Solcellemarkedet boomer. Stigende energipriser og behovet for grøn omstilling har fået markedet for de sortglimtende, elproducerende plader til at vokse voldsomt. Men det kræver alligevel en god slat penge at investere i solceller. Ikke mindst kan det være noget af en udskrivning, hvis du er en virksomhed, og vil have solceller på taget eller facaden af dine erhvervsejendomme.

Oveni købet kan det også være svært at få solcellerne finansieret. Men nu bliver det lettere at låne penge til solceller og dermed bidrage til den grønne omstilling.

Og hvorfor nu det? Jo, nu skal du høre!

Som et nyt tiltag er Realkredit Danmark nemlig begyndt at værdiansatte ejendomme med solceller på en ny måde, som tager højde for den merværdi, solcellerne giver. Det betyder, at solceller i højere grad kan finansieres via realkreditlånet.

”Vi lader elproduktionen fra solcellerne indgå som en indtægt, når vi vurderer ejendommens værdi. Så stiger ejendommens vurdering. Og når ejendommen stiger i vurdering, kan man også låne flere penge i den, ” fortæller Niels Bang-Hansen, erhvervskundedirektør i Danske Bank.

Sådan fungerer Realkredit Danmarks model for solcellefinansiering

Realkredit Danmark har ændret i den måde, erhvervsejendomme med solceller bliver vurderet:

  • RD fastsætter en pris per kilowatt, og beregner, hvor meget ejendommens solcelleanlæg kan producere.
  • Det bruger RD som basis for at vurdere indkomsten fra solcellerne, som på den måde kan regnes med i værdiansættelse af ejendommen.
  • Selve anlægsprisen indgår ikke i beregningen.

Ejendom blev vurderet til 2,5 millioner kroner mere

”Vi har bl.a. haft et eksempel på en større boligudlejningsejendom, som havde et årligt strømforbrug på ca. kr. 120.000. Via det solcelleanlæg de fik indlagt i ejendommen, kunne de helt elimimere den udgift. Det gav en merværdi på ejendommen på ca. kr. 2,5 mio kroner”, fortæller Niels Bang-Hansen.

Glad klimakapitalist hos KE Fibertec

At det kan være yderst fordelagtigt at investere i solceller, er KE Fibertec et eksempel på. Det fortæller Carsten Jespersen, som er adm. direktør i den jyske SMV:

”Hos KE Fibertec har vi længe arbejdet med at reducere vores CO2-udledning. I forbindelse med en udbygning af vores væveri med en ny lagerbygning, var beslutningen om at bygningen skulle opvarmes med elvarmepumper i stedet for gas, ikke så svær at træffe. Samtidig kom krigen i Ukraine, så vi kunne godt regne ud, hvad der ville ske med energipriserne, og derfor syntes vi det var et godt tidspunkt at få solceller”.

Nu er fabrikstaget prydet med solceller, der leverer 35-40 procent af virksomhedens energiforbrug.



Hvor effektiv solcelleanlæg vil være, afhænger af dets effekt og i høj grad vejrforholdene. I gennemsnit er det muligt at producere 100 Watt pr. m2, anlægget fylder. Foto: KE Fibertech

”Vi er klimakapitalister, det vil sige vi går ind for et bedre klima, og vi skal også kunne tjene penge på det. Tilbagebetalingstiden for solcelleanlægget, da vi fik det, var 9,5 år inden investeringen gik i nul, og det virkede jo rimeligt. Men sådan som prisudviklingen på el har været, er det nærmere fire år nu,” fortæller Carsten Jespersen, der er yderst tilfreds med solcelle-investeringen.

Solcellerne blev finansieret gennem realkreditlånet

KE Fibertec har som nævnt nu investeret i et solcelleanlæg, som ikke var billigt - men ejendommens værdiansættelse hos RD er steget mere, end hvad anlægget kostede. Værdiansættelsen steg, fordi RD tog højde for indtægten fra solcellerne i vurderingen af ejendommen.

Den højere vurdering betød, at solcellerne kunne finansieres over realkreditlånet - ellers havde man ramt loftet for finansiering af erhvervsejendomme.

Den mulighed glæder Carsten Jespersen:
”Historisk set er realkreditlån jo billigere end banklån. Og når solcellerne bliver en del af realkreditlånet, får vi en afskrivning, som følger byggeriet. Det giver god mening. De er jo en del af bygningen, ligesom en varmepumpe eller et gasfyr. Det producerer jo energi til vores bygning. En højere vurdering er jo også en fordel, hvis man fx skal sælge – det skal vi ikke, men derfor er det jo meget rart alligevel! Så vi står helt klart bedre, når energiforsyningen anses som en del af bygningen, ” siger han.



The more the merrier: 395 paneler pryder nu en stor del af fabrikstaget hos KE Fibertech, hvor man forventer en årlig strømproduktion på 150.000 kW. Foto: KE Fibertech

Sådan får du finansieret dine solceller

Overvejer du at investere i solceller til jeres virksomhed, men er usikker på, hvad den bedste måde at finansiere dem er?

Så tag en uforpligtende snak med os og hør om dine muligheder. Skriv til os på: erhvervdirekte@danskebank.dk

Læs også:

Grønne lån til virksomheder – her er dine muligheder