I 2021 fik forskere ved Københavns Universitet et gennembrud. De knækkede koden til at fremstille naturlige aromamolekyler, såkaldte monoterpener. Noget man bruger for at tilføre blandt andet alkoholfri øl mere smag.
- Aromamolekyler er flygtige, så de er svære at lave bioindustrielt. Men for to et halvt år siden lykkedes det forskerne at fremstille dem mellem 20 og 100 gange mere effektivt end det, der er på markedet i dag, fortæller Camilla Kloss Fenneberg.
Hun er CEO for startup-virksomheden EvodiaBio, som forbereder sig på at skulle på markedet med bæredygtige aromastoffer til alkoholfri øl. Et marked, der kan vise sig lukrativt.
- Forbruget af alkoholfri øl forventes at udgøre op til 20 procent af ølmarkedet i 2026, og hele sundhedsbølgen skaber kæmpe interessen for alkoholfri drikke, siger Camilla Kloss Fenneberg.
Camilla Kloss Fenneberg er CEO for startup-virksomheden EvodiaBio, som forbereder sig på at skulle på markedet med bæredygtige aromastoffer til alkoholfri øl. (Foto: Thomas Jensen)
Smagfuldt og bæredygtigt
EvodiaBio byder ind med aromastoffer, der giver kraftigere smag og produceres mere bæredygtigt end det, der er på markedet i dag. - Mange oplever, at alkoholfri øl smager lidt vandet. For når du trækker alkoholen ud, trækker du også aromaen ud. Det er den, vi kan gøre langt mere smagfuld, spændende og langtidsholdbar, fortæller Camilla Kloss Fenneberg.
Den bio-industrielle produktionsmetode tærer langt mindre på jordens ressourcer. Traditionelt laves aromahumle ofte på vestkysten i USA og kræver store mængder vand at fremstille.
- For at producere et kilo aromahumle bruger man 2700 liter vand. EvodiaBio kan fremstille samme aromamængde ved brug af mindre end en liter vand. Samtidig skal planterne ikke transporteres over Atlanten, siger Camilla Kloss Fenneberg.
Specialister fra hele verden
EvodiaBio har indrettet sig i et industrikvarter i Rødovre. Med genbrugsmøbler og et internationalt medarbejderteam. Her er specialister håndplukket fra hele verden. - Vi har fantastisk dygtige folk med specialkompetencer. Vores flavourist (en person der arbejder med det samlede smagsindtryk, red.) er fransk og var tilfældigvis flyttet til Danmark med sin mand. Der var vi heldige, for sådan nogle er der ikke mange af.
De rette specialister er altafgørende, og særligt inden for fermentering (gæring) og oprensningsprocesser er de svære at skaffe. Novo Nordisk støvsuger markedet herhjemme.
- Derfor ser vi ud over landegrænser. Det giver også et godt miljø. Vores seneste fermenteringsspecialist er fra Indien. Vi er 14 ansatte og er som en udvidet familie. Chefen vander planter og går ud med skrald, hvis der er brug for det. Der knokles, så vi skal hjælpe hinanden, siger hun.
Oplagte muligheder
EvodiaBio arbejder tæt sammen med bryggerierne om at udvikle skræddersyede aromablandinger og vil blive i segmentet for alkoholfri øl, indtil forretningsmodellen har vist sit værd. Men der er oplagte muligheder for at gøre sig gældende inden for andre produktgrupper, understreger Camilla Kloss Fenneberg.
EvodiaBio arbejder tæt sammen med bryggerierne om at udvikle skræddersyede aromablandinger. (Foto: Thomas Jensen)
- Det næste bliver almindelige øl, så drikkevarer - særligt de funktionelle. Men også produktgrupper som kosmetik, parfume og husholdningsprodukter har brug for store mængder aromastoffer og efterspørgslen stiger, siger Camilla Kloss Fenneberg.
Sidste år rejste EvodiaBio 45 millioner kroner i investeringer og er i gang med at fundraise yderligere 30 millioner, som er nok til at gå på markedet i foråret, nå break-even og herefter videreudvikle forretningen.
Fantastisk bank-støtte
Når man skal skabe en forretning, er det afgørende med tryg finansiel rådgivning undervejs, og EvodiaBio har følt sig i gode hænder hos Danske Bank, siger Camilla Kloss Fenneberg.
- Rådgiveren har været en fantastisk støtte undervejs. Han er passioneret omkring biotech og innovation, er kommet med vigtige data og facts og har hjulpet med en finansiel leasingaftale. Jeg tror ikke, det er normalt at få så meget støtte fra sin bank, som vi har fået.
EvodiaBios ambition er at blive pionerer inden for bæredygtig aromaproduktion der ikke blot følger men former industrien mod en grønnere retning, siger Camilla Kloss Fenneberg.
- Vi stræber efter revolutionere aromaproduktionen og skabe en bæredygtig fremtid, hvor vi kan nyde duften af blomster og planter og samtidig bevare vores naturressourcer.
EvodiaBio vil sende industrien inden for aromaproduktion i en mere bæredygtig retning. Her er det Victor Forman, CTO & Co-founder (tv) og Simon Dusséaux, CSO & Co-founder. (Foto: Thomas Jensen)
Virksomheder udvikler sig - vi er med hele vejen
EvodiaBio har været kunde i Danske Bank siden virksomheden startede som kommercielt selskab i 2021, og deres rådgiver Henrik Monefeldt Specht har mere end 25 års erfaring med biotekvirksomheder.
Han rådgiver i dag en stor del af den danske bioteksektor, hvilket har givet ham dyb indsigt i de muligheder og udfordringer, mange biotekvirksomheder står over for.
Om EvodiaBio
- Fremstiller naturlige aromastoffer med fermenteringsteknologi.
- Startede som kommercielt selskab i juli 2021
- Har 14 ansatte, håndplukket fra hele verden
- Har produktion, laboratorier og kontor i Rødovre og benytter laboratorier på Københavns Universitet
- Går på markedet i foråret 2024 med aromastoffer til alkoholfri øl
- Evodia betyder ‘behagelig duft’ på græsk
Få del i vores viden
Hvis du ønsker at tage næste skridt i en mere bæredygtig retning, kan vi hjælpe dig med sparring, viden og adgang til finansiering. Kontakt os på 45 14 00 00. Du kan også benytte vores kontaktformular og blive kontaktet af en rådgiver.