Ca.500.000 madrasser. Så mange madrasser ryger hvert år på lossepladsen, hvor de som regel ender deres dage på forbrændingen. Og det er bare i Danmark!

På europæisk plan er tallet ca. 40 millioner, og dermed udgør de mange madrasser en ikke uvæsentlig belastning af miljøet. For det er nemlig ikke helt ligegyldigt, hvordan skummet i madrassen produceres, og ikke mindst hvordan en madras ender sine dage.

”Når man producerer skum, er der nogle udfordringer i produktionen i form af brug af olie. Det betyder, at man bruger fossile brændstoffer til at lave skummet i madrasserne, og det betyder også, at miljøet belastes, når madrassen bliver smidt ud og ender på forbrændingen. Tidligere har man tænkt, at det skal der gøres noget ved inden for 40 år, men sådan er verden ikke længere. Ændringerne skal laves nu, og derfor har vi også valgt at lave nogle ret markante tiltag på bæredygtighed,” siger Thomas Tvedergaard Larsen, CEO i Bramming Plast-Industri A/S, der blandt andet producerer skum til akustik, vibrationsdæmpning, isolering og komfort.
4e309a0a-54fa-4b71-a467-db9f24f0fb63

Affald bliver til skum

Konkret betyder det, at Bramming Plast-Industri A/S nu vælger bæredygtige alternativer til fossile brændstofferog samtidig tager springet ind i den cirkulære økonomi med genbrug af skummet fra brugte madrasser. Sidstnævnte vender vi tilbage til.

For inden genanvendelse kan komme på tale, skal skummet i madrasserne naturligvis produceres, og til det kræves brugen af polyol og isocyanat, der udvindes fra råolie. Men det skal stoppe nu, lyder det fra Bramming Plast-Industri.

”Vi har besluttet os for markant at nedbringe brugen af fossile brændstoffer. Det er den rigtige vej for os, og derfor har vi valgt en Biomass Balance-tilgang, hvor polyuretan er baseret på kemi fra biomasse i vores støbte møbler og madrasskum. Det kan lade sig gøre ved hjælp af Biomass Balance-tilgangen, hvor man bidrager til at nedbringe forbruget af råolie. Det betyder, at vi med et certificeret produkt kan substituere fossile brændstoffer med organiske affaldsstrømme. Vores mål er, at inden 2026 skal 50 procent af vores råvarer bestå af bæredygtige materialer,” siger Thomas Tvedergaard Larsen.

Det er blandt andet madaffald, der nu bliver brugt i produktionen af certificeret Biomass Balance, og virksomheden er meget opmærksom på at bruge organisk restaffald fra husholdningerne, så man dermed ikke risikerer at bruge andre fødevarer, der måske kunne drive fødevarepriserne op, eller på anden vis bidrage til madmangel i verden.

Fra brugt madras til møbler

Implementeringen af Biomass Balance-tilgangen i produktionen er altså et væsentligt skridt på Bramming Plast-Industris bæredygtig rejse, men hvad så med de brugte madrasser?

Det bringer os tilbage til den cirkulære økonomi, for virksomheden har netop indgået en aftale med Københavns Kommune om test af genanvendelse af madrasser, der ellers var på vej til forbrændingen.

Det betyder helt præcist, at skummet fra de gamle madrasser nu granuleres, renses og genopstår som nyt skum.

”Københavns kommune er initiativtager på projektet, og vi er en af de få i Skandinavien, der kan Genanvende udtjent skum fra affaldsstationerne. Vi har gjort det før med industrielt affaldsskum, der ikke har været ude hos forbrugerne, og nu tager vi den så hele vejen med genanvendelse af brugt skum fra forbrugerne, hvor det brugte skum får nyt liv i eksempelvis møbler,” siger Henrik Rosendal Rytter, salgsdirektør hos Bramming Plast-Industri.

Virksomheden har masser af erfaring med genbrug af skum fra industriel produktion, men vejen til genbrug af skum fra forbrugerprodukter har ikke været uden udfordringer. For det første lever madrasserne et hårdt liv – typisk i 20-30 år, og for det andet er der skrappe myndighedskrav til de nye produkter både til private og til industrien.

”Det granulerede skum som dannes til nye blokke af gamle madrasser, har vist sig at have særdeles gode egenskaber og er mere homogen at anvende i produktion af møbler og madrasser end den industrielle variant. Dette skyldes, at den affaldsfraktion, som kommer fra madrasser, stort set er samme kvalitet. Vi har testet det meget indgående, og der er styr på hygiejnen og de tekniske performances,” lyder det fra Henrik Rosendal Rytter.


Gamle madrasser får nyt liv: Her ses et eksempel på kasserede madrasser, som er granuleret og omdannet til post-consumer Setex®

Bæredygtig forretning

Med 40 millioner brugte madrasser hvert år i Europa er der et stort marked for genanvendelse, så satsningen giver også værdi for bundlinjen. Og selv om ambitionerne er grønne hos Bramming Plast-Industri, så skal det i sidste ende også give mening på bundlinjen.

”Bæredygtighed skal være en del af ens forretningsgrundlag. Det skal implementeres i strategien og hvis ikke man gør det er der en risiko for at disrupte sig selv. Det kan eksempelvis betyde færre kunder og få betydning for ens muligheder for at udvikle forretningen. Hvis vi ser på møbler og madrasser, er problemerne nu så store, at der skal gøres noget nu, hvis man som producent ikke lige pludselig skal stå med store afsætningsproblemer,” siger Henrik Rosendal Rytter og fortsætter:

”Hvis man overvejer, om tiden er ved at være til at blive mere grøn, så tror jeg, de fleste bestyrelser vælger den grønne vej. Men der skal gøres mere end bare at snakke om det. Det skal være en del af din forretning og dit salg for, at der sker noget.”

Vi kan bistå med finansiel sparring til din grønne omstilling

Sammen støtter vi dig i at tage bæredygtige valg gennem rådgivning, dialog og finansiel sparring. Diskuter din strategi med os og få sparring på dine ideer om hvordan du tage virksomheden i en grønnere retning.

Læs mere om hvordan vi kan bistå i din grønne omstilling her