Måske vil du gerne have en lavere varmeregning. Måske oplever du træk fra vinduerne. Eller måske vil du gøre boligen mere attraktiv og energieffektiv på længere sigt. Uanset hvad du overvejer, er det en god idé at starte med at undersøge, om du kan få tilskud.
To puljer, der kan hjælpe dig i gang
Energistyrelsen har to puljer, der er relevant for dig at undersøge – varmepumpepuljen og energirenoveringspuljen.
Varmepumpepuljen er relevant, hvis du overvejer at udskifte din nuværende varmekilde med en varmepumpe. Puljen er relevant, hvis du i dag opvarmer boligen med olie, gas, elvarme eller biokedel (fx træpillefyr). Din bolig skal desuden være en helårsbolig, som du selv ejer, i et område, hvor der ikke er fjernvarme eller planlagt fjernvarme.
Du skal være opmærksom på, at der ikke må være indgået bindende aftaler eller sat arbejde i gang, før du har fået tilsagn om tilskud.
Læs om Varmepumpepuljen på SparEnergi.dk
Energirenoveringspuljen kan være relevant, hvis du vil forbedre boligens energiforbrug på andre måder end ved at skifte varmekilde. Det kan fx være efterisolering, udskiftning af vinduer eller etablering af ventilationsanlæg.
For at søge Energirenoveringspuljen skal din bolig blandt andet være en helårsbolig, som du selv ejer, og den skal som udgangspunkt have energimærke D, E, F eller G.
Arbejdet skal desuden udføres af en virksomhed med gyldigt CVR-nummer, og der ydes ikke tilskud, hvis det samlede tilskudsbeløb er under 5.000 kr. Der kan også være krav til, hvilke løsninger der kan gives tilskud til, og hvordan arbejdet skal udføres.
Læs om Energirenoveringspuljen på SparEnergi.dk
Sådan kommer du i gang
- Undersøg først, hvilken pulje der passer til dit projekt.
- Tjek kravene til din bolig og den løsning, du overvejer.
- Søg tilskud, før du sætter arbejdet i gang eller indgår bindende aftale.
- Få overblik over, hvad projektet vil koste dig, og hvordan det eventuelt kan finansieres.
Tjek din boligs energimærke i mobilbanken
Hvis du vil søge Energirenoveringspuljen, kan det være relevant at kende din boligs energimærke.
Heldigvis kan du som kunde i Danske Bank bruge mobilbanken til at tjekke, om din ejerbolig har et gyldigt energimærke. Åbn mobilbanken, vælg ’Bolig’ og scroll ned til ’Din bolig’ og klik på adressen. Herefter vælger du fanen ’Energimærke’.
Få overblik over finansieringen
Når du har fået overblik over mulighederne for tilskud, er næste skridt ofte at finde ud af, hvordan resten af projektet skal finansieres.
Selvom et tilskud kan hjælpe dig på vej, vil der nemlig ofte stadig være en del af projektet, du selv skal finansiere. Hos Danske Bank tilbyder vi lån til energiforbedringer og klimatilpasninger, og du kan bruge vores låneberegner til at få et hurtigt overblik over, hvad det kan koste dig om måneden.
Låneberegneren giver et vejledende overblik. Før vi kan tilbyde dig et lån, skal vi vurdere din økonomi.
Husk også det grønne håndværkerfradrag
Håndværkerfradraget kan også være relevant, hvis du vil lave udvalgte energi- eller klimatiltag i din bolig, fx isolering, udskiftning af vinduer/døre eller installation af varmepumpe.
Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan få fradrag for et konkret arbejde, hvis du samtidig har modtaget tilskud til det samme arbejde via en offentlig støtteordning, fx Varmepumpepuljen eller Energirenoveringspuljen. Har du derimod fået tilskud til ét tiltag (f.eks. vinduer) og selv betalt for et andet (f.eks. isolering), kan du som udgangspunkt godt få fradrag for det sidste.
Håndværkerfradrag gælder for lønudgifter op til en fastsat årlig grænse pr. person, som er lavere end grænsen for det almindelige servicefradrag (til fx rengøring og havearbejde). Tjek altid de aktuelle beløbsgrænser og regler, inden du går i gang, så du ved, hvad du kan få fradrag for.
Tjek på skat.dk, om du kan få håndværkerfradrag eller servicefradrag.
Uanset om du overvejer en varmepumpe, nye vinduer eller ekstra isolering, kan det være en god idé at undersøge både tilskud, fradrag og finansiering, før du går i gang. Så får du det bedste grundlag for at vurdere, hvad der giver mening for netop din bolig.
Note: Reglerne for tilskud og fradrag kan ændre sig, og oplysningerne i denne artikel er vejledende. Det er Energistyrelsen/Skattestyrelsen, der træffer afgørelse i den konkrete sag – ikke Danske Bank.


