Kort fortalt

  • Stærke amerikanske nøgletal har sendt renterne op og udløst markedsuro.
  • Ensidige positioner i AI-aktier forstærker de aktuelle kursfald for tech-aktier.
  • Flere kortsigtede bump kan potentielt skabe mere uro på markederne.
  • Det langsigtede billede for tech og AI er fortsat positivt.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 

Frank Øland

Teknologiaktier faldt markant fredag i USA, og nedturen er fortsat i Asien. Det teknologitunge amerikanske Nasdaq-indeks faldt mere end 4 pct. op til weekenden, mens det teknologitunge sydkoreanske Kospi-indeks har indledt denne uge med et kursfald på 8,3 pct. 

Spørgsmålet er, om det er en mere kortvarig korrektion eller starten på en længere nedtur? Vi forventer det første, selv om vi selvfølgelig sagtens kan opleve yderligere kursfald i den kommende tid. Det er ikke unaturligt efter en periode med meget store stigninger. 

Vi har fortsat et positiv syn på blandt andet amerikanske aktier og AI-relaterede temaer.Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.

Kursfaldene er blevet udløst af en kombination af positive makroøkonomiske nøgletal i USA, der fredag sendte renterne op, og meget ensidige positioner i markedet. Senest er israelerne og iranerne begyndt at angribe hinanden igen, hvilket har sendt olieprisen i vejret og yderligere øger bekymringen for højere inflation og renter. 

Derfor ser vi kursfald i teknologiaktier

Den udløsende faktor for nedturen i USA fredag var den amerikanske jobrapport for maj, som var markant stærkere end ventet. Beskæftigelsen (nonfarm payrolls) steg med omkring 172.000, mere end dobbelt så meget som konsensusforventningen. Det bekræfter billedet af en meget robust amerikansk økonomi – men vigtigst af alt tvang det investorerne til hurtigt at revurdere forventningerne til renten.

Den 10-årige amerikanske rente kom op over 4,5%, hvilket lagde pres på aktierne – især i de rentefølsomme segmenter som tech- og AI-relaterede aktier, fordi en stor del af deres værdi bygger på forventninger om høj indtjening langt ude i fremtiden. Når renterne stiger, bliver den fremtidige indtjening mindre værd i dag, og derfor falder aktierne ofte mere.

Ensidige positioner forstærker faldet

Efter vores vurdering skyldes faldet primært meget ensidige positioner, hvor mange investorer er tungt eksponeret mod AI- og halvlederaktier. Mange af disse aktier har klaret sig ekstremt godt på det seneste, og når stemningen pludselig vender, kan korrektionen blive kraftig. Yderligere kortsigtet uro kan ikke udelukkes, men grundlæggende ser vi fortsat gode argumenter for den stærke tech-optur, der hviler på solid vækst i indtjeningen.

På kort sigt kan højere renter give modvind til aktier, men så længe de højere renter skyldes stærkere vækst, forventer vi, at denne modvind bliver midlertidig. Der venter dog også et par andre potentielle bump på vejen i nær fremtid. 

Begivenheder, der kan få betydning

Onsdag i denne uge får vi de amerikanske inflationstal (CPI) for maj. Hvis inflationen kommer ind højere end de forventede 4,2%, kan det føre til yderligere rentestigninger og mere kortsigtet uro på aktiemarkederne.

SpaceX ventes børsnoteret på Nasdaq-børsen på fredag. Det betyder, at dagene op til noteringen kan blive vigtige for positionering og mulig markedsuro, særligt inden for store tech-selskaber, som kan blive brugt som finansieringskilde af investorer. På kort sigt kan det lægge pres på segmenter med høje værdiansættelser som AI og halvledere og øge volatiliteten, når investorerne repositionerer.

LÆS OGSÅ: Verdens største børsnoteringer banker på – skal du åbne døren?

Det større billede er fortsat positivt

I et lidt større perspektiv vil SpaceX-noteringen sandsynligvis øge investorernes interesse for innovationstemaer, især inden for rumfart, forsvar og AI. Over tid vil en så profileret børsnotering typisk understøtte den generelle risikovillighed, selv om de kortsigtede pengestrømme midlertidigt kan tynge dele af tech-sektoren. Alt i alt er bagtæppet fortsat gunstigt for innovationsdrevne selskaber, hvilket styrker vores præference for aktier og vores positiv syn på blandt andet amerikanske aktier og AI-relaterede temaer. 

Email ikon
Få løbende anbefalinger fra vores eksperter

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev om interessante investeringsmuligheder.

Jeg vil ikke gå glip af noget

Foto i toppen: Jeon Heon-Kyun/EPA/Ritzau Scanpix.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt.