Kort fortalt
- Prediction markets afspejler forventninger – ikke nødvendigvis fremtiden.
- Store spillere kan påvirke priserne uden at have ret.
- Markedspriser kan rumme både viden, håb og frygt.
- Manipulation er mulig, især på mindre likvide markeder.
- Brug prediction markets som temperaturmål – ikke krystalkugle.
TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her

For bare få år siden var prediction markets et nichefænomen for økonomer, statistikere og betting-entusiaster. I dag er platforme som Polymarket og Kalshi, hvor folk kan sætte penge på, om en fremtidig begivenhed sker eller ej, blevet faste indslag i finansmedierne, på sociale medier og blandt investorer, der forsøger at aflæse fremtiden.
Populariteten skyldes en simpel idé: Hvis tusindvis af mennesker sætter penge på fremtidige begivenheder, må markedsprisen på væddemålet vel være det bedste bud på udfaldet. Derfor bliver prediction markets ofte fremstillet som en moderne krystalkugle, der kan være mere præcis end både eksperter, økonomer og meningsmålinger.
Det minder i virkeligheden om aktiemarkedet. Vi har det med at antage, at de største spillere også er de klogeste. Men historien er fyldt med eksempler på det modsatte.Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
Men hvad nu hvis prediction markets i højere grad afspejler holdningerne hos en håndfuld kapitalstærke aktører end markedets samlede indsigt?
Det spørgsmål rejser et studie fra University of California, Berkeley. Forskerne analyserede mere end 5.000 kontrakter på Polymarket og Kalshi og fandt, at de største investorer – de såkaldte "whales" – ikke nødvendigvis er de bedste til at forudsige fremtiden. Tværtimod ser de ud til gennemsnitligt at klare sig dårligere end mindre investorer. Studiet peger samtidig på, at mange store aktører handler på stærke narrativer og overbevisninger frem for information alene.
Konklusionen er interessant. Hvis få store spillere får stor indflydelse på prisdannelsen, risikerer markedsprisen at afspejle deres ønsker snarere end markedets samlede vurdering. Det minder i virkeligheden om aktiemarkedet. Vi har det med at antage, at de største spillere også er de klogeste. Men historien er fyldt med eksempler på det modsatte.
LÆS OGSÅ: Tør du købe de aktier, der allerede er steget?
Priser kan også skubbes
Samtidig udfordres forestillingen om, at prediction markets altid finder den rigtige pris. Et akademisk studie fra 2025 viste, at prediction markets kan manipuleres, og at målrettede handler i nogle tilfælde kunne påvirke priserne i op til 60 dage efter den oprindelige handel. Studiet omfattede 817 forskellige prediction markets og viste, at manipulation er vanskeligere på store og likvide markeder, men langt fra umulig.
Bekymringen er ikke kun teoretisk. Stanford Law School har samtidig peget på risikoen for manipulation og insider-information i de hurtigt voksende prediction markets.
Der er også et andet forhold, som investorer bør være opmærksomme på: De fleste deltagere taber penge, mens gevinsterne i høj grad er koncentreret hos en mindre gruppe af de mest succesfulde deltagere. Kalshi har fx oplyst, at over 70 pct. af brugerne har været urentable over de seneste seks måneder.
Mellem finansmarked og betting
Prediction markets er samtidig blevet centrum for en voksende debat i USA. Kritikere mener, at platforme som Polymarket og Kalshi i praksis minder mere om betting end om traditionelle finansielle markeder, og flere delstater fører nu retssager mod branchen.
Men det interessante er, at Federal Reserve faktisk ser værdi i prediction markets. Forskere fra den amerikanske centralbank fremhæver, at de giver et unikt realtidsbillede af investorernes forventninger til økonomien. Pointen er ikke, at prediction markets altid har ret, men at de giver et værdifuldt øjebliksbillede af forventningerne her og nu.
Et temperaturmål – ikke en krystalkugle
Men måske er det netop her, mange investorer går galt i byen. For forventninger er ikke det samme som virkelighed. Derfor ser jeg prediction markets som et interessant temperaturmål på stemningen i markedet – men ikke som en krystalkugle. For når investorer sætter penge på fremtiden, investerer de ikke kun deres viden. De investerer også deres håb, frygt og overbevisninger. Med andre ord skal du være varsom med at basere dine investeringer på prediction markets.
Prediction markets kommer sandsynligvis til at fylde endnu mere de kommende år. Investorer elsker alt, der ligner en genvej til fremtiden. Måske er den største risiko ved prediction markets derfor ikke, at de tager fejl. Det er, at vi kommer til at tro, at de ikke kan tage fejl.

Få løbende anbefalinger fra vores eksperter
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev om interessante investeringsmuligheder.
Jeg vil ikke gå glip af nogetBemærk, at investering altid indebærer risiko, og der er mulighed for at tabe hele eller dele af det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt.



