Del

Kan store virksomheder være entreprenøriske?

Grundfos, Novo Nordisk og vi i Danske Bank har gjort det - og for et par uger siden meldte også Maersk ud, at de vil have deres egen iværksætter-hub. Men bør alle store virksomheder nu ride med på bølgen og blive iværksættere? 

Michael Haase
Plant Jammer

Det har vi spurgt Michael Haase fra startup-virksomheden Plant Jammer om. Ifølge ham er svaret nej. ”Nogle virksomheder er bare ikke gearet til at facilitere de store jordskred, som særligt tech-iværksættere lever af. De fleste er dygtige til ’inkrementale forandringer’, der gør deres forretning 1-2% bedre hvert år. Det er virkelig vigtigt hele tiden at have fokus på at forbedre forretningen, det er bare ikke dét iværksætteri kan, og det er ikke derfor, de store virksomheder skal involvere sig i miljøet”.

Hvad ved Michael om det? Som McKinsey-konsulent oplevede han utallige af verdens mest succesfulde virksomheder indefra, og i Novozymes var han selv med til at skabe nye forretninger indenfor virksomheden. De sidste to år har han bygget virksomheden Plant Jammer, hvor han arbejder med store virksomheder som Miele i Tyskland, DIA Alimentos i Spanien og Fazer i Finland, der bruger algoritmer i deres kunders indkøb og madlavning.

Det har givet ham erfaring fra både store virksomheder og iværksætteri, og her er hans 4 bud på, hvad en virksomhed skal kunne for at være i stand til at arbejde med startups:

1 – En fejlrate på 95% er fint!

Når verdens dygtigste venture capital-selskaber investerer i de mest lovende startups, er de indforstået med, at kun 1 ud af 20 af deres investeringer lykkes. Investeringerne har kun 5% chance for succes, selvom der er et godt team, et lovende produkt og tilstrækkelig kapital. Ikke desto mindre investerer venture capital-selskaberne helhjertet og aggressivt. Hvorfor? Fordi ét succesfuldt startup kan tjene hele porteføljen hjem.

Som stor virksomhed fandt man for 20, 30 eller 100 år siden en god forretningsmodel, og så har man optimeret på den siden. Derfor er utroligt få virksomheder vant til dette venture capital mindset, og derfor går alt for mange halvhjertet ind i startup-projekter med minimale ressourcer og 2 måneders stop-and-go milepæle.

Rådet er simpelt: Investér helhjertet i et par år i noget, der kan blive rigtig stort, og acceptér, at der er stor risiko for, at det ikke bliver en succes. Gør det så 20 gange mere.

2 – Fokusér på læring fremfor en isoleret business case

Store virksomheder har én tungtvejende grund til at investere i startups, som VC-fondene ikke har: De kan tjene penge på at lære noget om deres egen kerneforretning. Derfor skal de også fokusere benhårdt på læring.

Eksempel: Miele har en kerneforretning til en værdi af 5 milliarder dollars. Da Miele investerede i Plant Jammer i sidste forår, vidste de, at deres 7% andel nok ikke ville gøre den store forskel. Men hvis læringen fra at arbejde med Plant Jammer kan gøre Mieles eksisterende forretning 5% bedre, vil det være 250 millioner dollars værd. Endnu vigtigere - hvis læringerne kan tydeliggøre nogle store forandringer i måden millenials laver mad på, kan de undgå at lide ’Nokia-døden’. Det er Mieles fordel i forhold til VC-fondene. De kan tjene styrtende på at lære noget, de kan bruge i deres kerneforretning – det kan VC-fondene ikke.

Michaels råd til store virksomheder: Skriv ned, hvilke hypoteser I gerne vil afprøve ved jeres startup-samarbejde – og opdatér hypoteserne HVER måned.

3 – Kræv IKKE eksklusivitet

Som stor virksomhed er man ofte bange for at skabe en konkurrent. Derfor ligger konfidentialitet og eksklusivitet ofte meget højt på ønskelisten i de første forhandlinger med startups. Ofte falder forhandlingerne sammen netop dér.

Husk, at man arbejder med et startup, fordi der er en (spinkel) chance for, at de bliver verdensdominerende en dag. Hvis I arbejder med det rigtige startup, vil I sidde på forreste parket til en fantastisk rejse og lære en masse. Hvis I derimod kræver eksklusivitet, begrænser i startup-virksomhedens chance for succes og kvæler mulighederne for innovation. Så vil et andet startup nok vinde i stedet.

4 - Startups er ikke billige ressourcer

Ét synspunkt, man ofte møder hos store virksomheder, er, at startups kan være en kilde til billige ressourcer, hvor man ellers ville være nødt til at bruge dyre eksterne konsulenter.

På den måde bliver virksomheden nemt offer for ’adverse selection’ – de eneste startups, der vil arbejde med virksomheden, der kun vil betale lidt, er dem, der faktisk har et produkt af lav kvalitet. No free lunch.

Prøv i stedet at se startups som en kilde til noget exceptionelt, som man slet ikke kan få på markedet.

Derfor er entreprenørskab ikke for alle

Startups arbejder under anderledes mekanikker end store virksomheder. Der er kun 5% sandsynlighed for, at et dygtigt startup skaber en stor global omvæltning, mens de fleste virksomheder er gearet til mindre inkrementale forbedringer på 1-2% årligt. De store virksomheder skal derfor ændre deres mindset fundamentalt for at få værdi ud af at arbejde med startups. Dem, som formår det, kan til gengæld skabe en konkurrencekraft, som de med stor sandsynlighed ikke kan generere selv.

I Danske Bank støtter vi udviklingen i startup-miljøet. Læs mere om, hvordan vi hjælper startups, på thehub.dk.

Læs mere om the hub

Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.