Sound Hub Denmark skal fastholde og udvikle Danmarks stærke internationale position på lyd-området og samtidig fostre vækst i Nordvestjylland. Danske Bank sponserer initiativet og har også stillet en vækstrådgiver fra vores Growth & Impact-team til rådighed for de involverede iværksættere. Det sker som led i vores ambitioner om at støtte vækst og innovation i erhvervslivet og samfundet generelt.

Vækstmiljøet har allerede nu tiltrukket en række danske og internationale lyd-startups, der nyder godt af det nye øko-system: adgang til testfaciliteter af høj kvalitet, målinger og kompetencer, sparring med andre startups og networking med investorer og corporates inden for lyd som fx Harman, Jabra, ScanSpeak og selvfølgelig B&O.

Overvejer du at starte virksomhed?


Få sparring og optimale finansielle løsninger

Book møde

En gylden mulighed for corporates til at spotte idéer og talent
”Her er alt, hvad der skal til for at skabe innovation og vækst”, siger Peter Petersen, CEO for Sound Hub Denmark. ”Fyrtårne og brands, man kan lade sig inspirere af, infrastruktur, let adgang til sparring og partnerskaber og mulighed for at få tilført kapital. Det er en win-win-win situation for hhv. startups, corporates og (lokal)samfundet.”

”For corporates er vores miljø en mulighed for at være tæt på nye idéer, forretningsmuligheder og kunne spotte talent”, fortæller Peter Petersen. ”Derfor er vi konstant om os på fx de sociale medier for at tiltrække både startups, corporates og andre aktører til Sound Hub. Målet er, at vi om fem år har skabt 100 viden-arbejdspladser. Det er selvfølgelig ambitiøst, og vi ved, at for Robotklyngen tog det 20 år at nå deres mål. Så er det godt, at vi er ude i god tid.”

”Lyd bliver endnu vigtigere i fremtiden. Og det er i bred forstand, lige fra velfærd og underholdning til sundhed, hvor lyd tænkes ind i produkterne”, fortæller han.

Lyd er ikke bare lyd – og bliver endnu vigtigere i fremtiden
Sound Hub blev kickstartet i januar 2019 med et skræddersyet acceleratorforløb inden for SoundTech, der siden er fulgt af fire forløb mere. Blandt i alt 200 ansøgere blev 40 startups udvalgt (heraf 70% udenlandske), som dækkede lyd bredt, lige fra en app til børn, der skal lære at spille klaver over AI- og VR-løsninger, bæredygtige højttalere, høretelefoner, et stetoskop til at identificere hjertefejl til software inden for støjmålinger.

Bedre end Google
”I forbindelse med vores design- og arkitekt-studier på Aalborg Universitet fik vi idéen til at skabe nogle ultra-flade højttalere – lydpaneler - der fungerer ved vibrationer i materialet og ikke som normalt ved membraner”, fortæller Co-Founder Dirk Klijn fra hollandske Little Otter, der nu har fået plads hos Sound Hub tre dage om ugen og en lejlighed i Struer formidlet af Sound Hub.

Little Otter er eksemplet på, at det mange gange er nemmere at tiltrække udenlandske virksomheder til Struer end fra København. Virksomheden er i udviklingsfasen med deres produkt og trækker i høj grad på netværk og faciliteter hos Sound Hub.

”Kontakt til ligesindede er det vigtigste for os, og Sound Hub er bedre end Google”, siger Co-Founder Kim Otten. ”Her møder vi folk, som kender andre folk, og som ved, hvad det vil sige at arbejde i en startup.”

”Made in Denmark” et afgørende konkurrenceparameter
”For os har adgangen til kontakter og kompetencer og viden om, at det rent faktisk kan lade sig gøre, at producere ting med god økonomi i Danmark, været afgørende”, fortæller CEO og Founder Frederick Rickmann fra Steenssen, der sælger soundbars med stor succes i Asien, men har deres udvikling i Danmark og er ved at rykke produktionen fra Kina til Struer-området. ”Sikkerhed, kvalitet, bæredygtighed og troværdighed er nøgleordene bag en god forretning i Europa”, siger han.

CEO Jacob Wernberg fra startup’en Norto er enig i mulighederne ved Sound Hub. Norto producerer blandt andet lyddæmpende paneler af overskudstræ fra modervirksomheden, VTI Vinderup Træindustri. ”Via Sound Hub har vi adgang til specialister, lydmålinger, herunder dokumentation, Sound Hub har indkøbt og udstiller flere af vores produkter, der så bliver kendte, og så kan vi hente både ny viden, feedback og blåstempling hos netværket her”, siger han.

”Katalytisk arbejde” skaber vækst i ”pastoratet”
Sound Hub blev til, da B&Os udviklingsafdeling rømmede bygningen, og kommunen, Birn-fonden og Færch-fonden donerede et tocifret millionbeløb til renovering og drift. AUC og Harman, der for nogle år siden købte B&Os bilhøjttalerforretning meldte sig også under fanerne.

”Et af vores fornemste formål er at støtte væksten i Nordvestjylland, i dét vi kalder ”pastoratet” (Struer/Lemvig/Holstebro)”, fortæller Martin Nygaard Christoffersen, CFO i Færchfonden, der har til huse i Holstebro. ”Vi laver det, vi kalder ”katalytisk arbejde”, dvs. går aktivt ind i projekter, sidder i bestyrelser, skaber rammer, bringer partnere sammen og stiller også gerne risikovillig kapital til rådighed for dygtige virksomheder. Målet er at skabe innovation og arbejdspladser, så vi har noget at leve af lokalt.”

Færch-fonden har sammen med Vækstfonden og Symbion erhvervet acceleratoren Accelerace, der har egen pre-seed fond, og har også et engagement i vækstfonden byFounders sammen med Danske Bank. Samtidig har Færch-fonden også investeret i venturefonde i US og kan derfor give de bedste iværksættere i Danmark direkte adgang hertil.

”Jeg synes, vi er nået langt på de to år, Sound Hub har eksisteret. Vi har haft 40 iværksættere igennem acceleratoren og et betydeligt antal CVR-numre og arbejdspladser er blevet etableret”, siger Martin. ”Udfordringerne er selvfølgelig at tiltrække flere virksomheder og få den rigtigt gode succeshistorie, der for alvor kan sætte os på landkortet. Jeg ser jo gerne, at vi om fem år er nummer ét i verden, som den førende lyd- og akustikhub.”

Matcher med Danske Banks støtte til vækstvirksomheder
"Sound Hub Denmarks aktiviteter matcher godt med vores fokus på at hjælpe iværksættermiljøet i Skandinavien, blandt andet ved at skabe relationer til rådgivere og investorer. Typisk har iværksættere i Sound Hub Denmark allerede fra start et internationalt udsyn, hvilket passer godt med vores evne til støtte virksomheder, der gerne vil ud i verden," fortæller Heinrich Dalager, Growth Advisor i Danske Bank.

Læs mere om baggrund for sponsoratet.

Sound Hub Denmark

Sound Hub Denmark er etableret i 2019 som et innovativt lydudviklingsmiljø med måle-, værksteds- og testfaciliteter og med adgang til fagspecialister, mentorer og viden-institutioner og en unik klynge af virksomheder med supplerende kompetencer. Sound Hub henvender sig til iværksættere, opstartsvirksomheder, freelancere og etablerede lyd- og akustikvirksomheder; alle med en ambition om at blive verdensklasse inden for deres felt.

Struer Kommune betaler driften, og Færch-fonden og Birn-fonden har bidraget med et tocifret millionbeløb til ombygning af lokaler mv. og er i dag ejere af Sound Hub Denmark A/S.
Indtjeningen kommer blandt andet via sponsorater, herunder scouting af idéer og talent, tilskud, lejeindtægt og salg af testfaciliteter.
I dag er der 11 aktive virksomheder, hvoraf halvdelen er udenlandske fra fx Tyskland, Indien og Holland

Sound Hub er netop blevet operatør for en af de 14 klynger over hele landet, som Uddannelses- og Forskningsministeriet og Erhvervsfremmebestyrelsen har udpeget til at fremme vækst – ”Danish Sound Cluster” – der skal styrke Danmarks i forvejen stærke position inden for lyd med blandt andet høreapparater, højttalere og akustik. Klyngen er ikke at forveksle med en brancheorganisation.