Del

Vi høster en del af gevinsten på danske aktier

Danske Bank har valgt at skrue lidt ned for de danske aktier efter et indtil videre forrygende år, fortæller chefstrateg Tine Choi.

Danske aktier har indtil nu haft et forrygende 2017 og har givet både europæiske og amerikanske aktier baghjul, men nu mener Danske Banks chefstrateg Tine Choi, at det er på tide at tage noget af gevinsten hjem.

”Vi har valgt at skrue ned for danske aktier i vores investeringsunivers, så vi nu har en undervægt og dermed færre danske aktier, end vi forventer at have på lang sigt,” siger hun. 

Det vil sige, at Danske Bank anbefaler, at investorer aktuelt har mellem 10 og 15 procent af deres aktieinvesteringer i danske aktier afhængig af deres risikoprofil.

Hvor danske aktier hidtil i 2017 er steget med 21 procent, er tallet 12 procent for europæiske aktier og 4 procent for amerikanske aktier, opgjort i euro. Opturen på det danske aktiemarked har ifølge Tine Choi primært været drevet af medicinalsektoren.

Medicinalsektoren fylder meget
” Medicinalsektoren har oplevet en genoplivning efter et hårdt andet halvår af 2016, der blandt andet kostede et stort kurstab for investorerne i Novo Nordisk efter skuffende udmeldinger i forbindelse med regnskaber. Men i år har vi set flotte stigninger i aktien,” siger hun.

Netop medicinalsektoren er en af årsagerne til, at Danske Bank har besluttet at reducere andelen af danske aktier. Chefstrategen forklarer, at det danske C20-indeks har en meget skæv fordeling i forhold til det globale aktiemarked. 

”Medicinalselskaberne Novo Nordisk, Lundbeck, Coloplast og Genmab udgør næsten 52 procent af C20-indekset, og det er ekstremt meget set i forhold til, at medicinalsektoren blot udgør lidt over 11 procent af det globale aktiemarked målt på det globale MSCI-indeks,” fortæller Tine Choi, der også påpeger, at det danske aktiemarked er domineret af relativt få selskaber. 

Samtidig, påpeger hun, er der ingen teknologiselskaber i C20-indekset og kun få større teknologiselskaber som Nets og SimCorp uden for C20-indekset. Teknologisektoren er ellers en af de største og mest betydningsfulde sektorer på verdensplan og udgør næsten 18 procent af det globale aktiemarked. 

Ensidig investering gør sårbar
”Som investor giver danske aktier en stor sårbarhed over for udviklingen i enkelte selskaber og enkelte sektorer. Det kan være fantastisk, når det går godt, hvilket vi har oplevet hidtil i år, men i øjeblikket vurderer vi, at europæiske aktier giver et mere attraktivt forhold mellem potentielt afkast og risiko end danske aktier,” siger chefstrategen.

Tine Choi understreger dog, at Danske Bank ikke har nogen grundlæggende modvilje mod medicinalaktier. Faktisk har Danske Bank aktuelt en overvægt i medicinalsektoren, men fokus er på en bredere geografisk eksponering mod sektoren frem for et snævert fokus på danske medicinalselskaber.

Få din helt egen rådgiver

Ved du allerede en del om investering? Og vil du gerne vide endnu mere og kunne mere selv?

Så kan du for 100-200 kr. om måneden få en fast investeringsrådgiver, som hjælper dig på vej.

Løsningen hedder Danske Investering + 

Læs mere

- eller ring til os på 70 20 22 96 alle hverdage fra 9.00-18.00

Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.