⬆️Opture i maj:
1: Kvanteteknologi tog et kvantespring
Et af månedens helt store spring skete inden for kvanteteknologi, hvor aktierne steg kraftigt, efter Donald Trump annoncerede den amerikanske regerings planer om at investere 2 mia. dollar (ca. 13 mia. kroner) i teknologien gennem CHIPS Act-programmet. Det er et program, der b.la. vil bringe produktion af halvledere (”semiconductors”) tilbage til USA for at gøre amerikansk økonomi mindre afhængig af udenlandske værdikæder – og for at styrke USA’s position i det globale teknologikapløb.
Det skal dog siges, at investeringer i kvanteteknologi er forbundet med høj risiko. Sektoren tiltrækker milliarder og har stort potentiale, men mange virksomheder er i en tidlig udviklingsfase, og vi anbefaler som altid en stor risikospredning i dine investeringer.
2: Sydkoreanske aktier har regionens bedste performance
KOSPI er navnet på Sydkoreas primære og mest toneangivende aktieindeks, og det har haft et stærkt år indtil videre. I maj fortsatte den stærke udvikling, hvor KOSPI er skrivende stund er oppe med over 20 %. Det gør Sydkorea til et af de bedst performende regionale aktiemarkeder i år.
Stigningerne er især drevet af den store globale efterspørgsel efter hukommelseschips, som bruges i datacentre til kunstig intelligens (AI), og som sydkoreanske leverer i stor stil.
3: Nokia vågner fra sin dvale
Hvis du kan huske 90’erne, bliver du sikkert helt nostalgisk, når snakken falder på Nokia. Og efter at den finske aktie nærmest har ligget i dvale de sidste mange år, har den leveret et afkast på næsten 200 % det seneste år. I maj steg den med yderligere godt 30 %.
Kigger vi tilbage på de seneste 15 år er det samlede afkast for Nokia-aktien ’kun’ på 260 % mod 472 % for globale aktier i samme periode. Så størstedelen af Nokia-afkastet er kommet det seneste år.
Interessen skyldes (også her) megatrenden AI, hvor selskaber, der leverer teknologi og infrastruktur til datacentre, nyder godt af de massive investeringer i kunstig intelligens.
⬇️Nedture i maj:
1: Statsobligationer fra USA, Storbritannien og Japan
Maj blev endnu en svær måned for obligationsinvestorer. Lange renter fortsatte op i blandt andet USA, Storbritannien og Japan, hvilket fik obligationskurserne til at falde, og for de amerikanske 30-årige statsrenter skal vi helt tilbage til midten af 2007 for at finde lignende niveauer.
Investorer frygter især, at højere energipriser kan føre til højere inflation, mens den offentlige gæld fortsætter med at vokse. Og når renterne stiger, falder værdien af eksisterende obligationer. Selvom maj har været udfordrende, kom de største rentestigninger allerede tidligere på året (i slutningen af februar), og udviklingen er fortsat i takt med det fortsat lukkede Hormuz-stræde.
2: Kinesiske aktier har det svært
Kina har modsat Sydkorea haft et mindre godt 2026, og her har aktierne generelt gjort det dårligere end resten af regionen. I maj faldt kinesiske aktier med lidt over 1 %, selvom aktier fra udviklingslande generelt steg med godt 10 %.
Årsagen? En del af problemerne kan formentlig spores tilbage til fortsat svag indenlandsk efterspørgsel, problemer i ejendomssektoren og geopolitisk usikkerhed, som holder internationale investorer tilbage.
Månedens detalje:
SpaceX vil have 1 mio. mennesker til at bo på Mars 
Elon Musks rumfartsselskab SpaceX har taget nye skridt mod en børsnotering (IPO), og mange investorer forventer allerede, at selskabet kan få en rekordhøj markedsværdi for et ny-noteret børsselskab.
Én detalje har fået en del ekstra opmærksomhed. Det drejer sig om Elon Musks bonusmål, som blandt andet inkluderer ambitionen om at få 1 million mennesker til at bo permanent på Mars.
Det er ikke en målsætning, man nødvendigvis skal tage bogstaveligt, for Musk er kendt for at sætte meget ambitiøse mål, der skaber stor interesse for hans selskaber. Han har gjort det samme med Tesla, og måske er ambitionen om en million marsboere en måde til at skabe hype forud for en børsnotering.
LÆS OGSÅ: Verdens største børsnoteringer banker på døren - skal du åbne døren?
Meget mere investering?
Eksperternes investeringstips, Top 10-lister, indsigter og gode råd.
Læs meget mere om investering lige her
Disclaimer: Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet og dokumentet med central information, som du kan finde på www.danskeinvest.dk

