Hvert år stemmer Danske Banks medarbejdere om, hvilken velgørende organisation der skal have årets juledonation fra Danske Banks Fond. I år stemte 2.112 medarbejdere, og der var talstærk opbakning til Danske Hospitalsklovne.  

Når en hospitalsklovn træder ind på barnets stue, forvandles hospitalsstuen til et rum fuld af leg og magi. Sammen med barnet skaber klovnen et univers, hvor alt er muligt, og for en stund får barnet lov til at være barn og ikke patient.

”Det er altid rart at give gaver – men det er særligt rart, når gaven kommer dem til gavn, som har allermest brug for det. Danske Hospitalsklovne gør en kæmpeforskel for de indlagte børn,” siger Dorte Eckhoff, chef for Impact Programmes & Development i Danske Bank.  

En kuffert fuld af faglighed

At være hospitalsklovn kræver en helt særlig faglighed. Alle hospitalsklovne uddannes og efteruddannes til at gøre en tryg og positiv forskel for børnene på landets 22 børneafdelinger. Og netop dén sag, valgte over en fjerdedel af medarbejderne i år at støtte op om.  

Danske Hospitalsklovnes direktør, Kenneth Øhrberg Krag, modtog den gode nyhed og de 100.000 kroner med ordene:

”Vi er meget taknemmelige over at blive udvalgt blandt de mange foreninger, der arbejder for gode formål. Pengene vil gå til at sende hospitalsklovne på besøg på børneafdelinger i hele landet. Tak til medarbejderne i Danske Bank for støtten.” 

Danske Hospitalsklovne

Vil du vide mere om de Danske Hospitalsklovne og deres arbejde, så læs mere på deres hjemmeside. 

Læs mere