Kort fortalt
- Trods fortsat krise i Mellemøsten sætter aktierne nye rekorder – og det giver faktisk god mening.
- Økonomien er blevet mindre olieafhængig; USA er nu selvforsynende.
- Samtidig er aktiemarkedet i stigende grad afkoblet fra den del af økonomien, hvor høje oliepriser rammer hårdest.
- Tjek også boksen med de mest interessante investeringstemaer netop nu – lige fra AI til biotek.
TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her

Ved første øjekast giver det ingen mening. Hormuzstrædet er lukket, den geopolitiske risiko er markant forhøjet, og en vigtig del af verdens oliehandel er sat i stå. Alligevel er aktiemarkederne tæt på rekordniveauer. For mange investorer føles det som en farlig afkobling. Men forklaringen er ikke, at markedet ignorerer risikoen – snarere at der også er mange andre forhold end krisen i Mellemøsten, som driver aktiemarkedet.
Olien er den del af det geopolitiske chok i Mellemøsten, der betyder mest for markederne og er den primære kilde til bekymring. Investorerne har dog hurtigt indset, at vi ikke står over for et permanent bortfald på 20 millioner tønder olie om dagen.
Når AI-bølgen ruller, og de store tech‑selskaber leverer, kan aktiemarkedet godt klare, at dele af realøkonomien bevæger sig lidt mere trægt.Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.
Noget olie finder andre veje, som fx øst-vest rørledningen igennem Saudi-Arabien eller transport igennem Tyrkiet. Og meget kan komme tilbage relativt hurtigt, når konflikten køler af. Dertil kommer, at der er frigivet 400 mio. tønder olie fra strategiske lagre, og USA midlertidigt har ophævet sanktioner mod olie fra Rusland. Derfor har vi indtil videre set højere oliepriser, men ikke den eksplosive olieprisstigning, der for alvor ville true vækst, inflation og selskabernes indtjening.
Vi er mindre afhængige af olie end tidligere
Samtidig har de store økonomier indtil videre ikke lidt alvorlig skade. Forbrugertilliden er presset nogle steder, men aktiviteten er stadig robust. Især i USA er både forbruget og arbejdsmarkedet fortsat stærkt, mens krisen dog begynder at give lidt ridser i økonomien i Europa. Økonomien er generelt ikke så olieafhængig i dag som i 1970’erne, og USA er blevet selvforsynende med olie (men det ændrer selvfølgelig ikke på, at de høje benzinpriser gør ondt på den almindelige amerikaner).
Endelig skal man huske en vigtig, men ofte glemt pointe: Aktiemarkedet er ikke lig med økonomien. Det amerikanske aktiemarked domineres i dag af teknologiselskaber, hvor indtjeningen er langt mindre følsom over for oliepriser, geopolitik og regionale chok end fx industri, transport og forbrug.
Nye aktierekorder i krisens skygge
Selv om Hormuzstrædet fortsat er lukket, har amerikanske aktier sat nye rekorder i løbet af april. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt.

Kilde: Macrobond, totalafkast for MSCI USA Mid & Large Cap opgjort i USD pr. 30.04.2026.
Større afkobling mellem økonomi og aktier
Aktiemarkedet er i stigende grad afkoblet fra den del af økonomien, hvor uroen er størst. Når AI-bølgen ruller, og de store tech selskaber leverer, kan aktiemarkedet godt klare, at dele af realøkonomien bevæger sig lidt mere trægt. Den igangværende amerikanske regnskabssæson er usædvanlig stærk, og udsigten til en samlet indtjeningsvækst på op imod 20 pct. kan altså godt få investorerne til at tænke på andet end Mellemøsten.
Lige nu er der også nogle typiske markedsmekanismer på spil. Mange investorer har i frygt for yderligere eskalation i Mellemøsten stået på sidelinjen eller positionerede sig defensivt, da uroen tog til. Det har været dyrt. Nu ser vi en gradvis tilbagevenden til markedet. Nogle investorer forsøger at “komme med igen”, og andre bliver ganske enkelt tvunget til at lukke korte positioner. Det skaber en selvforstærkende effekt, som kan løfte kurserne yderligere, helt uafhængigt af dagens overskrifter.
Det bliver ikke ved med at gå godt …
Den seneste måneds aktiestigninger betyder ikke, at risikoen er væk, eller at geopolitik er blevet irrelevant. Men det kan forklare, hvorfor investorerne lige nu synes at se igennem støjen og fokuserer på det, der kan måles her og nu, altså regnskaber og nøgletal. Og på de parametre har virkeligheden, indtil videre, været bedre end frygtet. Det ændrer dog ikke på, at krisen snart skal løses og Hormuzstrædet genåbnes. Ellers kan der stadig være langt ned for aktiemarkedet.
Det er sjældent komfortabelt at investere i en verden med uro. Men ubehag og usikkerhed er ikke det samme som faldende aktiemarkeder. Det er en vigtig investeringserfaring – også denne gang.

Her ser vi interessante afkastmuligheder
Få overblik over de temaer, vi anbefaler investorer at have ekstra fokus på i øjeblikket, og se konkrete investeringsmuligheder:
AI: Digital revolution med vokseværkFORSVAR: Invester i geopolitisk megatrend
BIOTEK: En investering i fremtidens medicin
EUROPÆISKE BANKER: Medvind fra flere fronter
EMERGING MARKETS: Attraktive muligheder i obligationer
GULD: En gylden tilføjelse til din portefølje
DEN FYSISKE VERDEN: Vinderne i kølvandet på AI
Meget mere om investering?
Top 10-lister, inspiration, indsigter, guides og gode råd.
Foto i toppen: Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix.
Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt.



