Det var det centrale spørgsmål, der lå bag vores TÆT PÅ-udsendelse om pension og privatøkonomi, hvor Henrik Hillestrøm og Mette Ahnfeldt Grinsted havde som ambition blandt andet at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvad bestemmer størrelsen af dine pensionsudbetalinger, når du går på pension?
  • Hvordan spiller din pension sammen med bolig, lån, opsparing og investering i din samlede økonomi?
  • Hvilke typer af pension findes der – og hvad argumentet er for hver af dem?
  • Hvilke scenarier kan du overveje, hvis du fx drømmer om at gå tidligere på pension eller få mere økonomisk fleksibilitet?
  • Hvad er de typiske fejl, danskerne laver, når de planlægger deres pension (og hvordan kan du undgå dem?)

Du kan se det hele lige her:

c428b5fe-129a-4bf5-9377-bdc83b0b442d

8 af de gode råd fra udsendelsen

Der bliver delt masser af tommelfingerregler, illustrative grafikker, tal-eksempler og stof til eftertanke i løbet af udsendelsens 47 minutter.

Skal vi vælge 8 af de vigtigste og mest konkrete gode råd, bliver det dog disse:

1: Jo før, jo bedre

For langt de fleste af os vil den offentlige folkepension ikke være nok til, at vi kan leve det liv, vi har været vant til før pensionen. Så jo før, du kommer i gang med at spare mere op til pension, jo bedre.

Hør bare, hvordan Mette illustrerer denne pointe i videoen: Ønsker du at forlade arbejdsmarkedet to år før din folkepensionsalder, skal du spare 2 % ekstra af din indkomst op i pension, når du er 30 år gammel – men hvis du er 60, skal du spare 20 % ekstra af din indkomst op.

2: Pension er ikke kun pension

Det lyder måske kryptisk, men det er vigtigt at tænke på pension som noget bredere end pensionsprodukter som fx en ratepension og en aldersopsparing. Det er hele din formue og økonomi, der skal bringes i spil, når du skal planlægge din pension – heriblandt fx din opsparing (inklusive investeringer) og friværdien i din bolig.

3: Det er ikke altid det bedste at blive gældfri i din bolig

Har du en ejerbolig, er vores generelle anbefaling, at du sigter efter en gæld på 40-60 % af boligens værdi på det tidspunkt, hvor du går på pension.

For selvom det helt naturligt kan føles som det naturlige mål at blive gældfri i din bolig, så kan det have en slagside at binde alle dine penge i dine mursten. For de penge er sværere at få adgang til, hvis du får behov for det.

4: Sigt efter at få (mindst) 80 % af din månedsløn udbetalt i pension

Som et godt pejlemærke for, hvor meget du skal spare op til din pension, anbefaler vi at du som pensionist hver måned har et beløb til rådighed, der svarer til 80 % af din løn (på det tidspunkt, hvor du går på pension). Dette beløb behøver ikke kun være en privat pensionsordning, men kan fx også inkludere folkepensionen, anden opsparing, investeringer og friværdi.

5: Jo højere løn, du får, jo mere skal du spare op – også i procent

Når du stiger i løn målt i kroner og øre, bør dine procentvise pensionsindbetalinger også stige. Jo højere en pensionsopsparing, du selv samler sammen, desto mindre får du nemlig fra det offentlige, når du en dag skal på pension.

6: Husk modregningsregler, når du planlægger din pension

Det er ikke ligegyldigt, hvornår og i hvilken rækkefølge du får udbetalt dine forskellige pensionsopsparinger (som fx ratepension, livsvarig pension og aldersopsparing).

Du kan se, hvordan modregningsreglerne kan påvirke dine årlige pensionsudbetalinger i grafen forneden (og hvis du vil have den forklaret grundigere, kan du starte videoen og spole cirka 18 minutter frem):

7: Overvej investering som supplement til traditionel opsparing

Hvis du udover at spare op i din bolig og på diverse pensionsordninger også sparer op via en traditionel bankkonto, kan du med fordel overveje at investere noget af den. Det kræver, at du har en tidshorisont for pengene på mere end 3 år, men så er der til gengæld også mulighed (men ingen garanti) for at få mere afkast af din opsparing, end renten på opsparingskontoen kan give dig.

8: Husk de særligt vigtige tidspunkter at tjekke din pension

Mette udpeger følgende tidspunkter i livet, hvor det giver særligt god mening at få givet din pension og dine forsikringer et kærligt eftersyn:

  • Når du starter i dit første job
  • Når du skifter job
  • Når du køber eller sælger bolig
  • Hvis du får børn
  • Hvis du bliver gift eller skilt
  • Når du forbereder dig på at forlade arbejdsmarkedet og gå på pension (som tommelfingerregel: 5 år forinden)

Skal vi se på din pension (og resten af din økonomi) i Panorama?

Hvis du vil have hjælp til at få overblik over din økonomi og de muligheder, den rummer? Så mød en rådgiver på et Panorama-møde, hvor I sammen zoomer ud på din økonomi. Ofte gemmer der sig muligheder, hvis du rykker lidt rundt på tingene. De muligheder kan vi finde med Panorama på bare ét møde, så du kan få økonomisk overblik og ro i sindet.

Start her