Del

Øget realisme udløser aktiefald

KLUMME: Danske Banks chefstrateg, Tine Choi, giver sin vurdering af de aktuelle kursfald på aktiemarkedet. Banken fastholder sin overvægt i aktier.

Amerikanske aktier led i går de største tab siden februar. Den højtflyvende amerikanske teknologisektor førte an i et udsalg af aktier, som siden har spredt sig til Asien og Europa. Vi ser to årsager til de amerikanske kursfald, der har udløst global usikkerhed blandt investorer:

1. Investorer ser renteforhøjelser i øjnene
En løbende strøm af stærke makroøkonomiske data har øget investorernes realisme omkring de pengepolitiske udsigter i USA. Den solide amerikanske vækst lægger yderligere pres på den amerikanske centralbank, Fed, i forhold til, hvor meget og hvor hurtigt de forhøjer renterne. Det har sendt obligationsrenterne i vejret, så vi i går oplevede det højeste renteniveau på 10-årige amerikanske statsobligationer siden finanskrisen (3,26 pct.). Renten er siden faldet lidt tilbage i takt med, at investorer søger sikker havn i obligationsmarkedet.

Vi er ikke bekymrede for de stigende renteniveauer, da den afspejler stærke vækstudsigter, og det er grundlæggende positivt. Så længe de stigende renter er drevet af vækst – og ikke af stigende inflation – bør aktiemarkedet være i stand til at absorbere de højere renter. Men som altid, når tingene bevæger sig hurtigt, bliver investorer nervøse og reducerer appetitten på risiko.

2. Handelskrigen indhenter de amerikanske aktier
Som Donald Trump har udtrykt det: ”Jeg synes, det er godt. Det er en korrektion, som vi har ventet på i lang tid.” Vi er enige i det sidste. Hidtil i år har amerikanske aktier været mere eller mindre uberørte af handelskrigen, der modsat har ramt europæiske aktier og emerging markets-aktier med betydelig kraft. I USA har vi derimod set flotte kursstigninger. Den høje vækst og selskabernes indtjeningsforventninger har fået investorer til at tilsidesætte alle bekymringer om handelskrigen og dens betydning for amerikanske selskaber.

I går fik vi imidlertid det første varsel om handelskrigens effekter på USA. Virksomheden Fastenal, der blandt andet sælger og distribuerer produkter til industri og byggeri, annoncerede en lavere overskudsgrad som følge af stigende materialeomkostninger – og det var et ubehageligt forvarsel om, hvad der kan være i vente i den forestående amerikanske regnskabssæson.

LÆS OGSÅ: Stærke regnskaber forude - men glæd dig ikke for tidligt.

Vi holder fast i vores aktieovervægt
De globale kursfald ændrer ikke vores grundlæggende forventning om, at aktier i løbet af de kommende 3-12 måneder vil give et højere afkast en obligationer, da det globale opsving forventes at vare ved. Derfor fastholder vi vores overvægt i aktier og vores tilsvarende undervægt i obligationer. Men her ved indgangen til den forestående regnskabssæson for 3. kvartal bør investorer trods kursfaldene være varsomme med at købe ekstra op i aktier. I stedet bør de holde fast ved deres overordnede strategi.

I de kommende uger vil kursudviklingen i høj grad blive drevet af strømmen af kvartalsrapporter i USA, og vi forventer, at adskillige selskaber vil melde om pres på deres marginer som følge af både handelskrigen og det stramme amerikanske arbejdsmarked. Får vi ret, kan markedsudsvingene forventes at fortsætte i den kommende tid, og vi kan ikke forvente meget støtte fra tunge økonomiske nøgletal i USA til at afbøde negative overraskelser i selskabernes indtjening. Vi har nemlig allerede for nylig fået tal for erhvervstilliden (ISM) og arbejdsmarkedet (Nonfarm payrolls).

På kort sigt afventer vi derfor yderligere data om selskabernes indtjening, og hvis de overrasker til den positive side, giver de aktuelle kursfald grobund for en rebound i aktiekurserne.

Hvis du overvejer at investere

Ring til os på 70 20 22 96, hvis du overvejer at investere. Så kan vi tale om dine muligheder og finde den bedste løsning for dig og din virksomhed.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.