Her er en af de mest klassiske tommelfingerregler om investering: Du skal kun investere penge, som du ikke står og skal bruge inden for de kommende 3-5 år. Til gengæld er der ingen øvre grænse for dine penges tidshorisont – ja, faktisk kan du snildt bruge dine investeringer som en slags ekstra pensionsopsparing. 

Privatøkonomisk rådgiver Mette Ahnfeldt Grinsted giver dig her 4 gode råd, der forener pension og investering. 

1: Pension er ikke kun pension

Det kan lyde kryptisk, men det er vigtigt at tænke på pension som noget bredere end pensionsprodukter som fx en ratepension og en aldersopsparing. Det er hele din formue og økonomi, der skal bringes i spil, når du skal planlægge din pension – heriblandt fx din opsparing (inklusive investeringer) og friværdien i din bolig. 

2: Sigt efter at få (mindst) 80 % af din månedsløn udbetalt i pension 

Som et godt pejlemærke for, hvor meget du skal spare op til din pension, anbefaler vi at du som pensionist hver måned har et beløb til rådighed, der svarer til 80 % af din løn (på det tidspunkt, hvor du går på pension). Dette beløb behøver ikke kun være en privat pensionsordning, men kan fx også inkludere folkepensionen, anden opsparing, investeringer og friværdi. 

3: Jo før du kommer i gang, jo bedre

Når vi går på pension, vil den offentlige folkepension for langt de fleste af os ikke være nok til, at vi kan leve det liv, vi har været vant til før pensionen. Så jo før, du kommer i gang med at spare mere op til pension, jo bedre.  

Se bare forskellen her: Ønsker du at forlade arbejdsmarkedet to år før din folkepensionsalder, skal du spare 2 % ekstra af din indkomst op i pension, når du er 30 år gammel. Kommer du først i gang som 60-årig, er det derimod 20 % ekstra af din indkomst, du skal spare op. 

4: Boligejer? Genovervej drømmen om at blive gældfri i din bolig

Har du en ejerbolig, er vores generelle anbefaling, at du sigter efter en gæld på 40-60 % af boligens værdi på det tidspunkt, hvor du går på pension. 

For selvom det helt naturligt kan føles som det naturlige mål at blive gældfri i din bolig, så kan det have en slagside at binde alle dine penge i dine mursten. For de penge er sværere at få adgang til, hvis du får behov for det.  

Derfor er vores opfordring, at du lægger en plan for din boliggæld, så du rammer de 40-60 % i gæld, når du skal på pension, hvis det er muligt. Og hvis det fx åbner for, at du i en periode tilvælger afdragsfrihed på dit lån, så kan du jo vælge at investere de penge, der ellers var gået til afdrag.

Sparer du rigtigt op til pension?  

De 4 gode råd spillede også en stor rolle i vores nylige TÆT PÅ-udsendelsen om pension og privatøkonomi, hvor der blev delt masser af tommelfingerregler, illustrative grafikker, tal-eksempler og stof til eftertanke.  

Du kan se det hele her: 

c428b5fe-129a-4bf5-9377-bdc83b0b442d

 




Få vores nyhedsbrev om investering

Jeg vil ikke gå glip af noget

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt.