Tal bolig med os
Det er SKØNT at hive havemøblerne ud af skuret og drikke kaffe på terrassen. Men der er også en vis risiko for at få kaffen galt i halsen.
For når du som husejer får tid til at se på din bolig i sommerens klare lys, så har slid og skader det med at springe i øjnene.
Efter en lang vinter hører rådgiverne hos byggesagkyndig.nu fra mange danskere, der har spørgsmål og bekymringer om deres bolig. Og afdelingschef Morten K. Mathiasen kan godt forstå, at kaffen skvulper lidt over hos nogle husejere.313c6f0c-00090249-b99db14a
Dansk vintervejr er hårdt for huset
”Den danske vinters kombination af regn og frost er jo hårdt for huset. Det er ikke usædvanligt, at man får øje på stumper af mørtel eller puds i blomsterbedene langs huset,” siger Morten K. Mathiasen.
Afskallet mørtel og puds skyldes ofte frostskader på husets sokkel eller murværk. Men også andre vejrfænomener driller de danske boligejere.
Blæst kan give skæve tagsten, og regn, vind og frost slider på vindskeder og andet træværk – og det er bare de mest almindelige eksempler på, hvad sommeren bringer for dagen. Så kan være nok at tage fat på, konstaterer Morten K. Mathiasen.
Hvad koster det at låne til dit boligprojekt?
Start med små, men vigtige opgaver
Nogle af sommerens opgaver er lige til at gå til. Dem gælder det om at få fikset, så de ikke fører til større skader på dit hus, lyder rådet fra Byggesagkyndig.nu.
”Hvis der fx er blæst en tagsten løs, så få den på plads hurtigst muligt. Det tager måske 10 minutter at sikre, at der ikke trænger vand ind under dit tag,” siger Morten K. Mathiasen.
Og så ligger det lige for at tage fat på maleopgaverne.
”Det tager mere end ti minutter. Men det er en simpel opgave at male træværket
– og ud over at du passer godt på dit hus, så pynter det gevaldigt nu og her.”
Spar op og læg en plan for store opgaver
Større renoveringsopgaver kræver lidt mere planlægning. Det kan fx være, hvis dit hus skal have nyt tag, eller hvis fugerne i murværket skal skiftes på hele huset.
”Når vi kommer ud og finder større skader, som bør udbedres hurtigst muligt, så kan det være en hård besked for husejerne,” fortæller Morten K. Mathiasen.
”Et nyt tag eller nye fuger skal de fleste have håndværkere til at hjælpe med, og det koster mere, end mange lige har stående på vedligeholdelseskontoen.”
Han anbefaler, at man allierer sig med en uvildig byggesagkyndig og får vurderet, hvad der skal laves nu, og hvad der kan vente et år eller to.
Og så anbefaler han, at du som husejer sparer op på en vedligeholdelseskonto og lægger en plan for den fremtidige vedligeholdelse af huset. Så kommer du lidt på forkant med opgaverne og minimerer risikoen for at få kaffen galt i halsen, når havemøblerne tages i brug.
”Vi driller husejerne lidt med, at de hellere vil kigge på haven end på huset. Det er kærligt ment, for hvis man vil passe godt på sit hus, så er man nødt til at kigge det efter i sømmene indimellem.”
Tal bolig med os
Har du brug for et godt råd om økonomien, når du skal forbedre din bolig? Vi hjælper gerne med at regne på dine muligheder, hvis du overvejer at låne til boligforbedringer.