Hver måned viser en opgørelse fra Nationalbanken, hvor mange penge vi danskere i alt har stående på vores bankkonti. Og i juli var det tal godt 1.246.000.000 kroner – altså godt 1,246 milliarder. Det svarer i gennemsnit til, at hver eneste dansker på 18 år og derover har over 250.000 kroner stående i banken.

Men den samlede sum og et landsdækkende gennemsnit kan være svære tal at forholde sig til. Derfor har Louise Aggerstrøm Hansen sammen med Jyllands-Posten kigget lidt nærmere på, hvordan formuerne fordeler sig blandt danskerne – og hvilke mønstre der er værd at kigge nærmere på.

Til det formål bruger hun denne graf, der viser, hvor stor en andel af danskere i forskellige aldersgrupper, der har under 100.000 kroner og over henholdsvis 300.000 og 500.000 kroner stående på deres konti.

Kontoen vokser med alderen

Kort fortalt viser grafikken, at danskernes opsparinger i bankerne vokser med alderen, og det er ingen overraskelse, mener Louise Aggerstrøm Hansen.

”Det er trods alt de færreste unge, der har meget store opsparinger til rådighed. Omvendt giver det også mening, at den ældre del af befolkningen har lidt større bankindeståender end andre aldersgrupper. Måske har de betalt deres bolig ud, for mange bliver investering måske også mindre interessant med alderen, fordi ens tidshorisont ændrer sig – derfor vil man hellere have pengene stående klar til brug på en konto,” siger hun.

Hvor meget er for meget?

Zoomer vi ind på danskerne i halvtredserne, finder vi en pæn portion relativt velstående mennesker. Godt hver fjerde dansker i aldersgruppen 50-59 år har nemlig mere end en kvart million stående i banken. Et tal, der ifølge chefanalytikeren er lige til den høje side.

”Når man er i halvtredserne, har man stadig en relativt lang investeringshorisont. Derfor kunne nogle af dem måske overveje at investere nogle af pengene, hvis de ikke skal bruge dem inden for de næste par år,” lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen.

Og det er mere eller mindre hendes gennemgående råd, når hun kigger på tallene fra Danmarks Statistik: ”Overvej, hvad du sparer op til, og hvornår du skal bruge pengene. Mange af os sparer op på en konto mere ud af vane end på grund af nøje planlagte overvejelser,« siger hun.

Sparer du for meget op?

Tommelfingerreglen for, hvor meget du skal have på kontoen, er et simpelt regnestykke. Vi anbefaler en økonomisk buffer på 2-3 gange din månedlige indkomst efter skat, som du kan have nogenlunde let adgang til, hvis bilen pludselig skal på værksted, vaskemaskinen skal udskiftes, eller der sker andre uheld.

”Tallene fra Danmarks Statistik viser, at der er mange danskere, der har væsentligt mere stående på deres konti, end vores tommelfingerregel lægger op til,” siger Louise Aggerstrøm Hansen og kommer så med opfordring til dig, der har mange penge stående på kontoen:

"Er du én af dem med en overordentlig stor buffer, så synes jeg, at du skal forholde dig mere aktivt til, hvad din plan er med pengene? Hvordan og hvornår skal de bruges? For det giver ikke nødvendigvis mening at blive ved med at fylde op på kontoen, hvis du enten kan få mere glæde af at bruge af pengene her og nu, betale af på eventuel gæld, eller få et potentielt højere afkast ved at investere dem," siger hun.

Har du penge til overs?

Hvis du er klar til at investere, kan du nemt og hurtigt komme i gang hos os.
Se dine muligheder

Du kan også tage et kig på vores konto Danske Toprente, som giver dig en højere rente end en almindelig indlånskonto, hvis du lader pengene stå uberørt i mindst 3 måneder.

Hvad viser tallene ellers?

Her er tre andre observationer i tallene fra Danmarks Statistik:

  1. Knap 29 % af alle voksne danskere har under 25.000 kroner i banken.
  2. 5,5 % af de 18-29-årige har over 250.000 kr. stående i banken, mens tallet i aldersgruppen 80+ lyder på 34 %.
  3. De største opsparinger er koncentreret i hovedstadsområdet: 44 % af de danskere, der har over 1 million kroner i banken, bor i Københavnsområdet, Nord- eller Østsjælland. Topplaceringen indtager Gentofte Kommune, hvor godt 10 % har mere end 1 million i banken.