Denne artikel er skrevet af Cecilie Fuhlendorff og er tidligere udgivet i Iværksætteren.
Del

Hurtigtvoksende madpakkesucces styrer mod udlandet

Børn, madpakker og balancen mellem familie- og arbejdsliv. Ordene lyder velkendte for de fleste danske forældre, og de rimer ikke umiddelbart på hurtigtvoksende Scaleup-virksomhed. Alligevel er netop de ting grundstenene for Jeanette Fæsters virksomhed YUMMII YUMMII, der, som hun selv beskriver det, næsten vokser hurtigere, end hun selv kan følge med til.

Jeanette Fæster har udviklet Bento- og termomadkasser og vandflasker, som har praktisk anvendelse og bæredygtighed for øje. Idéen kom, da hendes søn blev optaget på Elite Sports Akademi Aarhus, og det at fodre en sportsglad teenage-dreng med spændende mad blev lidt af en udfordring. Med mange års erfaring som underviser i blandt andet innovation og iværksætteri på Aarhus Handelsgymnasium besluttede hun at afhjælpe sin søns madpakke-problem og springe ud i drømmen om at være iværksætter.

“Jeg har altid sagt, at når børnene blev store, så ville jeg prøve at tage min egen medicin. Det kan være svært at komme på idéen, men pludselig var den der. Så gjorde jeg det! Jeg kunne prøve min undervisning af på mig selv, og så kunne jeg jo samtidig skabe værdi i min egen og andres hverdag,” siger Jeanette Fæster.

Ideen til virksomheden blev at gøre det nemmere for alle at kunne medbringe indbydende og miljøvenlige madpakker. Det skulle være muligt at minimere familiers madspild ved at kunne medbringe varme rester i termomadkasser og samtidig kunne nedbringe forbruget af plastik og engangsemballage ved at bruge Bentobokse med rumopdeling.




Effektiv styring af madpakkerne


Det skulle vise sig at være en god beslutning at afprøve sine teorier på sig selv. I dag er der skruet op for effektiviteten i virksomheden, og på bare et år er Jeanette Fæster gået fra at have fem produkter til at have over 25. Til sommer rammer YUMMII YUMMII over 50 forhandlere i tre forskellige lande; Norge, Tyskland og Danmark. Nye segmenter for produkterne åbner sig hele tiden, og senest har flere virksomheder, heriblandt Novo Nordisk, købt YUMMII YUMMII´s produkter til brug i deres kursusafdeling.

At Jeanette selv forklarer, at hun kan have svært ved at følge med virksomhedens succes, er til at forstå. På blot en måned har YUMMII YUMMII fået over 20 nye forhandlere i Danmark og Norge, og nu er Island og Sverige også begyndt at vise stor interesse for de bæredygtige madkasser.

“Det er tydeligt, at de nordiske lande synes godt om den bæredygtige tankegang i virksomheden. Især Norge er glad for det. Jeg plejer at sige, at vi før har gennemlevet en jernalder, en bronzealder og nu lever vi i en ‘plastikalder’. Der er et overforbrug af plastik. Den flyder i verdenshavene og på strandene, og det tror jeg, at vi er klar til at gøre op med og tænke mere bæredygtigt, ” siger Jeanette Fæster.

Den effektive fremgang for virksomheden er noget, Jeanette Fæster bevidst har valgt til og styret med omhu. Hun har blandt andet valgt at investere i regnskabsprogrammet Billy, der hjælper hende med at holde styr på skat og moms i løbet af året, så hun ikke skal svede over de mange tal i årets sidste måneder. Derudover har hun været bevidst om at bruge sit netværk, som hun blandt andet har gennem sit arbejde som underviser.

“Det har været vigtigt, at det praktiske bare kørte, så jeg kunne bruge energien på at være kreativ og lave nye produkter. Det har været enormt rart at have hjælp til sådan nogle praktiske ting - det er jo ikke det, jeg synes er sjovt, så det skal bare fungere,” siger Jeanette Fæster.

Hjælp udefra


Hendes familie, venner og resten af netværket har da også stået klar til at hjælpe, når der var behov for det i virksomheden. Hun har netop fået sin første ansatte, og planen er, at der skal komme flere til i løbet af året. Med orlov fra Handelsgymnasiet i Aarhus er hun nu klar til at styre virksomheden på fuld tid. Men virksomheden havde ikke vokset så hurtigt uden hjælp, mener Jeanette Fæster. Derfor råder hun andre iværksættere til at søge ud i netværket og finde forskellige digitale hjælpemidler, når virksomheden skal stables på benene.

“Brug de hjælpeværktøjer der er. I starten ved man ikke så meget, men med tiden bliver man mere professionel. Spørg folk, der ved mere end dig selv. Der er altid nogen, der hjælper,” siger hun.

Selvom det går hurtigt for den Århusianske virksomhed, så tager Jeanette Fæster rejsen køligt og fokuserer på at styre virksomheden sikkert fremad, så flere fremover får glæde af de bæredygtige termomadkasser.

“Drømmen er jo det, der sker lige nu, hvor vi udvikler virksomheden og vokser organisk . Det er en fantastisk rejse, og jeg ville unde alle at have mulighed for at prøve at arbejde med det, de brænder for og kunne føre deres drømme ud i livet,” siger hun.

Har du lige startet virksomhed?

Hvis du har fået et CVR-nummer, kan du søge om en konto til din virksomhed.

Bliv erhvervskunde

 

Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.