Kort fortalt

  • Regnskaberne er den store test på, om virksomhederne kan indfri markedets forventninger.
  • IT og energi driver størstedelen af den forventede vækst i indtjeningen.
  • Høje forventninger øger risikoen for markante kursudsving ved skuffelser.
  • Som investor bør du fastholde din strategi og sprede risikoen.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 
Sebastian Ditlev Klinker 

Regnskabssæsonen er skudt i gang, og i de kommende uger vil en lang række virksomheder offentliggøre deres resultater for 3. kvartal. Regnskaberne giver et indblik i, hvordan virksomhedernes omsætning og indtjening har udviklet sig, men måske endnu vigtigere fortæller de noget om forventningerne til de kommende kvartaler. Derfor kan regnskabssæsonen få stor betydning for både de enkelte aktier og aktiemarkedet som helhed.

Vi har stillet strateg Sebastian Ditlev Klinker fire centrale spørgsmål om regnskabssæsonen:

1. Hvorfor er regnskabssæsonen så vigtig?

"Aktiekurserne afspejler investorernes forventninger til virksomhedernes fremtidige indtjening. Regnskabssæsonen er derfor en vigtig test af, om virksomhederne kan leve op til de forventninger, som allerede er indregnet i kurserne.

Det afgørende er ikke kun, om omsætningen og indtjeningen er steget eller faldet. Det handler mindst lige så meget om, hvordan resultaterne klarer sig i forhold til markedets forventninger. Derfor kan selv et umiddelbart godt regnskab sende en aktie ned, hvis investorerne havde forventet endnu mere.

Samtidig fortæller mange virksomheder, hvad de forventer af de kommende kvartaler. Disse udmeldinger kan være mindst lige så vigtige for aktiekurserne som resultaterne for det kvartal, der er afsluttet," fortæller Sebastian Ditlev Klinker.

LÆS OGSÅ: 5 grunde til at aktieopturen kan fortsætte

2. Hvad forventer markedet af 3. kvartal?

"Forventningerne er høje. Indtjeningen blandt virksomhederne i det amerikanske aktieindeks S&P 500 ventes at være steget med 29,6 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Holder forventningerne stik, vil det være tredje kvartal i træk med en indtjeningsvækst på mere end 25 pct.

Indtjeningsestimatet er samtidig blevet hævet fra 26,7 pct. ved udgangen af 2. kvartal, og rekordmange selskaber er kommet med positive udmeldinger om kvartalet. Markedet går med andre ord ind i regnskabssæsonen med tiltagende optimisme.

Det er et stærkt udgangspunkt, men optimismen efterlader også mindre plads til skuffelser. Samtidig dækker den samlede indtjeningsvækst over store forskelle mellem sektorerne. Alle 11 sektorer ventes ganske vist at levere positiv indtjeningsvækst, men væksten varierer betydeligt på tværs af sektorer. De tre sektorer energi, IT og kommunikationsservices ventes at levere de højeste vækstrater. I kommunikationsservice er væksten dog især drevet af Meta Platforms, hvis lave indtjening efter en stor engangsskat sidste år løfter den forventede år-til-år-vækst markant.

Målt på bidraget til den samlede indtjeningsfremgang er IT og energi særligt vigtige. De står tilsammen for næsten tre fjerdedele af den forventede indtjeningsfremgang i S&P 500, mens IT alene ventes at bidrage med omkring halvdelen. Ser vi bort fra IT og energi, er den forventede indtjeningsvækst i S&P 500 omkring 11 pct. Det er fortsat en pæn fremgang og ikke langt fra den gennemsnitlige vækst for det samlede indeks gennem de seneste ti år."

3. Hvad holder I særligt øje med?

"Først og fremmest bliver det vigtigt, at virksomhedernes indtjening kan leve op til forventningerne. Det gælder ikke mindst efter den seneste tids stigninger i renter og energipriser, der kan presse indtjeningen. Derfor bliver det vigtigt at lytte efter, om virksomhederne ser et stigende omkostningspres eller ændrer deres forventninger til de kommende kvartaler.

De største teknologi- og AI-relaterede selskaber bliver særligt vigtige at følge. IT-sektoren udgør alene omkring 40 pct. af markedsværdien i S&P 500, men flere af de største selskaber bag AI-investeringerne er placeret i andre sektorer. Tilsammen har selskaberne derfor særlig stor betydning for både indeksets indtjening og om indekset samlet set kan leve op til forventningerne.

Et centralt spørgsmål bliver også, om de største udbydere af cloud- og datacenterkapacitet fastholder det høje investeringstempo trods de højere renter. Det har stor betydning for efterspørgslen efter blandt andet halvledere, datacentre, strøm og anden infrastruktur.

Endelig holder vi øje med bredden i indtjeningsfremgangen. Det vil være et positivt signal, hvis fremgangen for alvor også breder sig til flere sektorer end blot IT- og energiselskaber."

4. Hvordan skal jeg forholde mig som investor?

"For dig som investor er det vigtigste fortsat at holde fast i din langsigtede strategi. De høje forventninger kan give større kursudsving, hvis enkelte selskaber skuffer, men et enkelt regnskab eller én dags kursbevægelse bør sjældent være afgørende for en langsigtet portefølje. En god risikospredning mindsker samtidig betydningen af udviklingen i enkelte selskaber og sektorer.

Regnskabssæsonen bliver en vigtig temperaturmåling på fundamentet for det amerikanske aktiemarked. Vi går optimistiske ind i regnskabssæsonen med et positiv syn på aktier. Væksten i økonomien er solid, og tonerne fra virksomhederne er positive. Gode regnskaber og positive forventninger vil understøtte stemningen på markedet."

USA Flag

Her ser vi bedst afkastpotentiale – og sådan kan du investere

Aktuelt ser vi bedst afkastpotentiale i amerikanske aktier – blandt andet på grund af den høje vækst i selskabernes indtjening i USA. Du kan fx investere bredt i amerikanske aktier via indeksfonden Danske Invest USA Indeks*, der har flere end 450 forskellige amerikanske aktier i porteføljen, herunder en række af verdens største teknologiaktier. 

Vær dog opmærksom på risikoen ved en investering. Trods den store risikospredning vil du stadig få tab i tilfælde af bredere kursfald på aktiemarkedet – fx hvis den økonomiske vækst eller inflationen overrasker negativt, eller bølgen af investeringer inden for kunstig intelligens (AI) mister pusten.

Køb fonden

Nyhedsbrev
Få løbende anbefalinger fra vores eksperter

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev om interessante investeringsmuligheder.

Jeg vil ikke gå glip af noget

*Det fulde fondsnavn er Investeringsforeningen Danske Invest USA Indeks, klasse DKK d.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet, dokumentet med central information samt et sammendrag af investorrettigheder på dansk, som du kan finde på danskeinvest.dk.