Din pension handler ikke kun om din fremtid – også om din nutid
Synes du, at det kan være svært at forholde sig til din pension? Så er du langt fra alene. Men der findes nogle tidspunkter i livet, hvor det er værd at tjekke op på dine pensionsforhold. Her får du råd til syv af dem.
Du ved det godt. I virkeligheden ved vi alle sammen godt, at det er vigtigt at forholde sig til vores pension. Alligevel er pension et område med lav interesse for mange danskere. Abstrakt, kompliceret og svært at forholde sig til – særligt hvis der er relativt længe til du skal på pension.
Men din pension er ikke noget, der kun hører fremtiden til. Det handler i høj grad også om det liv, du lever her og nu. For i mange af de store beslutninger, du træffer i løbet af livet, er økonomi en vigtig ingrediens, der også påvirker din pension.
Kort sagt: Når dit liv ændrer sig, gør dine pensionsbehov det ofte også. Derfor får du her syv tidspunkter, hvor du altid bør give din pensionsordning og -opsparing et serviceeftersyn.
Syv tidspunkter, du altid bør tjekke din pension:
1: Når du får nyt job
Med et nyt job følger vigtige beslutninger. Nogle arbejdspladser tilbyder pensionsordninger, mens andre forventer, at du selv klarer det. Hvis din løn og dine pensionsforhold ændrer sig, bør du tjekke, om du har behov for en supplerende privat pensionsordning, eller om du måske sparer for meget op.
2: Når du køber bolig
At købe bolig er en kæmpe beslutning for de fleste – både personligt og økonomisk. Ofte bliver du nemlig mere afhængig af dine faste indtægter, og hvad sker der så, hvis du fx mister jobbet? Her er det værd at undersøge, om du fx har mulighed for at tegne en forsikring, der kan sikre dig og din familie økonomisk, så I kan blive boende.
Det er i det hele taget en god idé at få overblik over pensionen, hvis du flytter til en ny bolig, eller hvis markedet udvikler sig, så din boligs friværdi ændrer sig. For en boligformue kan nemlig også indgå i dit økonomiske fundament, når du trækker dig tilbage. Og måske sparer du for meget op – eller måske skal du overveje at supplere din nuværende opsparing.
3: Når du får børn
Det er stort at få børn. Men midt i begejstringen glemmer mange af os desværre at tage stilling til, hvordan familien skal klare sig, hvis uheldet skulle være ude, og at det i sidste ende kan få betydning for pensionsopsparingens størrelse at være væk fra arbejdsmarkedet under barselsorlov. Derfor er det en god ide at tjekke op på livs- og ulykkesforsikringer, når baby er kommet til verden.
4: Hvis du bliver alvorligt syg (eller dør)
Det er ikke nok at spare op til din alderdom. Du bør også overveje, om du har de rigtige personforsikringer. Har du fx en forsikring, der dækker din løn, hvis du bliver syg? Og er din familie økonomisk sikret, hvis du bliver syg eller dør? Det kan være svære spørgsmål at forholde sig til, men vil du hjælpe dig selv og din familie bedst muligt, er det nødvendigt at overveje, før uheldet er ude.
5: Når I flytter sammen
Flytter du sammen med en bedre (eller om ikke andet ligeværdig) halvdel, bør I tale om jeres planer for fremtiden. Hvis I skal til at dele de daglige udgifter, betyder det måske, at I har råd til at indbetale mere til pension. Og selv et mindre beløb ekstra hver måned kan få betydning for jeres levestandard, når I går på pension.
Desværre er det ikke alle, der husker at få gennemgået deres livs- og ulykkesforsikringer, når de flytter sammen – og det kan blive et problem. For bor I sammen uden at være gift, er I ikke automatisk sikret så godt som gifte par, hvis uheldet skulle være ude.
6: Hvis I bliver gift
Udover at være en lykkelig begivenhed, så er et bryllup også en perfekt anledning til at kigge på, hvordan I sikrer hinanden bedst muligt. Der er mange ting at tage stilling til, som fx hvad der sker, hvis en af jer mister erhvervsevnen? Og om den tilbageværende af jer kan blive boende, hvis (gud forbyde det) den anden dør?
7: Hvis I bliver skilt
I den lidt mørkere ende af lykkeskalaen finder vi skilsmissen. Det er (forståeligt nok) de færreste, der tænker på skilsmisse, når de bliver gift, men faktum er desværre, at mange ægteskaber går i opløsning – og at pensionen ikke automatisk deles lige ved skilsmisse.
Derfor er det en god idé at blive enige om i forhold til pension og forsikringer, hvis I en dag skulle beslutte jer for at gå hver til sit. For eksempel indgår jeres pensionsopsparinger ikke automatisk i bodelingen, og det betyder umiddelbart, at I alene får det, I hver især har sparet op.
En løsning kan være at få oprettet en ægtepagt hos en advokat, længe inden en evt. skilsmisse bliver aktuel.
Har du styr på din pension?
Pension handler ikke kun om at få råd til en god alderdom. Det handler også om at sikre dig selv og dine nærmeste, mens du stadig arbejder.
Danske Banks brug af cookies og behandling af personoplysninger
Vi bruger data fra egne cookies og data fra cookies, som ejes af tredjeparter. Vi bruger dem i kombination med dertil tilknyttede personoplysninger for at huske dine indstillinger, forbedre vores services, til at følge din brug af hjemmesiden og lave trafikmålinger samt vise de mest relevante budskaber til dig (inklusiv profilering). Nedenfor kan du vælge at sige ok til alle cookies eller selv vælge, hvilke af vores valgfrie cookies du vil acceptere. Dit samtykke dækker både over brug af cookies og den dertil tilknyttede behandling af personoplysninger. Du kan læse mere om brugen af cookies og om vores behandling af personoplysninger. I bunden af hjemmesiden kan du læse mere om, hvordan du tilbagekalder dit samtykke ved at klikke på linket om information om behandling af cookies og personoplysninger på vores websites etc.
Indholdet hentes
Vis
Skjul
Show more rows: All table rows are already visible for screen readers.
Show less rows: All table rows are already visible for screen readers.