Kort fortalt

  • Får vi en fredsaftale i Ukraine, bliver det næppe en god aftale set med europæiske øjne. 
  • En genopbygning af Ukraine vil kræve massive investeringer, men der er betydelig usikkerhed om, hvem der får fordel af det.
  • Man skal ikke forvente et "omvendt" energichok.
  • Uanset om der kommer en fredsaftale eller ej, bliver de europæiske forsvarsinvesteringer enorme mange år frem.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 

Der er måske udsigt til fred i Ukraine. Donald Trump vil have en fredsaftale inden jul, og selv om det nok ikke går helt så hurtigt, så er en fredsaftale forhåbentlig rykket tættere på. Så hvordan investerer du i fred? Det er ikke så nemt. 

En mulighed er at investere i bygge- og anlægsbranchen. Genopbygningen af Ukraine bliver en enorm opgave. Skøn på omkostningerne svinger mellem 3.000 mia. og 7.000 mia. kroner over de næste 10 år. Veje, jernbaner, havne, energiforsyning, boliger og digital infrastruktur skal genetableres. 

Uanset om der kommer en fredsaftale eller ej, så bliver de europæiske investeringer i forsvar enorme mange år frem i tiden.  Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.

Betydelig tvivl om mulige fredsvindere

Der er en række store europæiske byggeselskaber mv., som man kan investere i, men det er svært at vide hvor store opgaver de får, og en stor del af genopbygningen kan også blive spredt ud på mange lokale aktører. Indirekte kan producenter af byggematerialer, entreprenørmaskiner mv. få medvind, men timingen er usikker. Og hvis en del af det territorium, der skal genopbygges, ender på russiske hænder, så kommer europæiske firmaer næppe til at stå for den del af genopbygningen. 

Andre “fredsvindere” er fx flyselskaber, som kan få kortere ruter og lavere forsikringspræmier, men effekten er næppe så markant, at den for alvor kan rykke på aktiekursen. Mange andre faktorer har større betydning for det enkelte selskab.

LÆS OGSÅ: Her ser vi bedst afkastmuligheder i 2026

Forvent ikke et omvendt energichok

Fred kan også betyde billigere energi til Europa. Det kan gavne europæisk industri – ikke mindst den tyske, som led voldsomt, da energipriserne steg efter den russiske invasion. Siden krigens start har Europa dog i høj grad omstillet sig til andre energikilder og er nu ved helt at udfase russisk gas. Medmindre der laves nye aftaler, så lukkes der ned for flydende naturgas (LNG) fra Rusland i slutningen af næste år, mens der lukkes for rørledningsgas året efter. Det er ligeledes ambitionen at lukke for russisk olie i løbet af 2027.

Så selv om der måske kan komme billigere energi til Europa, så bliver det ikke ”energichokket” fra invasionen med modsat fortegn. Hvis der kommer en varig fred med Rusland, så kan der måske på sigt åbnes op for russisk gas. Det vil gavne europæisk industri, men timingen gør det usikkert at investere i. Også her er det altså svært og usikkert at investere i freden. 



En god fond, hvis du vil investere i forsvarsaktier

Vil du investere i forsvarsaktier, er fonden Danske Invest Defence & Security* et muligt valg. Fonden investerer bredt i selskaber fra NATO-lande og har primært fokus på selskaber inden for forsvarsindustrien. En mindre del af porteføljen fokuserer på teknologier og tjenester inden for sikkerhed – som fx datasikkerhed.

Næppe en god aftale for Ukraine og Europa

En fredsaftale betyder desværre ikke, at vi kan holde op med at bekymre os om vores evne til forsvar. Hvis der snart kommer en fredsaftale i Ukraine, bliver det næppe en god aftale set med ukrainske og europæiske øjne. Rusland vil sandsynligvis få nogle territoriale indrømmelser, og sikkerhedsgarantier fra USA virker ikke så overbevisende som tidligere. I værste fald kan Putin tænke, at det gik da meget godt, og inden længe begynde at planlægge det næste eventyr.

Truslen fra Rusland forsvinder altså ikke – heller ikke med en fredsaftale i hånden – og der vil fortsat være et massivt behov for oprustning i både Ukraine og resten af Europa. 

Forventer enorme investeringer trods fred

Skulle der komme fredsoverskrifter, kan forsvarsaktier få et kortvarigt dyk. Det har vi nu set flere gange. 

Men den langsigtede trend for forsvarsaktierne peger fortsat opad. For uanset om der kommer en fredsaftale eller ej, så bliver de europæiske forsvarsinvesteringer enorme – i størrelsesordenen 3,5-5 pct. af BNP – mange år frem i tiden. Og der vil være et stort ønske om i højere grad at investere i europæisk produceret forsvar og reducere afhængigheden af USA. Et øget fokus på at kunne forsvare sig selv er desværre blevet en slags geopolitisk megatrend.

Håb på fred, men investér i sikkerhed.



Få vores nyhedsbrev om investering

Jeg vil ikke gå glip af noget

*Det fulde fondsnavn er Investeringsforeningen Danske Invest Defence & Security – Accumulating, DKK.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet og dokumentet med central information, som du kan finde på danskeinvest.dk.