Mette Ahnfeldt Grinsted er privatøkonomisk rådgiver i Danske Bank, og hun har netop været igennem den samme omvæltning som tusindvis af andre danskere: Omstillingen fra ferie til hverdag.
Men måske er der ikke lige så mange andre, der markerer denne omstilling på samme måde som Mette. Hun sørger nemlig for hvert år at give økonomien et enkelt eftersyn efter sommerferien:
“August er et godt tidspunkt at stoppe op og få overblik. Ikke for at give sig selv dårlig samvittighed over sommerens forbrug, men for at få økonomien tilbage i en rytme, der passer til hverdagen, få overblik, justere budgettet og komme godt ind i årets sidste måneder,” siger hun.
Her deler Mette fire enkle vaner med dig, der kan hjælpe med at få bedre styr på økonomien efter sommeren.
Kort fortalt
- Tjek kontoen og de kommende udgifter uden dårlig samvittighed.
- Gennemgå budgettet for de næste 2-3 måneder.
- Giv større køb en tænkepause.
- Begynd allerede nu at spare op til næste ferie eller større udgifter.
1. Giv økonomien et hurtigt sensommertjek
Efter sommerferien kan økonomien godt have brug for et lille eftersyn. Start med at få overblik over, hvor du står lige nu – og brug det til at justere budgettet, før hverdagsudgifterne for alvor rammer igen.
Du kan fx begynde med at tjekke:
- Hvad der står på dine konti
- Hvilke faste udgifter der mangler at blive betalt
- Om der er større regninger på vej de næste 2-3 måneder
- Om budgetkontoen stadig passer til dine faktiske udgifter
- Om du betaler for abonnementer eller services, du ikke længere bruger
“Mange bliver overraskede over, hvor mange udgifter der kan ligge i månederne efter sommerferien – fx til skole, fritidsaktiviteter, transport eller abonnementer. Derfor kan det være en god idé at kigge lidt frem i stedet for kun at se på saldoen i dag,” siger Mette.
2. Find én besparelse, du faktisk kan leve med
Når først man beslutter sig for at gøre noget ved budgettet, kan det være fristende at gå efter en stor økonomisk oprydning. Men det behøver ikke være alt eller intet. Ofte er det mere realistisk at finde én mindre besparelse, som du faktisk kan holde fast i.
Du kan fx se på, om der er noget, du kan skrue ned for:
- Et abonnement, du sjældent bruger
- Takeaway én dag mindre om ugen
- En streamingtjeneste, der kan sættes på pause
- Små impulskøb, der nemt løber op i løbet af en måned
”Pointen er ikke at skære alt det sjove væk, men at vælge en justering, der passer til din hverdag. Små ændringer, du kan leve med, virker ofte bedre end store spareprojekter, der holder i to uger,” siger Mette.

Privatøkonomisk rådgiver Mette Ahnfeldt Grinsted
3. Giv større køb en tænkepause
Efter en ferie med oplevelser, restaurantbesøg og måske lidt flere spontane køb end normalt kan det tage lidt tid for økonomien at finde tilbage i hverdagsrytmen.
Derfor kan det være en god idé at vente lidt med større køb, som ikke haster. Det kan fx være elektronik, møbler, tøj, rejser eller andre ting, der nemt kan ryge i kurven, når man stadig er i sommerens lidt friere forbrugstempo.
”En enkel regel kan være at give dig selv 14 eller 30 dages tænkepause, før du køber noget større. Hvis du stadig har brug for det bagefter, og der er plads i budgettet, kan du tage beslutningen med mere ro. Det handler ikke om at sige nej til alt, men om at give sig selv tid til at mærke efter,” siger Mette Ahnfeldt Grinsted og tilføjer:
”Og så er der jo heller ikke forfærdeligt længe til Black Friday. Så hvis der er lidt større ting, du overvejer at købe nu her, så kan du jo skrive dem på en lille personlig ønskeliste og se, om du måske kan spare lidt ved at vente til Black Friday.”
4. Begynd at spare op til næste ferie allerede nu
Næste sommer kan virke langt væk. Men netop derfor kan sensommeren ifølge Mette være et godt tidspunkt at begynde at spare op igen. Hun anbefaler derfor at sætte et fast mindre beløb til side hver måned, som om 10-12 måneder kan være vokset til et beløb, der gør næste ferie eller en anden større udgift lettere at håndtere.
”Sætter du fx 500 kroner til side hver måned fra august, har du 6.000 kroner efter et år. Sætter du 300 kroner til side, har du 3.600 kroner. Det vigtigste er ikke nødvendigvis beløbets størrelse, men at opsparingen sker fast og automatisk. For den bedste opsparing er ofte den, du næsten ikke mærker i hverdagen,” siger Mette.
Et lille eftersyn kan give mere ro
Du behøver ikke lægge hele din økonomi om for at få mere overblik. Nogle gange er det nok at stoppe op, kigge på tallene og justere et par vaner.
August er en god anledning, fordi hverdagen alligevel begynder igen. Og med de fire enkle vaner kan du give dig selv et bedre udgangspunkt for resten af året: Få overblik, kig frem, vent lidt med de store køb og gør opsparingen til næste ferie nemmere for dig selv.
Vil du have hjælp til at få styr på budgettet?
Følg Mettes 4 enkle trin.



