Del

Startups skaber innovation i store virksomheder

Det er ikke de stærkeste, der overlever, men dem der er bedst til at omstille sig. Derfor er store virksomheder som Danske Bank begyndt at samarbejde med startups – i stedet for at insistere på at opfinde alting inden for virksomhedens egne mure. Vi har spurgt startup’en Spiir om, hvordan man arbejder bedst sammen med ”de store".

 Denne artikel er skrevet af TechSavvy Media.
Du kan se den oprindelige artikel ved at klikke her.


Stiftere af Spiir og Nordic API gateway - Guðmundur Hreiðarsson til venstre og Rune Mai til højre

Stiftere af Spiir og Nordic API gateway - Guðmundur Hreiðarsson til venstre og Rune Mai til højre


Samarbejde mellem to verdener gavner alle

Bevæbnet med store mængder computerkraft fra digitale skyer og åbne data udfordrer startups store virksomheder. Med tiden har mange af ”de store” konfronteret truslen fra de spirende startups ved at åbne deres innovationsstrategi for at samarbejde med startup-økosystemet. Et samarbejde mellem de to verdener, der i mange tilfælde gavner begge parter.

En af de virksomheder, der har inviteret startups ind, er Danske Bank, der er i en del år er gået forrest med innovation i den finansielle sektor. Sidste år indgik banken et partnerskab med - og investerede i - fintech-startup’en Spiir, der har bygget Nordic API Gateway – en infrastruktur, der gør det nemt at samle konti på tværs af banker i én mobil- og netbank.

”Vi vil gerne give vores privat- og erhvervskunder mulighed for at få et samlet overblik over deres forskellige konti i forskellige banker ét sted. Det er blevet muligt nu, hvor alle banker åbner op for deres data. Med den hastighed den digitale udvikling har, indså vi hurtigt, at vi ikke kan skabe alle nye løsninger selv, og derfor lavede vi et partnerskab med blandt andet Spiir for nemmere og hurtigere at kunne tilbyde det samlede overblik til vores kunder via Nordic API Gatway,” siger Jon Schäffer, der er Senior Vice President i Danske Bank og ansvarlig for bankens strategiske partnerskaber.

Hvordan innovation blomstrer i store virksomheder…
Hybriden, hvor startups og store virksomheder samarbejder for at bygge nye løsninger på komplekse problemer i erhvervslivet og samfundet som helhed, er et alternativ til at drive innovation internt i de store virksomheder. For mange virksomheder støder på grund, når de forsøger at få intern innovation til at blomstre i et lukket økosystem. 

Jon Schäfer har en fortid som iværksætter i både Issuu og Conferize, og han genkender de store forskelle, der er mellem de to verdener.

”Som stor virksomhed har vi en tendens til at overveje vores risici grundigt og har et langsommere tempo, fordi vores store maskineri skal følge med. Til sammenligning er startups små teams af flade hierarkier, der bevæger sig hurtigere, og de er mere villige til at udfordre eksisterende forretningsmodeller, hvis det er nødvendigt for at tilgå markedet bedre,” siger Jon Schäffer.

De store forskelle er også den største grund til at bygge broer mellem de to sider.

Læs mere om Danske Banks partnerskabsstrategi.

Hvorfor samarbejde med store virksomheder som startup?
Startups har et entreprenant mindset og fokus på at sætte væksten på himmelflugt, men de mangler oftest adgang til kunder, kapital og ressourcer. De organisatoriske muskler, ressourcer og markedskompetencer kan de finde hos de etablerede virksomheder, og der kan også være andre fordele ved at samarbejde med store virksomheder frem for at finde venture-kapital.

”Vi samarbejder med Danske Bank, fordi de har et nordisk fokus, og fordi de er en software-virksomhed og bank, der ikke er bange for at anvende ny teknologi. Vi deler udsynet om potentialet i open banking, og det blev vores adgang ind i partnerskabet. I Spiir har vi lagt en investeringsplan om at tilknytte tre strategiske investorer, og her har Danske Bank åbnet mange døre for os,” siger Rune Mai, der er stifter og CEO i Spiir.

Potentialet i samarbejdet mellem Spiir og Danske Bank er så stort, at banken samlet har investeret 35 millioner kroner i den agile fintech-virksomhed over to gange. Samarbejdet med den store bank har hjulpet Spiir til at lande endnu en investering, så den norske storbank DNB nu også er en del af ejerkredsen.

Nødvendigt at nærme sig hinanden
“Hvis du som startup ønsker at arbejde sammen med en større virksomhed, skal du være konkret og finde en måde, hvorpå det du laver, har en værdi for virksomhederne. På den korte bane har Danske Bank brug for kontoaggregering, men på den lange bane er det potentialet i PSD2 og kundedata, der skal binde samarbejdet sammen. Det potentiale er ikke kun i Danmark, men også i resten af Europa,” siger Rune Mai.

Men det kræver en indsats fra begge parter at opretholde samarbejdet mellem to maskinerier, der kører i hver deres hastighed, og bestemte faktorer afgør, om samarbejdet skaber succesfuld innovation.

”Det er nemt for store virksomheder at invitere startups indenfor. Men man skal ikke gå med på gratis proof-of-concept-modeller. Man skal finde en værdi for det man laver. Hvis det ikke er kroner og ører, så skal det kvantificeres på anden vis. Markedsføringskroner eller at virksomheden driver et antal brugere over,” siger Rune Mai.

Udfordringen for de store virksomheder er ikke at spilde startup-virksomhedernes tid med regulativer eller administrative processer. Hvor digitalisering er et spørgsmål om liv eller død for virksomhederne, så er tid den afgørende faktor for startups.

”Vi får mange henvendelser fra startups. Den største udfordring er at køre en effektiv dialog med dem og hurtigt give feedback. Man spilder hurtigt en masse tid for startups. Det kan være svært at arbejde et sted, hvor vi har mange gode ideer, men er lang tid om at tage beslutningerne. Derfor skal vi også blive bedre til at tænke i langsigtede relationer fremfor tidsspecifikke projekter. Det agile mindset skal være en del af vores DNA,” siger Jon Schäffer.

Vil du vide mere om, hvordan vi kan hjælpe din startup med at accelerere?

Få mere at vide her eller book et møde med os.

Book møde

Krav om struktur og professionalisering
”Et godt samarbejde er lokalt forankret, der skal være konkrete arbejdsgrupper, og det skal vedtages af virksomhedens ledelse, så det bliver prioriteret. Med de begrænsede ressourcer vi har, skal vi være skarpe på, hvad vi kan bidrage med, og hvad vores udbytte skal være,” siger Rune Mai.

For det er to maskinerier af forskellige dimensioner, der skal få tandhjulene til at køre i takt. Nogle steder kører de hurtigere end andre, og nogle findes slet ikke i den ene maskine.

”Som startup kan man være sikker på, at de store virksomheders compliance-processer er langt mere velfunderet end éns egne. Der vil være en forventning til, at man som startup er klar til at professionalisere sine procedurer. Hvis man kan gøre det til en del af kulturen, at du har styr på dine tal, og det du gerne vil entrere med,” siger Rune Mai.

Danske Bank laver testmiljø for fremtidige samarbejdspartnere
Hos Danske Bank mærker man også en konkret effekt internt efter samarbejdet med Spiir. Efterspørgslen af en åben dataplatform er blevet bekræftet, og man har netop stillet et testmiljø til rådighed for fremtidige samarbejdspartnere.

”Vi har ikke et testmiljø til deres API, og vi er ret begrænsede af, at tingene skal håndholdes. Men vores udviklerportal er under opbygning, så startups kan udvikle nye løsninger på vores platform. Vi er afhængige af at have et godt testmiljø og åbne API’er for at bibeholder interessen fra startups, og accelerere vores innovation,” siger Jon Schäffer.

Læs mere om Danske Banks udviklerportal.

Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.