Kort fortalt
- Strateg kalder kunstig intelligens en game changer.
- Selskaber i periferien af teknologien er blevet revet med af begejstringen.
- Kursfald kan være en god mulighed for at købe op.
- Kurserne kan dog sagtens falde yderligere herfra.
ANBEFALINGERNE her på Investeringsnyt er primært tiltænkt investorer, der selv ønsker at investere med input og sparring fra os. Har du investeret i en investeringsløsning i Danske Bank som fx Danske Porteføljepleje og Flexinvest Fri, tager vores specialister løbende hånd om at pleje og optimere dine investeringer, så du ikke selv behøver at foretage dig noget.
Aktier med tilknytning til kunstig intelligens har været en af årets helt store eventyrfortællinger på aktiemarkederne. Med udbredelsen af sprogmodellen ChatGPT fulgte en euforisk begejstring for alt, der blot lugtede en anelse af kunstig intelligens, og begejstringen gav især medvind til producenterne af GPU-mikrochips, der er selve livsnerven for teknologien.
Den seneste måned har stigende renter imidlertid sendt aktiemarkederne ned, og det har også ramt aktierne inden for kunstig intelligens. Fx har verdens største producent af GPU-mikrochips, det amerikanske selskab Nvidia, taget et pænt dyk siden toppen i slutningen af august.
To spørgsmål trænger sig på:
• Er der opbygget en boble inden for kunstig intelligens?
• Og er boblen ved at briste nu?
Hvis du som jeg er overbevist om, at kunstig intelligens er en megatrend, så kan kursfald være en god mulighed for at købe lidt billigere op i aktier. Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank
Først og fremmest vurderer jeg ikke, at der er tale om en decideret bobledannelse for de primære selskaber inden for kunstig intelligens – og dermed ser vi hellere ikke en boble, der er ved at briste i øjeblikket. Ser man på producenterne af GPU-mikrochips, har kursfremgangen været understøttet af stejlt stigende indtjening – og som Elon Musk for nylig sagde: “GPUs are at this point considerably harder to get than drugs”. Samtidig er det svært og tidskrævende for nye aktører at trænge ind på markedet, da det er meget avanceret teknologi.
Derudover er jeg ikke i tvivl om, at kunstig intelligens er en game changer. Det har teknologien faktisk været i noget tid, selv om de nye sprogmodeller som ChatGPT fra OpenAI og Bard fra Google har givet ekstra fokus på den smartere måde at bruge vores data. Kunstig intelligens giver selskaber mulighed for at blive endnu mere effektive og produktive, hvilket er essentielt i en tidsalder, hvor globaliseringen går på hæld, og den demografiske udvikling med flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder sætter pres på arbejdsmarkederne.
Chefstrateg Frank Øland giver gode råd til investorer, der er bange for at gå glip af afkastmulighederne i nye og potentielt revolutionerende teknologier. Læs mere her.
Men der er uden tvivl selskaber i periferien, der er blevet hvirvlet ind i begejstringen og er steget på et uberettiget grundlag. Fx har vi set uforholdsmæssigt store kursstigninger blandt producenter af andre mikrochips, der intet har med kunstig intelligens at gøre. Hvor sprogmodeller som ChatGPT og Bard kræver store mængder datakraft i form af GPU-mikrochips, har der været problemer med efterspørgslen efter andre typer mikrochips til det private segment. Vi fik overinvesteret i elektroniske dimser under Covid-19, og nu tager det lige lidt tid, før vi har brug for nyt.
Samtidig skal man som investor være bevidst om, at de kortsigtede vindere på kunstig intelligens ikke nødvendigvis er de langsigtede vindere. Første bølge er producenterne af de nødvendige teknologier. Anden bølge er, når andre selskaber formår at tage teknologierne i brug som redskab til at optimere deres forretning. Og det kan meget vel blive her, de langsigtede vindere skal findes.
Kan aktierne falder yderligere?
Når det er sagt, trænger et tredje spørgsmål sig på:
• Kan aktier inden for kunstig intelligens falde yderligere herfra?
Her er svaret naturligvis et rungende ja.
Med det store fokus på kunstig intelligens kan selv mindre nyheder og rygter have en uforholdsmæssig stor effekt. I sidste uge blev chipproducenten Broadcom fx sendt ned på forlydender om, at Google overvejer at droppe en chip fra Broadcom i 2027. Bemærk ordlyden ”forlydender” og ”overvejer”. Det trak andre selskaber i branchen med ned, selv om de sådan set ikke var en del af historien.
Derudover er selskaberne inden for kunstig intelligens vækstaktier, og som vi har set den seneste måned, er de særligt sårbare over for stigende renter. Vækstaktier har en højere forventet vækst i omsætning og indtjening end det generelle aktiemarked og har således en større del af deres indtjening længere ude i fremtiden – og jo højere renterne bliver, jo lavere bliver den såkaldte nutidsværdi af den fremtidige indtjening. Derfor falder vækstaktierne mere, når renterne stiger.
Sidst, men ikke mindst, skal selskaberne inden for kunstig intelligens naturligvis blive ved med at levere en indtjening, der understøtter kursudviklingen. Ellers er alt andet på længere sigt ligegyldigt.
Men hvis du som jeg er overbevist om, at kunstig intelligens er en megatrend, så kan kursfald være en god mulighed for at købe lidt billigere op i aktier, der kan forventes at nyde godt af denne trend.
Find den rette investering for dig
Vi kan hjælpe alle med at investere deres opsparing – fra små beløb til store formuer.Tjek dine muligheder