Bryllupssæsonen handler om kærlighed, fest og store planer for fremtiden. Men den kan også være en god anledning til at tale om jeres fælles økonomi og det, I vil sammen på sigt. En ny bolig? Mere frihed? Pension? Eller noget helt fjerde?
Hvis I har penge, I ikke skal bruge lige om lidt, kan investering være en mulighed for at give opsparingen bedre vækstbetingelser over tid. Og som ægtepar kan der være særlige forhold, der gør det ekstra relevant at se investering som en del af jeres samlede økonomi.
Her kigger vi på et par stykker af dem. Vi skal blandt andet forbi aktiesparekontoen og de skattemæssige forhold for ægtepar - og så får du også et lille regneeksempel og en tjekliste at gå igennem med din bedre halvdel.
Én kærlighed, to aktiesparekonti
Grundtanken i et ægteskab er at dele med hinanden. Men der er visse ting, I stadig har for jer selv, efter I har sagt ja i kirken. Tandbørsten er ét eksempel. Aktiesparekontoen er et andet.
I kan nemlig ikke som ægtepar have én fælles aktiesparekonto. Men heldigvis kan I hver især have én. For selvom det måske ikke er særlig romantisk at sige ”Skat, har du egentlig fyldt din aktiesparekonto?”… så kan det økonomisk være en ret kærlig sætning.
I 2026 er grænsen for indskud på aktiesparekontoen 174.200 kroner, og afkastet beskattes med 17 %. Det betyder, at hvis I begge investerer – eller gerne vil i gang – kan det være værd at se på, om I begge udnytter jeres egne muligheder.
Særlige skatteforhold som ægtepar
Når I er gift, kan det være særligt relevant at se investering som en del af jeres samlede økonomi.
I ejer hver især jeres egne investeringer. Men der kan være skattemæssige forhold for ægtefæller, som er værd at kende – blandt andet når det gælder aktieindkomst og beregningen af skatten.
Det betyder ikke, at investering automatisk er den rigtige løsning for jer. Men det betyder, at det kan være en god idé at få rådgivning, hvis I gerne vil vide, hvordan investering passer ind i netop jeres økonomi.
Et af de steder, hvor ægteskab kan gøre en konkret forskel for investorer, er ved aktieindkomst. I 2026 beskattes aktieindkomst med 27 % op til den såkaldte progressionsgrænse på 79.400 kroner pr. person og med 42 % af aktieindkomst over grænsen.
Som ægtefæller kan uudnyttet grundbeløb vedrørende skat af aktieindkomst overføres mellem jer, hvis betingelserne er opfyldt.
Det lyder teknisk, men pointen er egentlig enkel:
Hvis den ene af jer har store aktiegevinster eller udbytter, og den anden ikke udnytter sin progressionsgrænse, overføres den uudnyttede del automatisk til ægtefællen, hvis I er gift og samlevende ved årets udgang.
