Din økonomi efter skilsmissen

Midt i en følelsesmæssigt hård tid kan det være svært også at skulle forholde sig til den økonomiske side af en skilsmisse. Men selvom din økonomi måske bliver strammere, er der mange ting, du kan gøre for at få en sund økonomi fremover.

  • 1.  Ekspert i egen økonomi

    For nogle kan det være overvældende at stå alene med det økonomiske ansvar – særligt hvis man ikke tidligere har været vant til at tage sig af budgetter, betale regninger eller have overblik over familiens indtægter og udgifter. Den positive side af den sag er dog, at du efter skilsmissen kan tage helt nye beslutninger og sammensætte din økonomi på ny.

    Første skridt på vejen mod din egen, velfungerende økonomi er derfor at tage aktivt stilling til, hvordan du gerne vil forme og leve dit fremtidige liv. Dermed har du fundamentet for at undersøge, hvad det kræver rent økonomisk.

  • 2.  Budget

    Når du bliver skilt, vil det ofte betyde mindre råderum i den daglige økonomi, så start med at skabe overblik med et budget. 

    Budgettet skal indeholde alle dine faste indtægter og udgifter som f.eks. udgifter til bolig, forsikringer og dagligvarer. Dine indtægter kan også sagtens ændre sig i forhold til før. F.eks. vil du blive stillet anderledes skattemæssigt, eller måske bliver du berettiget til underholdsbidrag, boligstøtte eller andre sociale ydelser. Ved at få det hele ind i budgettet, kan du få styr på dit økonomiske råderum fremadrettet.

    Ud over de nye, faste udgifter vil mange opleve en del engangsudgifter, når de bliver skilt. Du mangler måske en støvsuger, og børnene skal have en seng, et skab og et skrivebord hos både mor og far. 

    Værktøj: Se her, hvordan du nemt og hurtigt lægger et budget

  • 3.  Bolig

    Hvor skal du bo, når du og din ægtefælle går fra hinanden, og hvor travlt har I med at komme videre? Boligen et vigtigt fundament for dit liv, og det kan være svært at komme videre, før du igen har skabt dig en ny hjemlig base. Men den slags kan tage tid.   

    Hvad du har mulighed for afhænger af din økonomi. Med et budget i hånden får du en fornemmelse af, hvor meget du har råd til at sidde for. 

    Artikel: Kunderådgiver Annemette Lindorff har talt med mange, der skal skilles
    Produkt: Overvejer du at købe ny bolig? Så tal med os om at få et boligkøbsbevis

    Hvor flytter man hen efter skilsmissen?

    Privat udlejning 36,4 %
    Ejerbolig enfamilieshus 21,8 %
    Almennyttig bolig 20,7 %
    Andre boligtyper 7,7 %
    Ejerlejlighed 6,2 %

    Kilde: Center for Boligforskning, Statens Byggeforskningsinstitut

  • 4.  Forsikringer

    Overtager du jeres fælles bolig, er der måske allerede en husforsikring og en indboforsikring , som du kan overtage, men måske skal forsikringssummen ændres, så tag under alle omstændigheder kontakt til forsikringsselskabet. Det samme gælder, hvis du flytter til en ny bolig, for så kan du have brug for nye forsikringer.

    Overtager én af jer familiens bil, er det også vigtigt at få ændret bilforsikringen. Det betyder, at I skal tage stilling til hvem, der fremover skal stå som ejer og bruger af bilen.

    Livsforsikringer udbetales ofte til en ægtefælle. I så fald skal du overveje, om du hellere vil have, at en anden skal modtage forsikringssummen i stedet. Har du og din tidligere partner livsforsikringer med krydslivsdækning, så skal I overvejer, og I vil beholde dækningerne. 

    Som enlig er din økonomi særligt sårbar, hvis du mister din erhvervsevne. Undersøg derfor, om du nu har brug for ekstra dækning, hvis uheldet rammer dig

  • 5.  Pensioner

    Som udgangspunkt deler man alt ved skilsmisse, men sagen er ikke helt så enkel, når det gælder pensioner. Faktisk vurderes det fra sag til sag, hvad der deles. Der er dog nogle overordnede retningslinjer, som I kan læne jer op ad. 


    Hvis jeres pensionsordninger er rimelige, skal de ikke deles. Har du sparet op på kapitalpensioner, ratepensioner og livrenter via din arbejdsgiver i et niveau, der vil kunne betegnes som rimeligt for din uddannelses- og jobsituation, indgår de ikke i bodelingen. 

    Hvis pensionsordningerne ikke er rimelige, skal de deles mellem jer. Det kan f.eks. forekomme, hvis I har indskudt fælles formue på en af jeres pensionsopsparinger.    

    Det er vanskeligt at trække en skarp linje op i forhold til rimelighed. I kan derfor have glæde af at tale med en advokat eller en anden rådgiver, der kan guide jer i forhold til jeres pensioner.

    Vidste du...

    Du kan knytte en række forskellige forsikringer til din pensionsopsparing og dermed sikre dig selv og dine efterladte, hvis du bliver uarbejdsdygtig eller alvorligt syg?

    Hvordan vil du leve, når du går på pension? Tal med os, hvis du vil høre mere om dine muligheder.

    Book møde
  • 6.  Opsparing

    Når du er blevet skilt, vil din økonomi ofte være mere sårbar, end da I var to om at dele udgifterne. Det kan derfor være rart at sikre sig et økonomisk råderum, der kan redde situationen, hvis køleskabet går i stykker, eller børnene skal have nye sko.


    Har du allerede lagt budget, er det let at se, om der er plads til at lægge noget til side hver måned. Er der ikke det, kan du overveje, om der er enkelte budgetposter, som du kan skrue på. Selvfølgelig skal du kunne leve i hverdagen, men sparer du bare 50 kr. op om ugen, bliver det til 7.800 kr. på 3 år. Penge, som kan give dig tryghed i det daglige, eller som kan være med til at forsøde tilværelsen med en oplevelse eller lidt nyt til boligen.

  • 7.  Skat

    Når du bliver skilt, får Skattemyndighederne automatisk besked, og sambeskatning med din tidligere ægtefælle ophører. Skattemyndighederne vil derfor ændre din årsopgørelse, men husk selv at ændre din forskudsopgørelse, hvis der er behov for det. Det vil der sandsynligvis være, hvis...
    ... du og din partner havde fælles bolig inden skilsmissen
    ... du skal til at betale eller modtage ægtefælle- eller børnebidrag
    ... du tidligere havde positiv kapitalindkomst og din ægtefælle negativ – eller omvendt. 
    Læs mere om, hvordan skilsmissen kan påvirke jeres skatteopgørelser på Skat.dk.
     
  • 8.  Drømme

    Uanset hvordan du har det med skilsmissen, er den en oplagt lejlighed til at tænke over, hvordan din fremtid skal forme sig. Hvad drømmer du om, og hvad giver dig værdi i hverdagen? Trives du bedst i en lille bolig midt i byen, eller foretrækker du meget plads ude på landet? Sparer du helst op til uforudsete udgifter, eller er det mere dig at låne til det uforudsete? Drømmer du om at rejse, eller holder du af ferier i baghaven? Begynd med at overveje, hvad der virkelig har betydning for dig. Derefter kan du undersøge, hvad det kræver rent økonomisk.


    Guide
    Læs vores guide om, hvordan du holder styr på pengene, når du skal skilles

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.

Indholdet hentes
Show more rows: All table rows are already visible for screen readers.
Show less rows: All table rows are already visible for screen readers.