
Chefstrateg Frank Øland.
Kort fortalt
- Donald Trump er potentielt ved at underminere den globale tillid til økonomiske data fra USA.
- Udviklingen kan også få markant betydning for de finansielle markeder og investorer.
- USA kan ende i en tvivlsom klub af lande, hvor data manipuleres for at matche magthavernes ønsker.
- Vi anbefaler dog fortsat, at amerikanske aktier udgør en betydelig andel af dine aktieinvesteringer.
ANBEFALINGERNE her på Investeringsnyt er primært tiltænkt investorer, der selv ønsker at investere med input og sparring fra os. Har du investeret i en investeringsløsning i Danske Bank som fx Danske Porteføljepleje, tager vores specialister løbende hånd om at pleje og optimere dine investeringer.
TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her
Udviklingen på arbejdsmarkedet og inflation er vigtige pejlemærker for de finansielle markeder. Derfor er det afgørende at have adgang til troværdige data for disse vigtige nøgletal. Med den seneste udvikling i USA er der imidlertid god grund til at stille spørgsmålstegn ved, om vi kan stole på amerikanske data i fremtiden.
Da det amerikanske jobtal, det såkaldte kongetal, for knap tre uger siden skuffede markant, passede det slet ikke ind i Donald Trumps fortælling om en stærk økonomi. Den amerikanske præsident reagerede prompte og fyrede den ansvarlige chef for Bureau of Labor Statistics (BLS), Erika McEntarfer, med anklager om at hun havde manipuleret jobtallene.
Samtidig er der måske sendt et signal til andre statistikbureauer: Hvis man gerne vil beholde jobbet, så leverer man data, der passer med præsident Trumps ønskede fortælling.Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.
Udpeger Trump-loyal talknuser
Nu har Trump så nomineret en afløser, økonomen E.J. Antoni. Han er cheføkonom i den konservative tænketank Heritage Foundation, der stod bag den politiske plan Project 2025, som ser ud til at have formet meget af præsidenten ideologi og strategi på det økonomiske område. Han er selvsagt meget loyal overfor Trump.
Der er grund til at være bekymret for, at Antoni vil være villig til at trække statistikken i en retning, der bedre afspejler Trumps verdensbillede. Samtidig er der måske sendt et signal til andre statistikbureauer: Hvis man gerne vil beholde jobbet, så leverer man data, der passer med præsident Trumps ønskede fortælling. Derfor kan der desværre hurtigt blive sået tvivl om amerikanske data over en bred kam, hvis den seneste udvikling fortsætter.
Der er også en risiko for, at vi slet ikke får amerikanske jobdata i en periode. Antoni har nemlig foreslået at suspendere den månedlige statistik, indtil datakvaliteten er i orden.
LÆS OGSÅ: Fra aktiefest til usikkerhed – hvad sker der nu med dine investeringer?
Kan udløse usikkerhed og udsving
Det er en bekymrende udvikling, for data fra BLS spiller en nøglerolle i vores forståelse af verdens største økonomi. Rapporterne om arbejdsmarkedet og inflation fra BLS bruges bredt – fra centralbankens rentebeslutninger til investorernes værdiansættelse af aktiver. Opstår der mistillid til amerikanske data, kan det skabe usikkerhed og volatilitet på globalt plan.
De amerikanske statistikbureauer var allerede under pres inden den seneste udvikling. Deres budget og medarbejderstab er skrumpet markant. Nogle processer i statistikindsamlingen kan selvfølgelig effektiviseres, men det er en bekymring, at man i høj grad har måttet bruge skønnede estimater for at udfylde huller i datagrundlaget. Samtidig er besvarelsesprocenten i mange spørgeskemaundersøgelser faldet. Det øger risikoen for fejl og efterfølgende revisioner.
En tvivlsom klub af lande
Trumps beslutning om at fyre statistikchefen og ansætte en loyalist ligner noget, vi ellers kun ser i mindre stabile udviklingsøkonomier. USA er nu kommet i en tvivlsom klub af lande som fx Tyrkiet, Rusland og Venezuela, hvor der er udbredt mistanke om politisk påvirkning af økonomiske data. Næppe en klub, USA normalt opfatter sig som en del af. De gentagne trusler fra Trump om at fyre centralbankchef Jerome Powell forstærker desværre kun dette billede.
Hvis verdens største økonomi begynder at politisere data, kan det få alvorlige konsekvenser for finansmarkederne. Vi risikerer at få et misvisende billede af den økonomiske udvikling og kan få en markant nedsat sigtbarhed, lidt som at køre bil i tåge. Det vil øge risikoen for forkert værdiansættelse og store prisudsving ikke kun på de amerikanske markeder, men også på de globale finansmarkeder, der læner sig op ad USA som en økonomisk og statistisk rettesnor.
Fortsat positive på aktier
Fremadrettet er vi nødt til at forholde os mere kritisk til, om vi kan blive ved med at stole på amerikanske data. Det gør vi allerede ved at sammenholde mange forskellige datakilder, når vi vurderer økonomien. Det bliver nu endnu mere vigtigt at være opmærksom på, at vigtige datapunkter kan være misvisende.
Investorerne bør følge udviklingen tæt. Data er ikke bare tal på et papir – de er fundamentet for finansielle beslutninger og markedsstabilitet. Hvis vi mister tilliden til data, mister vi også den forudsigelighed, der er afgørende for at navigere i et komplekst marked.
Trods usikkerheden om den fremtidige datakvalitet i USA er vi dog fortsat positive på aktiemarkedet i øjeblikket og anbefaler også, at amerikanske aktier fortsat udgør en betydelig andel af en veldiversificeret portefølje. Trumps kontroversielle tilgang til data ændrer ikke ved, at det amerikanske aktiemarked er verdens største og vigtigste, og amerikanske virksomheders stærke regnskaber, teknologiske styrke, innovationsevne og vækstpotentiale gør fortsat amerikanske aktier attraktive for den langsigtede investor.

Hvis du vil investere i amerikanske aktier
Aktuelt har vi neutral vægt i amerikanske aktier – dvs. at vi i øjeblikket anbefaler, at amerikanske aktier udgør 60 pct. af dine samlede investeringer i aktier. Vil du investere i en aktiefond, der følger det amerikanske aktiemarked, har du både mulighed for at investere med og uden valutaafdækning:
- Danske Invest USA Indeks, klasse DKK d* har ikke afdækket valutarisikoen. Her vil ændringer i dollarkursen dermed også påvirke dit afkast, hvilket både kan være i positiv og negativ retning. Du kan også investere i fonden i Danske Månedsinvestering.
- Danske Invest Index USA Restricted - Akkumulerende, klasse DKK* har heller ikke afdækning af valutarisikoen. Denne indeksfond har et øget bæredygtighedsfokus.
- Danske Invest USA Indeks - Akkumulerende, klasse DKK h* afdækker valutarisikoen, så dit afkast ikke bliver påvirket af udsving i dollarkursen. Du kan også investere i fonden i Danske Månedsinvestering.

Få vores nyhedsbrev om investering
Jeg vil ikke gå glip af nogetFoto i toppen: Doug Mills/New York Times/Ritzau Scanpix.
*Fondenes fulde navne er Investeringsforeningen Danske Invest USA Indeks, klasse DKK, Investeringsforeningen Danske Invest Index USA Restricted - Akkumulerende, klasse DKK og Investeringsforeningen Danske Invest USA Indeks - Akkumulerende, klasse DKK h.
DISCLAIMER: Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering. Vi henviser dig til at læse prospektet og dokumentet med central information, inden du træffer en endelig investeringsbeslutning. Et sammendrag af investorrettigheder er tilgængeligt på dansk og kan sammen med mere information om fondenes bæredygtighedsrelaterede egenskaber findes på følgende links (under Dokumenter):
Danske Invest USA Indeks, klasse DKK
Danske Invest Index USA Restricted - Akkumulerende, klasse DKK
Danske Invest USA Indeks - Akkumulerende, klasse DKK h
Beslutningen om at investere i fondene bør træffes under hensyntagen til alle fondenes miljømæssige og/eller sociale karakteristika som beskrevet i prospektet. Danske Invest Management A/S kan beslutte at opsige aftalerne, som er indgået med henblik på markedsføring af dets fonde.