Kort fortalt
- Flere private investorer har købt end solgt Novo Nordisk-aktier under sommerens store kursfald.
- Selv om der er krisestemning, er selskabet på ingen måde på vej i graven.
- Salg og produktudvikling bliver afgørende for aktiens fortsatte udvikling.
- Aktieanalysechef Carsten Lønborg Madsen: Det gælder om at få vendt udviklingen i USA, og derudover er tillid en afgørende faktor.
- Investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen: Der er intet quick fix – det bliver snarere et langt sejt træk for aktien.
ANBEFALINGERNE her på Investeringsnyt er primært tiltænkt investorer, der selv ønsker at investere med input og sparring fra os. Har du investeret i en investeringsløsning i Danske Bank som fx Danske Porteføljepleje, tager vores specialister løbende hånd om at pleje og optimere dine investeringer.
TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her
Siden toppen i juni 2024 har Novo Nordisk-aktien mistet omkring 65 pct. af sin værdi – senest med et stort kursdyk i slutningen af juli i år, da selskabet skruede markant ned for forventningerne til salgsvæksten i 2025.
Mange privatkunder i Danske Bank har benyttet sommerens kursfald til at købe aktier i Novo Nordisk. Vores data viser, at markant flere har købt end solgt, siden nedjusteringen i juli sendte aktien ned i niveauet 300-325. Til sammenligning toppede kursen på omkring 1.000 for godt et år siden – og det niveau håber sommerens mange købere naturligvis, at aktiekursen vil bevæge sig op imod igen.
På den korte bane skal vi holde øje med, om selskabet kan vende udviklingen i USA ... Det vil have stor betydning for indtjeningen i 2025 og 2026. Carsten Lønborg Madsen, aktieanalysechef i Danske Bank.
Er det nu, man skal købe?
Så det oplagte spørgsmål til Carsten Lønborg Madsen, som er aktieanalysechef i Danske Bank, er naturligvis: Er det så et godt tidspunkt at købe Novo Nordisk-aktier på nu?
”Det afhænger blandt meget andet af udviklingen på det amerikanske marked for Novo Nordisks mest sælgende lægemidler: Ozempic mod diabetes og Wegovy mod fedme,” fortæller Carsten Lønborg Madsen og fortsætter:
”Novo Nordisk er under pres på det amerikanske marked, hvor væksten har skuffet. På den korte bane skal vi holde øje med, om selskabet kan vende udviklingen i USA, efter Mike Doustdar har afløst Lars Fruergaard Jørgensen som ny topchef i Novo Nordisk. Det vil have stor betydning for indtjeningen i 2025 og 2026,” siger han.
Investorernes tillid er afgørende
Carsten Lønborg Madsen holder især øje med de ugentlige data for udskrevne recepter i USA, som bliver offentliggjort hver fredag. Ifølge aktieanalysechefen giver de et nærmest 100 pct. retvisende billede af udviklingen.
”De seneste uger har været gode for Wegovy, mens Ozempic stadig hænger. Det er dog for tidligt at drage større konklusioner,” fortæller han.
Senest tog Novo Nordisk-aktien mandag i denne uge et mindre spring i vejret til 347,5, efter Wegovy er blevet godkendt til behandling af fedtlever i USA. En lille opmuntring i en svær tid.
Carsten Lønborg Madsen nævner også ordet tillid som en væsentlig faktor for den fremtidige kursudvikling. Investorerne skal have tillid til, at Novo Nordisk på lidt længere sigt har en konkurrencedygtig portefølje af lægemidler, der kan sikre fremtidig vækst.
”Her holder vi blandt andet øje med de afsluttende fase 3-forsøg med fedmemidlerne CagriSema og Amycretin. CagriSema kommer med resultater i første halvår af 2026, hvor det testes direkte op imod Zepbound fra konkurrenten Eli Lilly. Her skal CagriSema vise, at det er bedre til at sænke patienternes vægt. Det behøver ikke være meget bedre – men det skal være bedre,” siger Carsten Lønborg Madsen.
5 års kursudvikling for Novo Nordisk
Den 6. august i år lukkede Novo Nordisk-aktien i kurs 289,5 – den foreløbige bund siden kursfaldene fra toppen i 2024. Historiske afkast er ingen pålidelig indikator for fremtidige afkast, og afkast kan blive negative.
Kilde: Macrobond pr. 20.08.2025. Der er taget højde for aktiesplit i 2023.
Strateg: Bliver et langt sejt træk
Lars Skovgaard Andersen har som Danske Banks investeringsstrateg også fulgt udviklingen i Novo Nordisk indgående.
Han vil ikke forholde sig til, om man som investor skal investere i Novo Nordisk. Det vil altid afhænge af den enkelte investors risikoprofil og tidshorisont, understreger han. Han advarer dog imod at forvente hurtige gevinster, blot fordi aktien er faldet meget og derfor måske kan virke billig.
”Man skal ikke investere i Novo Nordisk i forventning om, at selskabet over natten kommer retur til fordums storhed på aktiemarkedet. Der er intet quick fix – det bliver snarere et langt sejt træk, hvor selskabet skal bevise sig i forhold til både salg og produktudvikling. Der er ingen hurtige smutveje tilbage til toppen for Novo Nordisk. Men når det er sagt, er det jo stadig et selskab, der tjener rigtig mange penge. Selskabet er ikke på vej i graven, selv om man næsten kan få det indtryk – men udviklingen har tydeligvis ikke indfriet investorernes forventninger, og i sidste ende er det afgørende,” siger Lars Skovgaard Andersen.
Et klassisk råd til investorer
Har du Novo Nordisk-aktier i porteføljen eller overvejer at investere, så anbefaler investeringsstrategien, at de kun udgør en begrænset andel af dine samlede aktieinvesteringer.
”Det er et klassisk råd, der gælder for alle investeringer i enkeltaktier. Samtidig er det vigtigt, at du sørger for god spredning i dine investeringer på tværs af aktier fra forskellige sektorer og regioner,” siger Lars Skovgaard Andersen.
Den letteste måde at sikre sig god risikospredning er ved at investere i en eller flere fonde med aktier – som fx den globale aktiefond Danske Invest Global Indeks*.
”Det er en hurtig og enkel måde at investere med stor spredning på tværs af regioner og sektorer, og samtidig er de løbende omkostninger i fonden i den lave ende, så det er en forholdsvis billig måde at investere,” siger investeringsstrategen.
Du kan både investere i Danske Invest Global Indeks i netbanken og mobilbanken – også med en aktiesparekonto og i Danske Månedsinvestering, hvor det er den mest populære fond. Forbrugerrådet Tænk har for nylig tildelt fonden et ”Anbefaler” i deres store test af fonde med globale aktier – læs mere her.
KORT FORTALT: Novo Nordisks storhed og fald
Ekstraordinær vækst: Novo Nordisk blev verdens største farmaceutiske selskab i 2023-2024, drevet af revolutionerende lægemidler som Ozempic mod diabetes og fedmemidlet Wegovy.
Sårbar afhængighed: I 2025 udgjorde disse to lægemidler 64 pct. af virksomhedens omsætning, hvilket har skabt en betydelig afhængighed af dem.
Massivt værditab: Aktien er faldet omkring 70 pct. fra toppen i juni 2024 som følge af blandt andet skuffende vækst og dårligere testdata end ventet for nyt fedmemiddel, og markedsværdien er reduceret med ca. 3.000 mia. kroner.
Den sorte tirsdag: Et kursfald på 23 pct. på én dag i juli i år blev udløst af en massiv nedjustering af vækstforventningerne for 2025.
Konkurrence og pres: Amerikanske Eli Lilly samt billigere versioner af lignende præparater har øget konkurrencen på det lukrative marked for fedmemedicin.
Lederskifte: CEO Lars Fruergaard Jørgensen er blevet afskediget som følge af virksomhedens krise, og Maziar Mike Doustdar har overtaget jobbet som topchef pr. 7. august 2025.
Vejen tilbage: Den nye ledelse skal accelerere salget, udvikle nye produkter og finde en balance mellem pris og profitabilitet på Novo Nordisks lægemidler.

Få vores nyhedsbrev om investering
Jeg vil ikke gå glip af nogetFoto i toppen: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix..
*Det fulde fondsnavn er Investeringsforeningen Danske Invest Global Indeks, klasse DKK d.
Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historiske afkast ikke er en indikation af fremtidige afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering. Vi henviser dig til at læse prospektet og dokumentet med central information, inden du træffer en endelig investeringsbeslutning. Et sammendrag af investorrettigheder er tilgængeligt på dansk og kan sammen med mere information om fondens bæredygtighedsrelaterede egenskaber findes her. Beslutningen om at investere i fonden bør træffes under hensyntagen til alle fondens miljømæssige og/eller sociale karakteristika som beskrevet i prospektet. Danske Invest Management A/S kan beslutte at opsige aftalerne, som er indgået med henblik på markedsføring af dets fonde.