Kort fortalt

  • En turbulent sommer for kunstig intelligens, men vi ser stadig potentiale.
  • Imponerende regnskaber – men flotte tal er ikke nok i sig selv.
  • Krigen blussede op igen – denne gang var chokket mindre.
  • Økonomien har vist sin styrke, og det kan fortsat understøtte aktierne.
  • Især amerikanske aktier ser interessante ud.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 

Frank Øland

Har du været på ferie siden begyndelsen af juli og måske tænkt, at der var lidt mange bekymrende overskrifter, så kan du måske blive overrasket over at komme tilbage og se, at globale aktier faktisk ligger lidt højere end før ferien. Det samme gælder danske aktier. Under overfladen er der dog sket meget – både på aktiemarkedet og i den bredere økonomi.

Her kan du se fem af sommerens vigtigste highlights og vores aktuelle anbefalinger:

1. En turbulent sommer for kunstig intelligens

Sommeren har været præget af store markedsudsving inden for især kunstig intelligens (AI). Investorer har været bekymrede for, om de enorme investeringer i AI er rentable, og derudover har bekymringer om øget konkurrence fra Kina tynget AI-temaet og særligt producenterne af hukommelseschips.

Især det teknologitunge sydkoreanske Kospi indeks har haft nogle meget store daglige udsving, hvilket formentlig også skyldes tilstedeværelsen af mange spekulative investorer med gearede investeringer. Vi ser dog fortsat muligheder inden for AI – herunder i asiatisk teknologi og i industrier, der understøtter AI-infrastruktur, såsom elproduktion og elnet. Det er vigtigt at investere bredt i AI-temaet.

2. Imponerende regnskaber – men flotte tal er ikke nok i sig selv

Regnskabssæsonen for andet kvartal har været usædvanlig stærk. Næsten tre fjerdedele af selskaberne i det amerikanske S&P 500 indeks har nu aflagt regnskab, og hovedparten har leveret højere indtjeningsvækst, end analytikerne forventede. Indtjeningsvæksten i andet kvartal ligger på imponerende 28,7 pct. set i forhold til samme kvartal sidste år (justeret for regnskabsmæssige engangseffekter relateret til Amazon og Alphabet – medregnes disse er tallet endnu højere). 

Størstedelen af indtjeningsvæksten er kommet fra teknologiselskaber, men energiselskaber og banker bidrager også med massiv indtjeningsvækst. Samtidig har der dog været en tendens til, at investorerne har fokuseret mere på forventningerne til fremtiden, hvor store investeringer selskaberne foretager i AI, og om de kan forsvares.

3. Krigen blussede op igen – denne gang var chokket mindre

Krigen i Mellemøsten er blusset op af flere omgange og er så dæmpet igen. En fornyet eskalering af krigen sendte i anden halvdel af juli kortvarigt olieprisen op over 100 dollar. Markedsreaktionen var dog behersket. Aktiemarkedet reagerer normalt væsentligt mindre, anden gang vi får det samme chok. Nu er angreb og modangreb igen sat på pause, hvilket har sendt olieprisen ned omkring 80 dollar pr. tønde (brent). Forhåbninger om fred har også været med til at sende markedsrenterne lidt ned. 

Det er stadig vores vurdering, at Donald Trump og republikanerne meget gerne vil have en fredsaftale i god tid inden midtvejsvalget i USA i november, mens Iran har bedre tid og vil have det maksimale ud af forhandlingerne, hvilket kan gøre det svært at nå i mål. Hvis der kommer en troværdig fredsaftale, vil det kunne give ekstra medvind til aktiemarkedet.

4. Økonomien har vist sin styrke i både Europa og USA

De økonomiske nøgletal har overrasket positivt hen over sommeren. Især de europæiske nøgletal er vendt rundt. Der er nu holdt op med at skuffe og slår i stedet analytikernes forventninger. En del af forklaringen er dog, at forventningerne til Europa var blevet skruet så langt ned, at det var svært at skuffe. Det amerikanske ISM-indeks for fremstillingssektoren er steget til det højeste niveau i fire år, og arbejdsmarkedstal peger ligeledes på en stærk økonomi. Vi forventer, at det vil understøtte aktiemarkederne.

5. Centralbankerne holdt fingrene fra renteknappen – indtil videre

På rentemarkedet fastholdt både Den Europæiske Centralbank (ECB) og den amerikanske centralbank (Fed) renterne i juli. Den nye amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, har meget tydeligt sagt, at målsætningen er at få inflationen ned til 2 pct. Men han har altså endnu ikke haft appetit på at bruge rentevåbnet – dvs. hæve renten for presse inflationen nedad. ECB er klar til at hæve renten igen, men meget afhænger af, om der kan komme en mere varig fred i Mellemøsten. I Danske Bank forventer vi aktuelt, at ECB leverer en sidste renteforhøjelse i september, mens Fed ventes at hæve renten i december og marts. Vi forventer dog ikke, at det vil udgøre en nævneværdig modvind for aktiemarkederne – dertil er den økonomiske vækst for solid.

AKTUELLE ANBEFALINGER: Især amerikanske aktier ser interessante ud

Vi er fortsat positive over for aktier, understøttet af stærkere økonomiske nøgletal og regnskaber end ventet. Vi kan fortsat godt lide amerikanske aktier og ser især muligheder indenfor kunstig intelligens, hvor det er vigtigt at have en bred tilgang til temaet, samt amerikansk biotek. En genåbning af Hormuzstrædet kan give yderligere støtte til aktiemarkederne.

LÆS OGSÅ: Derfor foretrækker vi amerikanske aktier frem for europæiske

USA Flag

Hvis du vil investere i amerikanske aktier

Du kan fx investere bredt i amerikanske aktier via indeksfonden Danske Invest USA Indeks*, der har flere end 450 forskellige amerikanske aktier i porteføljen, herunder de største amerikanske teknologiaktier. Det er en hurtig og nem måde at investere bredt i amerikanske aktier.

Vær dog opmærksom på risikoen ved en investering. Trods den store risikospredning vil du stadig få tab i tilfælde af bredere kursfald på aktiemarkedet – fx hvis konflikten i Mellemøsten blusser op igen, eller den økonomiske vækst eller inflationen overrasker negativt.

Nyhedsbrev
Få løbende anbefalinger fra vores eksperter

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev om interessante investeringsmuligheder.

Jeg vil ikke gå glip af noget

Foto i toppen: Yonhap/EPA/Ritzau Scanpix.

*Det fulde fondsnavn er Investeringsforeningen Danske Invest USA Indeks, klasse DKK d.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet, dokumentet med central information samt et sammendrag af investorrettigheder på dansk, som du kan finde på danskeinvest.dk.