⬆️ FEBRUARS OPTURE
1: Højesterets Trump-dom skaber optur
Februars vigtigste optur var ikke en kurs-raket på aktiemarkederne, men derimod en sejr til det demokratiske system i USA. Og hvorfor så det? Fordi den amerikanske højesteret erklærede størstedelen af Trumps famøse toldsatser ulovlige.
Told er en hjørnesten i Trumps økonomiske og udenrigspolitiske linje, og han har allerede meldt nye tariffer ud, så på kort sigt skaber det uro omkring told og handelsaftaler. Usikkerhed er det rene gift for virksomheder og de finansielle markeder. På længere sigt forventer vi dog, at det er positivt, fordi afgørelsen alt andet lige vil gøre det sværere at stange toldsatser ud til højre og venstre.
Lavere toldsatser er med andre ord godt for økonomien og aktierne. Og så er det jo i sig selv også ganske interessant, at de amerikanske institutioner viste, at de godt kan gå imod Trump. Det bliver spændende at følge.
2: Aktiemarkedet modstod stigende oliepriser
Næste optur er også USA- og Trump-centrisk, og her kigger vi dybt i olietønden. Olieprisen steg samlet set ikke markant i februar, men den tog et par store enkeltdagshop, når den reagerede på Trumps gøren og laden i Mellemøsten, hvor han flytter tropper og militært isenkram til.
Mange investorer frygter en amerikansk militær aktion i Iran. Dette kan få betydning for olien, da det kan mindske udbuddet og sende olieprisen i vejret. Det plejer ikke at gavne aktier, fordi det kan løfte omkostninger for virksomhederne og tynger forbruget.
Alligevel har vi ikke set brede aktiefald på de dage, hvor olieprisen midlertidigt har skudt i vejret. I stedet er det kunstig intelligens (AI), der i højere grad sætter aktiestemningen, og for nuværende er geopolitik mindre vigtig, selvom verden holder vågent øje med Trumps næste træk i Mellemøsten.
3: Hardware stikker af fra software
Hardware fortsætter februar som månedens AI-optur. Historisk har software- og hardwareaktierne fulgtes hinanden nogenlunde. Sådan er det bare ikke lige nu, hvor hardware er oppe med mere end 16 % relativt til software i februar. Selvom begge er involveret i AI, er de det på hver sin måde. Hardware leverer b.la. de vigtige semiconductors, som alle står i kø for at få fat i. Dette har fået indtjeningen til at stige voldsomt.
Og ja, NVIDIA er stadig i front og fylder det meste af scenen. NVIDIA aflagde regnskab onsdag aftes, hvor de både slog forventningerne til indtjeningen i resten af 2025 og hævede forventningerne til første kvartal af 2026. Så hardware er en af månedens vindere, mens mange softwareselskaber fortsætter en svag start på året, og det fører os til månedens nedture.
⬇️FEBRUARS NEDTURE
1: Software har det stramt for tiden
Mange software-virksomheder er bange for, at AI kan disrupte forretningsmodellen, at der bliver talt om ”SaaS‑apokalypsen” – altså en apokalypse indenfor ”Software as a Service”.
Kort fortalt: AI-værktøjer og de rette prompts kan kopiere eller genskabe meget af den software, der traditionelt er blevet brugt til udvikling og funktionalitet. Og det udfordrer prissætningen på software, fordi markedet stiller det reelle spørgsmål: Hvorfor skal vi betale dyrt for klassisk software, når vi selv kan lave det med AI?
Du kender måske selv én, der lige har hyggekodet sig frem til en ny app uden nogen særlige tekniske kompetencer? Eller du har hørt om nogen, der byggede en virksomhed på en uge, fordi de selv kan skrive kode og lave software med AI? Det er den slags, der presser de traditionelle softwarevirksomheder – senest i denne uge, hvor Salesforce (en af verdens største SaaS-virksomheder) aflagde et regnskab, der nok viste fin indtjening, men alligevel blev mødt af aktiefald, fordi apokalypsen lurer i hovedet på de mest frygtsomme.
Vi har i lang tid anbefalet en bred tilgang til AI-temaet og blandt andet anbefalet den infrastruktur, der understøtter brugen af AI. Den seneste udvikling understreger blot vigtigheden af dette.
2: Novo Nordisk-aktien blev en tredjedel mindre værd
Vi har talt meget om Novo-aktien. Og i februar var der anledning til det igen-igen, da Novo skuffede med nye data fra et større vægttabsstudie, hvor effekten var lavere end ventet og svagere end hos konkurrenterne. Det sendte aktien kraftigt ned med et samlet tab på 35 % i februar.
Og det er igen-igen-og-så-igen en understregning af vigtigheden af ikke at lægge alle dine aktie-æg i én kurv. Mange danskere har elsket Novo-aktien, men der er ingen garanti for, at kærligheden er gengældt.
Vi anbefaler altid, at du eksponerer dig bredt til en sektor (i dette tilfælde sundhed), for selvom Novo Nordisk lider, er der mange fisk i sundheds-havet. Lige nu er amerikansk bioteknologi et interessant investerings-tema, selvom vi også skal pointere, at det er mere risikofyldt at investere i bioteksektoren end i den bredere sundhedssektor.
MÅNEDENS DETALJE
Karaoke-revolutionen i transportsektoren
Månedens detalje er det relativt lille selskab Algorhythm Holdings Inc., som har en markedsværdi på godt 11,5 millioner dollars. I 2024 levede de primært af at lave karaokeudstyr, men her i februar annoncerede de et nyt AI-værktøj, som angiveligt vil kunne løfte effektiviteten i transportsektoren med 300-400 %. Og det er vel at bemærke uden at hyre flere medarbejdere.
Det fik transportaktierne sendt i gulvet, og sektoren tabte samlet set 21,3 milliarder euro i markedsværdi. Og det er endnu et eksempel på, at investorerne skyder før, og stiller spørgsmål bagefter – præcis som vi har set det inden for software.



