Bjørn Rolsted ville ønske, at han kunne give et kortfattet svar. Men som erhvervsrådgiver i Erhverv Direkte i Danske Bank ved han, at virkeligheden er en anden:

”Det er meget svært at være konkret, for det er en jungle at finde rundt i de forskellige muligheder for at få rådgivning og få projekter finansieret,” siger han. Men heri ligger også en god nyhed: Nemlig at mulighederne i det hele taget findes.

Overvejer du at starte virksomhed?

Som iværksætter står og falder din succes med den rigtige støtte både i opstartsfasen og senere. Den kan du blandt andet få hos os.

Book møde

”Der er masser af steder at søge hjælp og finansiering. Hvad der er rigtigt, afhænger af den enkelte virksomheds situation, behov og ambitioner. Som tommelfingerregel er banken et godt sted at starte for enhver virksomhed. Det er gratis at ringe til os, og vi kan hurtigt hjælpe dig videre, når vi ved lidt mere om din situation,” siger Bjørn Rolsted.

Drøm, drift eller vækst?
Lidt firkantet kan virksomheder passe ind i tre stadier, der afgør, hvilken slags hjælp og finansiering de bør undersøge nærmere: Drøm, drift og vækst. Her får du erhvervsrådgiverens tips til de forskellige stadier.

DRØM
Her har du ”blot” en god idé eller en drøm om at starte virksomhed. Og måske er der pludselig mulighed for at realisere den. Her er banken et godt sted at starte til en snak og en gennemgang af forretningsplan og budget, hvis du har lavet det. 

”En forretningsplan er det første, vi beder om, når en kunde vil starte virksomhed. Det hjælper os med at forstå din idé, men du skal mest af alt lave den for din egen skyld.” – Bjørn Rolsted, erhvervsrådgiver

Du kan også gå til et erhvervshus, hvor du kan få en budgetskabelon og hjælp til forretningsplanen. 

Har du allerede en forretningsplan, er erhvervshuset stadig værd at kontakte, fordi de ved, hvilke typer støtte og finansiering der passer til forskellige profiler, behov og brancher. 

Rådgiverens gode råd:
  • Gør din drøm så konkret som mulig. Lav en forretningsplan, der forholder sig til det mest basale: Hvad er dine ydelser og produkter, hvordan tjener du penge, hvem samarbejder du evt. med og så videre?
  • Tal både med en erhvervs- og en privatrådgiver. Det påvirker også din privatøkonomi at starte virksomhed.
  • Stem af med en evt. samlever, så I er enige om, hvad I går ind til.

Erhvervshusenes mange tilbud

Din kommunes erhvervshus er din virksomheds indgang til kommunen. Her kan du få hjælp til rekruttering og kommunale anliggende. Og så henviser de dig gerne til rette sted, hvis du har andre spørgsmål.

Derudover har alle de danske regioner et tværkommunalt erhvervshus. Her kan virksomheder få hjælp til fx budget og forretningsplan, så du er klædt på til at snakke med revisor og bank. Erhvervshusene tilbyder som regel også iværksætter-kurser og workshops om fx, automatisering, digitalisering, markedsføring, innovation, eksport, finansiering og nye forretningsmodeller. 

Samtidig har de fingeren på pulsen i de lokale iværksætter-miljøer, så du kan få etableret et ofte meget givtigt netværk med andre virksomheder.

DRIFT
I drift-stadiet er din virksomhed etableret med alt, hvad det indebærer af indtægter og udgifter. Her hænger dine behov for finansiering ofte sammen med den løbende forretning og drift – fx hvis maskiner skal skiftes ud, eller du får behov for en kassekredit. Derfor er banken et oplagt sted at starte.

”Skal du fx skifte en lastbil eller andre maskiner ud med nye modeller, kan vi sammen se på, hvor mange penge du selv skal stille med, og hvilken dokumentation der er nødvendig. Derfor bør din erhvervsrådgiver være første skridt.” – Bjørn Rolsted, erhvervsrådgiver

Banken kan også hjælpe dig, hvis du får behov for kassekredit, fordi betalingsbetingelser ændrer sig hos en leverandør eller kunde eller lignende. 

Rådgiverens gode råd:

  • Husk, at din forretningsplan er mere end et formelt krav, når du starter virksomhed. Den er et dynamisk dokument, som du løbende bør konsultere og justere. Tjener du rent faktisk penge på det, du satte dig for, eller er der behov for at gentænke dele af planen?
  • Få din revisor til at hjælpe dig med et likviditetsbudget, hvis du ikke allerede har et. Det giver dig overblik over de penge, der flyder ind og ud af virksomheden, og hvilke regninger der skal betales hvornår.

VÆKST
Virksomheder i vækstfasen har typisk behov for at udvide forretningen på en eller anden måde. Måske vil I eksportere til nye markeder, indføre nye produktionslinjer eller tilbyde nye ydelser, der kræver nye maskiner.

Skal banken hjælpe dig her, skal den forstå projektet. Så book et møde med din erhvervsrådgiver, hvor du forklarer, hvad det hele går ud på.

”Vi vil gerne vide, hvordan din vækst-idé eller dit projekt hjælper med at udvikle din virksomhed, så I kan tjene penge på det. Så kan vi sammen vurdere, hvor mange penge du skal bruge, og hvordan du vil betale dem tilbage. Og heldigvis er banken jo gratis at snakke med.” – Bjørn Rolsted, erhvervsrådgiver

Ud over banken kan din revisor også vejlede dig. Og så anbefaler Bjørn Rolsted også, at virksomheder kontakter de kommunale eller regionale erhvervshuse for vejledning og kompetenceudvikling.

Rådgiverens gode råd:

  • Gennemgå dit budget og din forretningsplan igen, og se, hvordan de nye planer passer ind. 
  • Se banken som en nysgerrig medspiller, når du forbereder mødet – og ikke som en skolemester, du skal til eksamen hos.