
⬆️Op i september
1: Første amerikanske renteforhøjelse i tre (3!) år
Efter seks rentenedsættelser siden 2023 vendte den amerikanske centralbank, Fed, igen rentepilen opad. Men højere renter behøver ikke være dårligt nyt for aktierne.
Rentebeslutningen blev truffet enstemmigt af rentekomitéen. Den inkluderer også Trumps nyudnævnte Fed-chef Kevin Warsh, som altså stemte for renteforhøjelsen trods præsidentens ønske om lavere renter. Det er godt nyt for investorernes tillid til, at centralbanken fortsat træffer sine beslutninger ud fra økonomien og ikke agendaen fra Det Hvide Hus.
Når Fed hæver renten, er det en balancegang mellem at sikre stabile priser og maksimal beskæftigelse. Den amerikanske økonomi og arbejdsmarkedet udviser næsten uhørt styrke, så rentekomitéen ser ingen risiko for væksten.
Dermed kan Fed rette blikket mod inflationen. Energipriserne har allerede løftet den samlede inflation, og spørgsmålet er nu, om prispresset spreder sig til resten af økonomien og presser kerneinflationen (eksklusive. energi og ikke-forarbejdede fødevarer) op. Og det er da også udviklingen i arbejdsmarkeds- og inflationstallene, som bliver afgørende for, hvor renten skal hen fremadrettet.
Højere renter kan presse aktierne, men aktiemarkedet er lige så interesseret i, at virksomhederne tjener penge – og det gør de lige nu, hvilket er understøttende for aktier.
2: Aktiemarkedet trodsede septembereffekten
Brøndbyfans kender til fænomenet ”Sorte september” – en måned, hvor resultaterne ofte halter (og sådan har det også været i år). På samme måde har september historisk haft det dårligste ry af alle måneder på aktiemarkedet. Men i år var det anderledes.
Siden 1928 har det store amerikanske aktieindeks S&P 500 i gennemsnit tabt omkring 1,1% i september. Gennemsnittet er ganske vist trukket ned af enkelte særligt svage år, men september er samtidig den eneste måned, hvor aktiemarkedet historisk er faldet oftere, end det er steget. Og det har gjort septembereffekten både berømt og berygtet på aktiemarkedet.
Der findes ikke én sikker forklaring på mønstret. Nogle peger på, at handelsaktiviteten tager til efter sommerferien, når investorerne vender tilbage og justerer deres porteføljer. Men uanset forklaringen er septembereffekten kun et historisk mønster, ikke en fast naturlov.
Det understregede september 2026. Det skortede ellers ikke på dårlige nyheder, men hverken højere renter, høje energipriser eller AI-uro kunne slå aktierne ud af kurs. Aktiemarkedet ser derfor ud til at slutte i plus for september, så 2026 kan skrive sig ind i statistikken som endnu en af undtagelserne, der bekræfter reglen om septembereffekten.
3: Grønlandsaktier på himmelfart
Her har vi månedens måske klareste eksempel på, at forventninger spiller en ofte lige så stor rolle som fakta på aktiemarkedet. For da Donald Trump annoncerede en aftale med Danmark og Grønland, gik børsjagten på potentielle vindere straks i gang. Og det kunne ses, da børserne åbnede mandag: På en enkelt handelsdag steg Greenland Energy med mere end 150% og Greenland Mines med mere end 200%.
Og hvorfor så disse selskaber? Jo, de har projektrettigheder til olie, gas og mineraler i Grønland, men aktierne steg allerede før der blev offentliggjort detaljer fra aftalen. Den viste sig senere primært at handle om militærsikkerhed, mens der ikke var noget med om konkrete investeringer i Grønlands mine- og råstofsektor. Til gengæld begrænsede den visse udenlandske investorers mulighed for at få kontrol eller væsentlig indflydelse i følsomme sektorer.
Det var altså i høj grad investorernes forventninger til, hvad et større amerikansk engagement i Grønland måske kan betyde på sigt, der sendte kursraketterne på himmelfart.
Og på den måde viser historien, hvor hurtigt finansmarkederne kan forsøge at prissætte en ny fortælling, længe før de økonomiske konsekvenser er kendt. For relativt små aktier (og det er sådan, de to nævnte selskaber kategoriseres i global forstand) med normalt begrænset handel kan en pludselig bølge af købsinteresse få stor betydning for kurserne.
⬇️Ned i august:
1. AI-cheferne vil have tempoet ned
Man spærrer lige øjnene op, når dem, der fører et teknologisk kapløb, selv beder om lavere fart. Men i september opfordrede flere af AI-branchens mest fremtrædende profiler til at sænke tempoet i udviklingen af de mest avancerede modeller.
Det var den foreløbige kulmination på en stor debat om AI-sikkerhed. I et essay advarede Anthropic-direktør Dario Amodei om, at modellerne udvikler sig hurtigere end vores evne til at forstå og kontrollere dem. Han efterlyste mere overvågning og tættere international koordinering, og han fik opbakning fra sine kollegaer Sam Altman fra OpenAI og Elon Musk.
Debatten fik investorerne til at træde på bremsen. Det toneangivende amerikanske halvlederindeks SOX faldt 5,9% på én enkelt dag, fordi investorerne frygtede og/eller forudså, at en langsommere udvikling af AI-modeller ville dæmpe behovet for datacentre, chips og andet AI-udstyr.
Det var dog ikke alle, der var helt overbeviste om de gode hensigter fra AI-topcheferne. Strengere regler kan også gavne de største selskaber, som har råd til sikkerhedskontrollen, mens mindre konkurrenter risikerer at blive bremset.
Uanset intentionerne bag Musks, Altmans og Amodeis opfordring blev uroen dog kortvarig. Allerede få dage senere havde halvlederaktierne stort set genvundet det tabte. En opfordring er nemlig ikke det samme som en reel opbremsning, og efterspørgslen efter AI-kapacitet overstiger fortsat udbuddet. AI-kapløbet er derfor ikke standset. Men markedsreaktionen viste risikoen ved de høje forventninger. Når investorerne har indregnet fortsat høj fart, kan selv snakken om et lettere tryk på bremsen skabe store kursudsving på kort sigt.
2: Nyt navn, samme udfordringer for Novo
Nyt navn, nyt logo og nye planer for det næste årti. Novo fik den store makeover i september, hvor ”Nordisk” blev sløjfet fra navnet, mens tyren i logoet nu kigger mod højre i stedet for venstre. Måske har den fået øje på løsningen på Novos udfordringer derude et sted?
Markedet var dog ikke overbevist. For selvom de langsigtede ambitioner i store træk var på linje med markedets forventninger, så faldt aktien alligevel med 7,7% på den længe ventede kapitalmarkedsdag.
Reaktionen illustrerer Novos store udfordring: Efter en lang periode med skuffelser er investorerne ikke så interesserede i nye logoer og visioner. De vil se konkrete resultater og tegn på, at nye produkter kan kompensere for stigende konkurrence og kommende patentudløb.
Så det kan godt være, at navnet er ændret. Men investorernes spørgsmål er de samme, og det er ikke til at sige, hvad der kommer til at ske.
Månedens detalje:
Første skridt mod et døgnåbent aktiemarked?
Aktiemarkedet har faste åbningstider. Men i fremtiden er det ikke sikkert, at der vil blive ringet med de karakteristiske klokker, når børserne åbner og lukker.
Den amerikanske børstilsynsmyndighed SEC har nemlig åbnet for begrænset handel med såkaldte ”tokeniserede” aktier, hvor ejerskabet registreres digitalt ved hjælp af blockchainteknologi.
Det lyder abstrakt, men princippet er enkelt: Aktien får en digital repræsentation, et såkaldt ”token”. Blockchainen fungerer som en digital tingbog, der registrerer, hvem der ejer aktien, når tokenet skifter hænder. På sigt vil det kunne bane vej for aktiehandel døgnet rundt, hurtigere afvikling og investering i dele af en aktie.
Det er kun det første spæde skridt, der er taget her, men det kan potentielt være på vejen mod en markant forandring af aktiemarkedet.
Der vil dog ikke nødvendigvis kun være fordele forbundet med et aktiemarked, der aldrig lukker. For hvis færre investorer handler om natten og i weekenderne, kan likviditeten være lavere, og det betyder, at selv mindre handler kan give større kursudsving.
Så hvis åbningstiderne forsvinder, kan markedsudsvingene altså potentielt blive større. Vi må se, hvad fremtiden bringer.
Meget mere investering?
Eksperternes investeringstips, Top 10-lister, indsigter og gode råd.
Læs meget mere om investering lige her
Foto i toppen: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
