Kort fortalt
- En håndfuld danske aktier har oplevet ekstraordinært store kursfald henover sommeren – andre markante kurshop.
- En række mere overordnede faktorer påvirker potentielt det danske aktiemarked i øjeblikket.
- Danske aktiers særstatus er fortid – de seneste år har de haltet langt efter globale aktier.
- Vi anbefaler generelt, at du kun har omkring 10 pct. af dine aktieinvesteringer i danske aktier.
ANBEFALINGERNE her på Investeringsnyt er primært tiltænkt investorer, der selv ønsker at investere med input og sparring fra os. Har du investeret i en investeringsløsning i Danske Bank som fx Danske Porteføljepleje, tager vores specialister løbende hånd om at pleje og optimere dine investeringer.
TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her
Danske aktier har hen over sommeren virket lige så stabile som popcorn i en varm gryde. En håndfuld store selskaber har oplevet dage med massive kursfald i størrelsesordenen 15-30 pct. Her tænker jeg på Novo Nordisk, Ørsted, Pandora og Rockwool. Modsat har vi dog også set dage med stigninger i samme størrelsesorden fra GN Store Nord, Bavarian Nordic og Vestas.
Den slags kursudsving er normalt ikke hverdagskost, men i øjeblikket er vi inde i en dramatisk stime. Er det blot tilfældigt, eller er der en større sammenhæng?
Selvfølgelig har udsvingene i hver enkelt aktie haft hver sin gode forklaring, og i den forstand er det måske lidt tilfældigt, at så mange markante nyheder netop har ramt det danske aktiemarked hen over sommeren. Ørsted har fx udfordringer med flere havvindprojekter i USA, Novo Nordisk er blandt andet presset på salgsvæksten, mens Vestas strøg i vejret efter godt nyt om støtteordninger i USA. Blot for at nævne et par eksempler.
Det danske aktiemarked er tyndt besat inden for to af tidens helt store temaer – forsvar og kunstig intelligens. Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
Fire potentielle faktorer
Når jeg taler med analytikere og aktiehandlere i Danske Bank, peger de dog også på mere overordnede faktorer, der potentielt har en lidt bredere påvirkning:
- Mange institutionelle investorer har øget deres fokus på andre markeder. Det danske aktiemarked er tyndt besat inden for to af tidens helt store temaer – forsvar og kunstig intelligens (AI). Samtidig er vores selskaber inden for vedvarende energi udfordret af Donald Trumps skeptiske syn på klimaforandringer, mens atomkraft bliver i stigende grad betragtet som et klimavenligt alternativ til sol- og vind.
- Den politiske usikkerhed er steget betydeligt med Donald Trump som præsident, og det har i flere tilfælde haft direkte konsekvenser for danske selskaber – som fx når hans administration stopper halvt opførte havvindprojekter, som Trump blandt andet påstår dræber hvaler …
- Der kan være mindre ”tørt krudt” hos private danske investorer, som måske har skudt så meget på Novo Nordisk det seneste år, at de efterhånden har færre midler dedikeret til opkøb i forbindelse med kursfald.
- Større udbredelse af AI til hurtig vurdering af nyheder samt kombinationen af AI og kvantitative modeller til at analysere og forudsige markedsbevægelser kan forstærke kursudsving og øge presset på aktier, der falder. Men det rammer naturligvis ikke kun danske aktier specifikt.
Globale aktier er stukket af
5 års akkumuleret afkast for danske aktier (C25) vs. globale aktier. Historiske afkast er ingen pålidelig indikator for fremtidige afkast, og afkast kan blive negative.
Kilde: Macrobond.
Kæmpe efterslæb i afkastet
På et mere overordnet plan er det nok endegyldigt på tide at vinke farvel til forestillingen om danske aktiers exceptionalisme.
Historisk set har danske aktier i perioder leveret markant højere afkast end globale aktier, og det har spredt en stemning af, at danske aktier var noget særligt. Over de seneste 5 år har C25 imidlertid givet et samlet afkast på 23,1 pct, mens globale aktier (MSCI ACWI) til sammenligning har givet et afkast på 79,6 pct. Ikke meget Danish Dynamite over det.
Selv om C25-selskaberne er danske, har flertallet en global eksponering og bliver af udenlandske investorer vurderet som en del af en nordisk, europæisk eller global portefølje. Her skal de konkurrere med andre selskaber om at være attraktive inden for deres område, og vi har måske været forvent med, at en række danske selskaber ikke blot var danske investorers darlings, men også resten af verdens. Nu er vi i en fase, hvor dette fænomen er kraftigt aftaget – blandt andet fordi andre temaer er mere hotte. Som nævnt er vi blandt andet gået fuldstændig glip af AI-bølgen på det danske aktiemarked.
LÆS OGSÅ: Forsvarsaktier har været det hotteste tema i 2025 - hvad nu?
Ser fortsat muligheder i Danmark
Det ændrer dog ikke ved, at mange danske selskaber fortsat klarer sig virkelig godt, og at vi fortsat ser mange interessante investeringsmuligheder herhjemme. Men sørg som altid for god spredning – både på tværs af forskellige danske aktier og på tværs af landegrænser. Som tommelfingerregel anbefaler vi, at danske aktier blot udgør omkring 10 pct. af dine samlede aktieinvesteringer.

Hvis du vil investere i danske aktier
Vil du investere i danske aktier, kan du blandt andet gøre det via en aktiefond. Det er en let og hurtig måde at sikre god risikospredning på tværs af mange forskellige aktier.
Vil du have bred eksponering mod det danske aktiemarked, kan du fx investere i indeksfonden Danske Invest Danmark Indeks*. Så vil du typisk få et afkast før omkostninger på niveau med den generelle udvikling for det danske aktiemarked. Omkostningerne er som regel lavest for indeksfonde.
Du kan også vælge en aktivt forvaltet fond, hvor porteføljeforvaltere sammensætter en portefølje af danske aktier, som de forventer vil klare sig bedre end markedet generelt. Modsat risikerer du også at få et dårligere afkast. Det kan fx være fonden Danske Invest Danmark*.
Du kan investere i begge fonde i både Danske Månedsinvestering og på en aktiesparekonto.

Få vores nyhedsbrev om investering
Jeg vil ikke gå glip af noget*De fulde fondsnavne er Investeringsforeningen Danske Invest Danmark Indeks, klasse DKK d og Investeringsforeningen Danske Invest Danmark, klasse DKK d.
Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør
ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historiske afkast ikke
er en indikation af fremtidige afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid
med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle
og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og
hensigtsmæssigheden af en investering. Vi henviser dig til at læse prospektet
og dokumentet med central information, inden du træffer en endelig investeringsbeslutning.
Et sammendrag af investorrettigheder er tilgængeligt på dansk og kan sammen med
mere information om fondens bæredygtighedsrelaterede egenskaber findes her (under Dokumenter):
Danske Invest Danmark Indeks
Danske Invest Danmark
Beslutningen om at investere i fonden bør træffes under hensyntagen til alle
fondens miljømæssige og/eller sociale karakteristika som beskrevet i
prospektet. Danske Invest Management A/S kan beslutte at opsige aftalerne, som
er indgået med henblik på markedsføring af dets fonde.