Coop, Electrolux, ABB, Hennes & Mauritz, Husquarna … alle er de interesserede i at integrere bæredygtighed i højere grad i deres forretning, men forhindres nogle gange af ”corporate logik”, fx bureaukrati, vaner og kultur.
Derfor har virksomhederne søgt uden for egne rækker og deltaget i en række 1:1-møder, sat op af Danske Bank og vores partnere, med de unge virksomheder, der alle har cirkulær økonomi som deres kerneforretning. Startups’ne har i tre måneder deltaget på vores +impact accelerator i Stockholm her i efteråret, og møderne er det første spadestik til et muligt samarbejde om innovation.
Vi står stærkest ved at dele udfordringen
”Startups kan give værdi til vores tilbud, og vi kan tilbyde dem adgang til et globalt marked af kunder – hvilket i sidste ende vil gavne både kunder og samfund”, siger Johan Granström, Partnerships & Business Development Manager i ABB.
”For at gøre en forskel for alvor er vi nødt til at dele udfordringer, idéer og indsigter på tværs af branchen. Heldigvis er det en win-win-win situation for startups, corporates og samfund. Det handler meget om idéer, hastighed og innovation”, fortsætter Johan Granström. ”Teknologien udvikler sig hele tiden, hvilket kræver ekspertise og ret snævre kompetencer, som startups besidder.”
Mange typer givtige kontakter
“Vi er meget positive over for interessen fra de store virksomheder”, fortæller Clara Pierrou, Business Development Manager for svenske RenFuel Materials, der omdanner et affaldsprodukt fra skovindustrien til bio-plastik. ”Vi har mødtes 1:1 med virksomheder om innovation, kommercielle samarbejder og faglige spørgsmål, fx automobilbranchen. Vi har også mødtes med investorer og fået invitationer til matchmaking events, som vi har fået meget ud af. Demo-dagen resulterede fx i flere gode kontakter.”
Clara fortæller, at de forskellige leads både er kommet under accelerator-forløbet, men også før og efter, hvor fx Danske Bank har formidlet adgang for Renfuel til interesserede bank-kunder, eller hvor WeWork Labs har inviteret til et ”Startup-Standup”-event, hvor Renfuel har fået lovende kontakter.
Savner du inspiration og kompetencer til dit arbejde med bæredygtighed?
Book møde
Danske WOHN, der leverer boliger printet i 3D af genbrugsplastik, har også skabt kontakter. ”Vi har både fået adgang til investorer og kommercielle samarbejder, vi aldrig var kommet i nærheden af i både Danmark og Sverige”, siger CEO Morten Bove.
”Vi har fået mange møder, og specielt fire af dem tegner lovende. Vi har brugt krudt på at lære hinanden at kende, og næste skridt er nu at konkretisere samarbejdet, så vi forhåbentlig har aftaler på plads inden for tre måneder”, fortæller Morten, der i øvrigt også har fundet en samarbejdspartner blandt de øvrige deltagende startups.
Brobygning på tværs af erhvervslivet
”Vi er rigtigt glade for den store interesse, corporates viser vores accelerator”, fortæller Maria Grabowska, Lead of +impact accelerator, Danske Bank. ”Det viser, at vi har ramt rigtigt, ikke blot ved at træne spæde startups i at eksekvere på deres forretningsmodel inden for cirkulær økonomi, men fordi vi er med til at bygge bro på tværs af erhvervslivet og inspirere til innovation og handling inden for bæredygtighed.”
Norden som centrum for bæredygtig udvikling
”Danske Bank står bag acceleratoren for at sætte handling bag vores mål om at bidrage til vækst og udvikling i Norden, og fordi vi ser en god forretning i at skabe relationer til disse fremtidens virksomheder, som vi hjælper med at skalere deres forretning”, fortæller Maria. ”Vi tror på, at Norden kan fastholde og udvikle sin position som et stærkt epi-center inden for bæredygtighed.”
Mulighederne og knasterne i et samarbejde mellem unge virksomheder og store corporates er et kapitel for sig. Det handler blandt andet om kulturforskelle, mindset, forskellige mål og forventninger, som du kan læse mere om i artiklerne nedenfor.
+impact acceleratoren
#4 har løbet i tre måneder fra september til november 2020, hvor de 12 deltagende nordiske startups har rykket teltpælene til WeWork Labs lokaler i Stockholm (betalt af Danske Bank), hvor de er blevet trænet i at eksekvere på deres forretningsmodel. Faglighed, markedskendskab, marketing og networking har været i centrum.
Temaet for 4. udgave af acceleratoren har været ”cirkulær økonomi”, da det er her, flest nordiske impact startups arbejder (FNs verdensmål nr. 12). Deltagerne arbejder blandt andet inden for 3D-print af bygninger, madspild, affaldsprodukter fra skovindustrien, recycling af børneudstyr, retursystemer mikrofarme mv.
Programmet er co-designet af eksperter fra Danske Bank, WeWork Labs (adgang til kontorplads, mentorer og uddannelse) og RISE - Research Institute of Sweden (uafhængig statsinstitution, hvor næsten 3.000 medarbejdere støtter innovationsprocesser over en bred kam).
I 2021 planlægger vi tre nye accelerator-forløb.