Kort fortalt

  • Danske Invest har generobret førerpositionen som landets største forvalter af fonde til private investorer.
  • Især global aktiefond er populær blandt investorer. 
  • Også succesfuld fond med amerikanske teknologiaktier hitter stort. 
  • Endelig er danske obligationer kommet tilbage i varmen igen.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 

Med en markedsandel på 21,7 pct. er Danske Invest igen landets største forvalter af fonde for private investorer efter nogle år som nummer to. Det viser nye tal fra Finans Danmark.

”De seneste år har vi oplevet, at stadig flere investeringskunder vælger Danske Invest. Det skyldes blandt andet, at Danske Invest har et stort udvalg af relevante fonde og skarpt fokus på at levere konkurrencedygtige afkast,” fortæller Tobias Møller, som er investeringsspecialist i Danske Bank.

Her udpeger han de tre mest populære Danske Invest-fonde, målt på antal Danske Bank-kunder investeret i fondene:



Investeringsspecialist Tobias Møller fra Danske Bank.

1. Aktiefondenes ukronede konge

FOND: Danske Invest Global Indeks*.

Vil du investere i aktier med stor risikospredning og omkostninger i den lave ende af skalaen? Og vil du have del i en potentiel optur, uanset om amerikanske eller europæiske aktier klarer sig bedst – og uanset hvor den næste store aktietrend opstår?

Så er en global indeksfond et oplagt valg for dig – og stadig flere investeringskunder vælger Danske Invest Global Indeks, som er vores ubetinget mest populære aktiefond. 

LÆS OGSÅ: Kan 41.664 investorer tage fejl? Derfor er global aktiefond så populær

”Med investeringer i mere end 1100 forskellige selskaber er fonden en let og enkel måde at få stor risikospredning i dine aktieinvesteringer – og det er altid en god idé, uanset om du er nybegynder eller rutineret investor,” siger Tobias Møller.


2. En populær genvej til teknologiaktier

FOND: Danske Invest Teknologi Indeks*.

Fonden invester i amerikanske teknologiselskaber inden for sektorerne IT og kommunikationsservice – herunder en række af verdens største selskaber inden for kunstig intelligens.

”Teknologi har udviklet sig til det største og vigtigste tema på de globale aktiemarkeder og har gennem det seneste årti leveret et langt højere afkast end markedet generelt – og her er danske investorer simpelthen nødt til at kigge ud over landets grænser, hvis de vil være med. Danske Invest Teknologi Indeks er blevet en populær genvej til at investere bredt i amerikanske teknologiaktier med lave løbende omkostninger,” fortæller Tobias Møller.

Aktuelt har fonden omkring 275 selskaber i porteføljen. De fem største investeringer er Apple, Nvidia, Microsoft, Broadcom og Alphabet, som hver især er globale drivkræfter inden for den teknologiske udvikling.

De senere år har fonden ofte været den Danske Invest-fond, der har givet det højeste årlige afkast. 


3. Stærkt comeback for danske obligationer

FOND: Danske Invest Dannebrog Mellemlange Obligationer*.

For få år siden var danske obligationer nærmest døde og begravet. Med meget lave eller negative renter var interessen fra private investorer minimal. Men siden Covid-19 er renterne strøget i vejret, så du i dag kan få en fornuftig rente fra selv de mest sikre danske stats- og realkreditobligationer. Interessen fra investorer er fulgt med i vejret.

LÆS OGSÅ: Derfor er fonde med danske obligationer blevet et kæmpe hit

Foruden de løbende renter kan obligationer øge stabiliteten i din portefølje af investeringer. Det skyldes, at obligationer ofte stiger i kurs i perioder med markante aktiefald, hvor investorer søger ’sikker havn’ i obligationsmarkedet. 

”Fonden Danske Invest Dannebrog Mellemlange Obligationer er et populært valg, der både kan bidrage til stabilitet i dit afkast og i øjeblikket tilbyder en rente på omkring 3,2 pct. før omkostninger fra obligationerne i fondens portefølje,” forklarer Tobias Møller.

Vær dog opmærksom på, at obligationer også kan falde i kurs og dermed give et tab. 



FAKTA: Har taget en værdifuld bid af markedet

Danske Invest har øget sin markedsandel blandt private investorer i Danmark fra 19,7 pct. ved udgangen af første kvartal i 2023 til 21,7% ved udgangen af tredje kvartal i år. Det viser data fra Finans Danmark, og det svarer til en stigning på 87,9 mia. kroner.

Meget mere om investering?


Top 10-lister, inspiration, indsigter, guides og gode råd.

Få meget mere om investering lige her

*De fulde fondsnavne er Investeringsforeningen Danske Invest Global Indeks, klasse DKK d,Investeringsforeningen Danske Invest Teknologi Indeks KL og Investeringsforeningen Danske Invest Dannebrog Mellemlange Obligationer, klasse DKK d.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet, dokumentet med central information samt et sammendrag af investorrettigheder på dansk, som du kan finde på danskeinvest.dk.