Dit hjemmeberedskab kort fortalt:
- Praktisk: Tjek vand, mad og de vigtigste nødvendigheder til tre døgn.
- Penge: Overvej et kontant beløb som tommelfingerregel (fx 250 kr. pr. person) og sørg for at have mere end én betalingsmulighed.
- Kort: Hav gerne mere end et betalingskort, hvis det ene fejler eller bliver væk.
Et beredskab handler om at have dækket de mest basale behov, så man kan klare sig i en kort periode uden strøm, internet, varme eller anden forsyning. Her giver det mening at tænke i to spor: Et praktisk hjemmeberedskab med mad, vand og lignende og et økonomisk beredskab.
Lad os starte med det økonomiske beredskab. Her får du tre gode råd.
1: Hav 250 kroner per person klar i kontanter
Nationalbanken anbefaler, at du har kontanter hjemme svarende til 250 kroner per person i husstanden. Logikken bag beløbet er, at en gennemsnitlig dansker ifølge Danmarks Statistik bruger omkring 70 kr. om dagen på fødevarer. Og skal man klare sig i tre døgn, er 250 kroner per person altså et godt pejlemærke. For nogle kan behovet dog være større.
Læse mere om Nationalbankens anbefalinger
2: Hav flere betalingsmetoder til rådighed
Det er altid en god ide at være fleksibel med dine betalingsmuligheder – eller i hvert fald at have mulighed for det, hvis det bliver nødvendigt. Så hav gerne mere end ét betalingskort til rådighed. Og hav også gerne kontanter til rådighed og supplér eventuelt med en eller flere betalingsløsninger på mobilen (fx Apple Pay og MobilePay).
Og skal du så altid have alle mulighederne på dig? Det er en individuel sag, men hvis du fx pendler langt, er meget på farten eller er langt fra hjemmet, kan det være en god idé at have mere end én betalingsmulighed med dig.
3: Husk også de gode råd på rejsen
Skal du ud at rejse, så følg de almindelige rejseråd og tilpas til din destination. Også her er det et godt udgangspunkt at have mere end ét kort og nogle kontanter i lokal valuta.
Kortbetaling – også hvis nettet er nede
Du kan stadig betale med kort og mobil, hvis nettet ryger.
- Alle voksne danskere med et dansk betalingskort (Dankort, Mastercard eller Visa) kan betale med kort eller mobil-wallet i de fleste dagligvarebutikker – også hvis internettet eller betalingssystemet svigter.
- Beredskabet sikrer, at du kan købe fødevarer med kort og mobil i mindst syv dage, selv ved nedbrud.
- Løsningen gælder både fysiske kort og mobilbetalinger som Apple Pay og Google Pay.
Kortbetalingsberedskabet er udviklet af Betalingsrådet og rulles senere ud til apoteker.
Hjemmeberedskab: Myndighedernes anbefalinger
Styrelsen for Samfundssikkerhed anbefaler, at du og dine nærmeste kan klare jer selv i tre døgn under en krise. Et hjemmeberedskab behøver ikke være dyrt eller fylde meget – men det bør dække det mest basale – heriblandt:
- Drikkevand: Ca. 3 liter pr. person pr. døgn (husk evt. også husdyr)
- Mad til tre døgn: Vælg holdbare varer – gerne noget, der kan spises uden tilberedning
- Medicin og førstehjælp: Fx fast medicin, plaster og sårvask
- Hygiejne: Sørg for at have toiletpapir, håndsprit, vådservietter og eventuelt bind/tamponer på plads
- Kommunikation: FM-radio, der kører på batterier, håndsving eller solceller
- Strøm: En fuldt opladet powerbank til at lade mobiltelefonen
- Lys og varme: Lommelygte, batterier, stearinlys og tændstikker
Hvis du vil have en mere detaljeret tjekliste, kan du finde myndighedernes materialer om at være forberedt på kriser her.



