Kort fortalt
- Stærk indtjening i virksomhederne kan give fortsat medvind til aktierne.
- Aktierne er faktisk blevet billigere i år målt i forhold til virksomhedernes forventede indtjening.
- Historiske mønstre peger på et stærkt fjerde kvartal.
- Vi ser bedst afkastpotentiale i USA – se hvordan du kan investere.
TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her
Aktiemarkederne er nær rekordhøjder, og så kan det måske virke som et dårligt tidspunkt at investere. For når aktiekurserne aldrig har ligget højere, er man så kommet for sent til festen?
Nej. Nye rekorder betyder først og fremmest, at aktierne er steget. De fortæller ikke i sig selv, om aktierne er blevet for dyre, eller om opturen er tæt på at slutte.
Vi har samlet fem grunde til fortsat at være optimistisk på aktier:
1. Den globale økonomi har fart på, hvilket understøtter aktierne
Den første grund til optimisme er, at der er fremgang i den globale økonomi.
Globale aktivitetsindeks peger på solid fremgang i økonomien. Hver måned bliver omkring 27.000 virksomheder verden over spurgt om udviklingen i blandt andet produktion, nye ordrer og beskæftigelse. Tilsammen giver svarene et aktuelt billede af aktiviteten i den globale økonomi. De seneste måneder indikerer ikke blot vækst, men også at væksten har taget til. Det gælder både i fremstillings- og servicesektoren og på tværs af regioner.
Det er et godt udgangspunkt for aktiemarkedet. Når aktiviteten stiger, får virksomhederne som udgangspunkt bedre muligheder for at sælge flere varer og tjenester og dermed øge deres omsætning og indtjening.
2. Virksomhederne tjener penge, og forventningerne er høje
Økonomisk fremgang er imidlertid ikke nok i sig selv. Det er afgørende, at væksten også kan ses på virksomhedernes bundlinjer. Og det kan den!
Indtjeningen blandt globale virksomheder ligger aktuelt omkring 25 pct. højere end for et år siden, og der forventes yderligere indtjeningsvækst på omkring 20 pct. i løbet af det kommende år. Der er altså reel indtjening bag aktiestigningerne. Det er et stærkt udgangspunkt, for på længere sigt er virksomhedernes indtjening den vigtigste drivkraft for aktiekurserne.
De høje forventninger forpligter naturligvis også. Hvis virksomhederne ikke leverer som ventet, kan det give kursudsving.
3. Værdiansættelsen på aktier er faldet i år
Globale aktier er i dag lavere prissat i forhold til virksomhedernes forventede indtjening end ved årets start.
Det kan lyde overraskende, men aktier kan godt sætte nye kursrekorder, samtidig med at værdiansættelsen falder. Det er netop, hvad der er sket i år. Værdiansættelsen af globale aktier målt i forhold til virksomhedernes forventede indtjening er faldet med næsten 15 pct., fordi virksomhedernes indtjening og indtjeningsforventninger er steget endnu hurtigere end aktiekurserne.
Aktiekurserne fortæller nemlig ikke i sig selv, hvordan aktierne er værdiansat. Det afgørende er, hvad investorerne får for prisen. Dette bliver også udtrykt ved nøgletallet P/E (12m fremadskuende). Det angiver, hvor meget du som investor betaler pr. krones forventet indtjening i virksomhederne de kommende 12 måneder, og her er tallet for globale aktier faktisk faldet fra 19,0 ved årsskiftet til 16,3 ved udgangen af september. Trods årets aktiestigninger betaler du altså mindre for indtjeningen.
Rekordhøje aktiekurser er derfor ikke nødvendigvis det samme som rekorddyre aktier.
4. Årets sidste kvartal har historisk været stærkt
Også sæsonmønstret taler for, at aktiemarkedet kan have mere at byde på i år. Siden 1970 er amerikanske aktiekurser i gennemsnit steget med 4,1 pct. i årets sidste kvartal. Det er mere end i noget andet kvartal og gør dermed årets sidste tre måneder til den historisk stærkeste periode for amerikanske aktier.
Den 3. november er der midtvejsvalg i USA. I år med amerikanske midtvejsvalg har sæsonmønstret været endnu mere positivt. Her er aktiekurserne i gennemsnit steget med 6 pct. i fjerde kvartal.
Historiske mønstre er naturligvis ingen garanti for, at udviklingen gentager sig. Men sæsonmønstret er endnu en faktor, der kan understøtte aktiemarkedet i årets sidste måneder.
LÆS OGSÅ: Midtvejsvalg i USA – mere politisk drama end markedsdrama
5. Aktierne kan få mere ro til at stige, når midtvejsvalget er overstået
Valg skaber ofte usikkerhed på finansmarkederne, fordi investorerne skal forholde sig til flere mulige politiske udfald. Når valget er overstået, bliver noget af usikkerheden fjernet, og opmærksomheden kan igen vende tilbage til økonomien og virksomhedernes indtjening.
Historisk har amerikanske aktier ofte udviklet sig positivt efter midtvejsvalg. Siden 1970 er aktiekurserne i gennemsnit steget med knap 12 pct. i halvåret efter midtvejsvalg. Det er ingen garanti for udviklingen denne gang, men det føjer endnu et positivt element til billedet.
Historisk afkast for amerikanske aktier


Her ser vi bedst afkastpotentiale – og sådan kan du investere
Aktuelt ser vi bedst afkastpotentiale i amerikanske aktier – blandt andet på grund af den høje vækst i selskabernes indtjening i USA. Du kan fx investere bredt i amerikanske aktier via indeksfonden Danske Invest USA Indeks*, der har flere end 450 forskellige amerikanske aktier i porteføljen, herunder en række af verdens største teknologiaktier.
Vær dog opmærksom på risikoen ved en investering. Trods den store risikospredning vil du stadig få tab i tilfælde af bredere kursfald på aktiemarkedet – fx hvis den økonomiske vækst eller inflationen overrasker negativt, eller bølgen af investeringer inden for kunstig intelligens (AI) mister pusten.
Køb fondenOptimismen kommer ikke uden risici
Ingen af de fem forhold betyder, at aktierne kun kan stige herfra. Markedet kan fortsat blive ramt af perioder med uro, og høje forventninger gør aktierne følsomme over for skuffelser i virksomhedernes indtjening.
Samtidig er der fortsat usikkerhed på rente- og obligationsmarkederne. Hvis renterne stiger for meget eller af de forkerte årsager, kan det lægge pres på aktiemarkedet.
Men indtil videre er fundamentet under aktierne fortsat solidt. Den globale økonomi vokser, virksomhedernes indtjening stiger, værdiansættelserne er faldet, og de historiske markedsmønstre er gunstige.
Rekordhøje aktiekurser er derfor ikke i sig selv en grund til at stå uden for markedet. For langsigtede investorer handler det i stedet om at holde fast i strategien og sikre en god balance og risikospredning i porteføljen.

Få løbende anbefalinger fra vores eksperter
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev om interessante investeringsmuligheder.
Jeg vil ikke gå glip af noget*Det fulde fondsnavn er Investeringsforeningen Danske Invest USA Indeks, klasse DKK d.
Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet, dokumentet med central information samt et sammendrag af investorrettigheder på dansk, som du kan finde på danskeinvest.dk.



