der laver kasinospil til hele verden.

Det har vi ikke i Danmark, og det skyldes altså ikke, at de er bedre eller dygtigere i Sverige. De havde bare muligheden. Det er et godt eksempel på, at man er nødt til at tage det seriøst fra lovgivernes side og huske på, at vi ikke lever i en osteklokke. Verden er lille i dag, forstået på den måde at hvis man ikke må i Danmark, så flytter iværksætterne bare et andet sted hen og starter virksomhederne, og det ville være et stort tab.

4. Benspænd – Manglende sikkerhedsnet

Da jeg startede op, var der ingen ordninger. Da måtte man bare forsøge at klare sig selv. Jeg kunne godt tænke mig, at iværksættere i en periode, mens de starter en virksomhed op, kunne få et beløb svarende til kontanthjælp. To år, hvor der ikke bliver stillet nogen krav, men hjælpen skal så også stoppe efter det. Meget af det it-relaterede iværksætteri er ganske billigt, så der er potentiale for i løbet af et år eller to at videreudvikle, få lavet nogle salg og få lært lidt, så man har mere substans, når man endelig pitcher for en investor. Når man kommer ud i noget, der er helt skidt, lærer man ekstremt meget. Det ville være sundt med en form for sikkerhed under den rene læringsperiode.

5. Benspænd – Gør det!

Jeg gik selv et års tid og samlede mod, for jeg havde jo et godt job med gode karrieremuligheder, og jeg kan huske, at især min mor syntes, at det lød lige farligt nok. Til sidst slog jeg plat eller krone om det, og det faldt sådan ud, at jeg skulle være selvstændig. Jeg skulle lige bruge et skub til at komme ud over grænsen. Det var en søndag, og jeg kan huske, at jeg ringede til min chef og sagde op med det samme. Da først beslutningen var truffet, var det bare at gøre det, for man skal aldrig gå og vente med sine beslutninger.

Det samme gælder ens gode idéer. Jeg ser tit, at nogle sidder med dem alt for længe. Min makker og jeg havde fået en idé til, hvordan man kunne undgå, at smørret blev blødt om sommeren, ved hjælp af frostelementer. Jeg tror, vi gik med idéen i tre år og snakkede om, at det ville man kunne sælge godt på. En dag så jeg i fjernsynet, at en anden havde opfundet det, og så var vores idé røget. Nogle gange er det ikke den første, der får idéen, der løber af sted med gevinsten, men vedkommende, der først får det eksekveret.

Denne artikel er skrevet i forbindelse med Danske Banks Årsmagasin 2017.